Kermit

No pain - no gain

Det er en af de mest brugte sætninger når det gælder træning, det er vel mere eller mindre gået hen og blevet en floskel i samme liga som "I was born ready". Ikke desto mindre er der noget om det. Vil du blive bedre, så kræver det at du går igennem og overvinder smerten, for at stå stærkere på den anden side. Det tror jeg lidt kommer til at være et mantra i min træning fremadrettet, da det nogle gange er nemt nok at træne for let. Jeg vil gerne løfte mit niveau yderligere, og det kommer jeg til at vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Dagens træning skulle foregå med Ordrup, og dagens gæstetræner var Jakob Fuglsangs træner, og vores træner, Rune fra AimHigh. Så snart der bliver skrevet ud at træningen kommer til at være i selskab med ham, så er det som om dynerne ikke er så tunge, for vi var lidt over 20 til træning i dag - det har jeg sgu ikke set før til en vintertræning.

Turen gik ud mod Kolle Kolle, og allerede ret tidligt blev vi delt op i 3 grupper, så vi ikke lå 20 mand i én stor gruppe. Ved Ganløse havde vi den første punktering, som dog relativt hurtigt blev klaret. Videre ind mod Slagslunde hvor vi gjorde holdt. Planen var at køre 2 omgange på en rundstrækning i par, hvor fokus var på lav kadance. Altså noget funktionel styrketræning, som jeg netop skrev lidt om i går. Jeg valgte at springe over, og ville i stedet køre noget AT træning på rundstrækningen i stedet for. Da jeg havde luret at jeg nok ville køre med en højere hastighed end de andre, valgte jeg at lade dem komme op af bakken ved Buresø inden jeg satte igang. Jeg fandt ret hurtigt ind i en god rytme, og kunne virkelig presse min puls så den lå lige omkring min AT.
Da jeg var ved at have kørt første omgang havde jeg hentet de bagerste, og kunne stille og roligt køre mig videre op. Oppe ved søen igen havde jeg hentet fronten, og da jeg passerede en af grupperne var der selvfølgelig en der råbte af mig at jeg skulle køre tungt gear. Det kan undre mig at der er nogle der fokuserer på hvordan andre kører, i stedet for at koncentrere sig om deres eget. Jeg fortsatte i mit eget tempo, og kørte intervallet færdigt.

Ham der havde råbt af mig kom hen bagefter og spurgte hvad jeg lavede, og hvorfor jeg ikke kørte det som træneren havde sagt. Jeg forklarede ham derfor at jeg i forvejen har ret store ben, og ikke har behov for at få dem større, og at jeg samtidig var i tvivl om effekten ved den type kørsel. Det blev selvfølgelig til en kommentar om hvorvidt jeg mon vidste bedre end ham der trænede Jakob Fuglsang, og allerede der var jeg stået af. Jeg gad ikke forklare ham at der også findes andre trænere, og at der er forskellige indgangsvinkler til træning. Inden han kørte væk var det da også med en kommentar om hvorfor jeg så overhovedet dukkede op til træning. I virkeligheden var han bare sur over at jeg havde hentet hans gruppe.

Anyhow, videre i teksten. En af rytterne havde knækket sin kæde, så måtte lige få det fikset. Vi kørte ned mod Søsum, og på vejen var der vidst et eller andet der kiksede, for pludselig var den bagerste del af feltet stoppet op. De kom dog relativt hurtigt igang igen.
Ind mod Ganløse skulle der køres endnu et interval, som skulle fortsætte tilbage til Slagslunde. Igen, en lav kadance, og denne gang solo. Jeg var sidste mand der blev sendt afsted, og fortalte lige Rune at jeg ville køre noget AT og ikke noget tung kadance, og det var helt fint med ham. Intervallet var ikke super langt, men jeg fandt alligevel ind i en fin rytme hvor jeg følte at benene bare pumpede.

Fra Slagslunde kørte vi igen mod Søsum, men denne gang fortsatte vi hele vejen ned til Hove, og skulle køre et sidste interval ind mod Ledøje. Grupper af 3-4 mand, grundtræning som langsomt skulle stige til sub-AT. Ikke noget der ligefrem pressede kroppen, og efter ca. 5 km var vi færdige, og der blev snakket om at køre hjem.
På det tidspunkt følte jeg at jeg havde masser af energi endnu, og slet ikke var blevet kørt derud hvor jeg følte jeg skulle. Efter vi havde kørt 75 km, valgte jeg derfor at sige farvel, og fortsætte fra Ballerup op mod Værløse. Planen var at køre op til Bregnerød og køre noget sub-AT/AT deroppe. Jeg kørte derfor op til Værløse, ud af Kolle Kolle ud mod Hareskoven, og så op til Farum.
Oppe ved Bregnerød satte jeg uret igang og begyndte så ellers at køre 2 omgange på rundstrækning. Det var egentlig let nok at ramme den ønskede intensitet, men da jeg trillede ud på 2. omgang kunne jeg godt mærke at benene var mærkede efter 90 km. Igen, ikke at jeg var ved at dø, men at skulle presse benene til at yde på den måde var hårdt. Efter omgangen kørte jeg en enkelt omgang hvor jeg bare trillede, og fik løsnet benene lidt igen, inden jeg satte gang i 2 nye omgange. De sidste 2 omgange var brutale. Benene var trætte, men jeg formåede alligevel at holde tempoet, og kørte kun 4 sekunder langsommere på de to sidste omgange kontra de to første(hver omgang er ca. 5 km).

Herfra kørte jeg forbi Høvelte kaserne, og ind mod Birkerød. Bakken op mod Birkerød var en hård omgang, men da jeg var kommet op kunne jeg alligevel holde et ok tempo på det flade. Jeg fortsatte ind mod Holte, og i Virum måtte jeg lige et smut ind forbi Statoil og tanke en Mars. På dette tidspunkt havde jeg været ude i ca. 4 timer og 15 minutter, og havde en plan om at køre 5 timer. Mars baren blev hurtigt kylet ned, og så cyklede jeg af Skodsborgvej og ned til Ravnholm, for at fortsætte under motorvejen og igennem villakvarteret i Lundtofte.

Da jeg kom ud på det åbne måtte jeg kæmpe lidt med vinden, som benene ikke var så glad for. Op til Klampenborgvej, ned af nedkørslen, ind til Femvejen, og så af en omvej der bl.a. fik mig forbi Ikea, og så hjem.

I alt blev det til en tur på små 5 timer og 147 km.


Det lækreste er dog at jeg har opholdt mig ca. 1,5 time i min AT puls zone.

PYHA, efter at have læst denne særdeles foruroligende artikel om, hvordan man langsomt dør, hvis man sidder ned for meget, fik jeg bestilt mig et hæve-/sænkebord.
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/sedentarisme-er-det-nye-rygning
Jeg har haft sådan et bord tidligere i en del år, men den ene af mine drenge fik det med, da han flyttede, og så har jeg siddet ned siden. Afbrudt af lidt løb og cykling :)
Det der især slår mig er, at motion ikke er nok. Det rækker ikke, at tage sig en løbetur. Sidder man ned i mange timer, risikerer man at skulle herfra alt for tidligt.
Så nu er jeg kommet på fødderne igen, og det føles rigtig godt!

Den ligger selvfølgelig også under The Official Rules of the Euro cyclists galleri!

Onsdag d. 11/12-13
Efter en off day i tirsdags, var jeg klar til at give den gas på cyklen igen igår aftes efter job. Det hele endte op med lidt dårlig timing som betød, at jeg indtog min aftensmad kort tid inden jeg sprang på lågen. Ikke optimalt....
Kendetegnet for disse dage er dog at benene generelt er over middel, så lidt lasagne-opstød til trods kom træningen alligevel i hus i ok overbevisende stil:-)
Det var ellers lidt af et killer program jeg skulle køre.... Eller dvs. stort set alle mine træningssessions på HT´eren er pænt hardcore pt. Hårdt men godt, ingen spildtid men udelukkende kvalitet. Fint til årstiden, men jeg vil ikke lægge skjul på at jeg længes mod foråret og alle de længere ture i sadlen med moderat intensitet;-)
10 min opvarmning
30 sek rød zone med høj kadence - 30 sek rul x 5
3 min let rul
Derefter 6 gentagelser af flg. intervaller:
3 min rød zone (ca. 120-130% af FTP)
1 min rul
4 min gul zone (FTP)
1 min rul
Til sidst lidt styrketræning i sadlen:
3 x 3 min blå zone (90% af FTP) med 40-50 rpm
5 min afrul
I alt 1 time 30 min @ 159 watt i avg.
Generelt lå jeg meget tæt på 130% af FTP i alle intervallerne i rød zone, ligesom jeg også lå på den gode side af min FTP i den gule zone. Det må alt andet lige betyde at jeg kan rykke lidt med min FTP værdi i lørdagens test - det forventer jeg i hvert fald;-)

He, he ... reklamerne var sgu' sjovere i 80'erne

Var det noget at vinde et Bikefit? Så kan du læse lidt mere her hvor Copenhagen Bikefit udlodder et Bikefit til en heldig vinder i løbet af december måned. Foruden at være certificeret fitter hos Retül, så er Tore en rigtig flink fyr, tidligere A rytter, og nuværende mekaniker for ungdomslandsholdet i cykling.

Jeg har selv deltaget i konkurrencen, men i så fald at jeg vinder vil jeg give fittet til JohnJohnson herinde fra, som virkelig godt kunne bruge lidt ekstra hjælp på cyklen efter et par sæsoner hvor han har været plaget af sadler. I kunne jo gøre det samme

Hvad har du sat din FTP til? Lyder næsten som om den er sat for lavt

Men ok, man skal heller ikke undervurdere effekten af en god pizza

Min FTP er pt. 185 watt. Jeg kørte en test for ca. 4 uger siden, og derfra har jeg de 185 watt.
OK, jeg var ikke 100% på toppen da jeg kørte testen, og jeg har siden da også været i stand til at køre alle mine intervaller i den øverste del af mine zoner, men et overskud på størrelse med det igår har jeg ikke haft før. 3 dages pause samt en god pizza gør klart en forskel
Jeg har i øvrigt FTP test på programmet på lørdag, så det bliver spændende at se hvad den ender ud i

Jeg må nok se at komme længere ned i vægt, for det lader til at der er et Marmotte startnummer ledigt med den fremgang du har på løbefronten.....

Her er målene for min 2013 sæson. Dem vender vi tilbage til senere.
1. Oprykning i C-klassen
2. Sejr i minimum ét løb
3. Podieplaceringer i C
4. Køre en enkeltstart med over 40 km/t
5. Køre en top 5 placering hjem i en enkeltstart
6. Oprykning i B-klassen

I dag har DCU lukket op for licensansøgninger for 2014, og licensen er selvfølgelig blevet søgt! Så bliver det spændende at se hvilket nummer jeg skal starte sæsonen med næste år.

Tja, man kan selvfølgelig vælge at opgive på forhånd, eller man kan håbe på at denne beslutning betyder at Riis's ressourcer nu bliver brugt til det han er god til: nemlig at styre sine cykelryttere. Der er ingen tvivl om at han de senere år har brugt rigtig mange kræfter på at holde holdet i live og har haft stor fokus på at skaffe nye sponsorer der har kunne sikre stabilitet. Det får han forhåbentlig nu hvor der er en rig onkel der har købt holdet. Man kan så være usikker på hvad Olegs intentioner egentlig er. Vil han kunne acceptere at være holdejer og lade andre stå for det sportslige, eller vil han begynde at blande sig?

Oleg kan virke som en meget løs kanon der ikke tænker sig om inden han udtaler sig, men jeg tror bestemt ikke at man skal undervurdere ham. Når man nu ved at han har købt holdet, så kan man ikke lade være med at tænke om hvorvidt det har været planen hele tiden. Om det i virkeligheden har været et spil for at købe holdet der under årets tour de france gjorde at han kom med de kommentarer han gjorde. Det ville i hvert fald have været den perfekte forhandlingsstrategi. Han har givet udtryk for at han egentlig ikke ville have noget med holdet at gøre, har senere været i dialog med andre hold om køb, og til sidst er Riis vendt tilbage for at få lidt støtte.

Det bliver i hvert fald spændende at følge de næste par år. Håbet er selvfølgelig at det stadig vil have et dansk islæt, hvilket jeg ikke kan forestille mig andet når nu det er Bjarne Riis's setup der kører videre.

Det var det også

Sgu meget godt klaret at få trænet selvom du er på forretningsrejse!

SMUKT!
Thanks for sharing

Jeg har kørt i dameudgaven af den Castelli du linker til de sidste par år, og det er en super fed jakke. Den er varm og pasformen er genial, og samtidigt er den dejlig høj i kraven så der ikke kommer alt for meget kold luft ind på halsen. Jeg har også to Assos vinterjakker som er virkelig lækre. Pasformen i Assos er et niveau over Castelli, men hvis det er en af de helt kolde dage, så falder mit valg ALTID på Castelli jakken. Den er ganske enkelt varmere! Go Go Castelli!

Skulle jeg mene ja. Mærker i hvert fald ikke mere til det når jeg cykler

Det var egentlig vintercyklen der skulle have været luftet i dag, men det kranksæt jeg havde bestilt er endnu ikke dukket op - sælger er kommet til at sende det til sig selv. Ikke særlig klogt. Så jeg hoppede på sommercyklen, og trillede i morges ned til Ordrups træning. Det ville samtidig nok være den hårdeste tur i over 2 måneder, så jeg var pænt spændt på at se hvordan formen reelt var.

Vi kørte afsted i lidt støvregn, men det klarede hurtigt op. Turen gik op til AB's baner, og så igennem Farum op til Allerød hvor vi skulle køre første interval. Egentlig et interval der ikke gav så meget mening for mig, men vi skulle altså køre tung kadance i 2 grupper. Det er generelt ret godt hvis man skal øge styrken i sine ben, men jeg har i forvejen pænt store lår og lægge, så det er lidt ligegyldigt for mig. Det gik ellers ganske fint i en ond sidevind, men det blev ødelagt lidt da vi kørte igennem Nr. Herlev, for kort forinden havde vi haft den anden gruppe lige bag os, og pludselig kunne vi ikke se dem længere. Så vi frygtede lidt at vi var kørt forkert, selvom jeg ikke kender andre ruter til Gørløse og Strø. Vi vendte derfor om og kørte den anden vej, men kun for at møde de andre kort tid efter.

Så vi satte efter, men fik den aldrig til at køre igen. Ved Gørløse samlede vi op, og kørte videre op til Strø. Her skulle vi køre 2 omgange på en rundstrækning i grupper. Der skulle køres sub-AT med 30 sekunders føringer, men de sidste 5 sekunder af hver føring skulle man lave en siddende acceleration som de andre også skulle følge. En ret spændende måde at træne på. Jeg var i den stærkeste gruppe, og allerede på den første bakke havde vi sprængt gruppen. Der kom dog samling på det igen efter kort tid, og vi formåede faktisk at få den til at køre rundt hele vejen. Det var hårdt, men fedt at mærke benene igen.

Opsamling og så kørte vi hjemad. Men inden vi forlod Strø skulle vi lige køre 3 omgange på den trekantede rundstrækning hvor den bare skulle fyres af op af bakken. Specielt andet interval var hårdt fordi jeg formåede at køre lige op med Simon, som vidst ramte et forkert gear, og samtidig fik presset ham. Derfra gik det sådan set bare hjemad vi Lynge og Nymølle. Da vi kørte ind på stykket fra Buresø og ind mod Nymølle kørte jeg væk med Simon på hjul, og formåede at holde den frem til byskiltet hvor Simon sprintede væk. Ind mod Farum, og i bunden af bakken, var det min tur til at sprinte op ad bakken. Jeg måtte over i venstre side af vejen, og i det jeg trådte igennem smuttede mit baghjul på midterstriben. Altid en ubehagelig oplevelse. Jeg fik dog styr på cyklen, og kunne alligevel accelerere væk.

Ved en rundkørsel i Farum kom jeg henover et kloakdæksel, og så skred cyklen igen under mig, men fik hurtig greb igen. Ellers var det bare hjem igennem Hareskoven, hvor jeg lige lagde lidt pres i pedalerne på det sidste stykke. Hjem til Lyngby og vaske cyklen.

I alt en tur på 102 km med 29,7 km/t i snit.


Jeg er egentlig ganske glad for at jeg ikke faldt helt igennem. Jeg kan stadig blande mig blandt de bedste, selv efter så lang en pause. Det lover godt for resten af sæsonen.

Jeg kørte noget lignende igår, og jeg er total enig! Det gør niller naller i stængerne!
Fedt indlæg omkring omerta i øvrigt:-)

Bliver omertaen brudt?

Egentlig er omertaen vel egentlig bedst kendt fra diverse gangsterfilm, og ikke mindst mafiaens historie. Hemmeligheder og det faktum at man holder sin kæft lige meget hvad. De senere år er den uden tvivl blevet kædet meget sammen med cykelsportens dopingproblemer, hvor omertaen blandt rytterne har været med til at beskytte bagmænd, andre ryttere, sportsdirektører og meget andet. Blev en rytter snuppet for doping før i tiden, så var det som oftest noget han selv havde initieret og han handlede altid på eget initiativ. Han blev med andre ord ikke presset ud i det, og han var den eneste der blev straffet for det.

Det er uden tvivl en af den moderne cykelsports største problemer, for hvordan kommer man egentlig dopingproblematikken til livs hvis man ikke kan få fat i de bagvedliggende mekanismer? Det svarer lidt til at man kun dulmer smerterne i stedet for at kurere.

Derfor har der den seneste tid været stor letttelse blandt i de sidset år, hvor det har virket som om at omertaen er blevet brudt. Ryttere som Tyler Hamilton og senest Michael Rasmussen er stået frem og forklaret hvordan dopingen er foregået, og angivet en del personer i miljøet. Meget af det er blevet optrevlet via den USADA undersøgelse der i sidste ende fik fældet den 7-dobbelte Tour vinder Lance Armstrong. Det er egentlig underligt at netop Tyler Hamilton og Michael Rasmussen har fået en heltestatus i den journalistiske verden, for at være de første der bryder omertaen.

Fortilfældet Manzano

Sandsynligheden for at du ved hvem manden på billedet er, er nok ret lille. JohnJohnson undtaget. Men sandsynligheden for at du ved hvad han er kendt for er ret stor. I 2003 kørte han Tour de France for Kelme, og på 7. etape angreb han på sammen med Richard Virenque. Virenque havde en holdkammerat længere fremme, så han lod Manzano lave al arbejdet. Det var en varm dag, meget varm endda, og pludselig blev Manzano svimmel. Virenque kørte fra ham, og 500 meter senere kollapsede Manzano og blev behandlet af løbslægen i vejkanten, inden han blev fløjet til hospitalet. I første omgang kunne det ligne et ganske almindeligt tilfælde af solstik, men sandheden var en hel anden.

Manzano havde fået et stof af holdlægen om morgenen, og det havde i sidste ende gjort at han blev dehydreret og måtte udgå af Touren. Efterfølgende blev han deprimeret og havde svært ved at finde motivationen til at træne. Hans sportsdirektør truede ham til at stille op i Volta a Portugal - alternativet var at blive fyret. Flere dage senere fik Manzano en blodtransfusion fra en pose der ikke bar noget navn - der var altså ingen garanti for at det overhovedet var hans eget blod. Efterfølgende fik han det dårligt på turen hjem, og måtte hoppe af toget på vej hjem. I september måned blev Manzano fyret fra sit hold.

Alt dette gjorde at han i starten af 2004 fortalte hele historien om Kelmes organiserede doping til pressen. Helt detaljeret forklarede han hvem der beordrede det, hvem der fik det, hvad de fik, og hvem der sørgede for stofferne. Til at starte med var der ingen der rigtig troede på Manzano, og Kelme ledelsen fik det skudt ned som en tidligere rytters forsmåede måde at få hævn over fyringen. De 300.000 euro han modtog for historien hjalp nok heller ikke på troværdigheden Det stoppede dog ikke Manzano der endnu engang fik taletid i pressen, og denne gang endnu mere detaljeret forklarede om specifikke episoder. Blandt andet om hvordan hele holdet havde ladet sig udgå under Portugal løbet for at undgå at blive testet. Denne gang fik han mere opmærksomhed, og Tour ledelsen der ellers havde givet Kelme et wildcard, trak invitationen tilbage. Politiet begyndte nu også at undersøge sagen nærmere, og havde en del af Kelmes ryttere, sportsdirektører og læger inde til afhøring.

Spoler vi tiden 2 år frem, så hedder året 2006, Liberty Seguros holdet med Alberto Contador på bliver nægtet start i Touren fordi holdet er mistænkt for doping. De bliver dog clearet, men når aldrig til start. Det gør tourens to absolut største favoritter heller ikke.

Jan Ullrich og Ivan Basso blev 2'er og 3'er i touren 2005, og i 2006 var det deres tur til at slås om det øverste trin efter Lance Armstrong havde trukket sig tilbage. De bliver dog pillet ud af Touren inden første etape, i øvrigt sammen med en række andre ryttere, fordi de er mistænkte i en sag der er blevet igangsat i Spanien. En sag som Jesus Manzano var årsagen til overhovedet blev til noget. En sag som rystede cykelverdenen på samme måde som Festina skandalen havde gjort det i 1998. En sag der blev kaldt Operacion Puerto.

Et af de mest berømte billeder fra Touren 2006 er i øvrigt dette, hvor Ivan Basso bliver kørt væk fra pressen efter han er blevet mistænkt for at have været kunde hos den spanske dopinglæge Fuentes..

Michael Rasmussen og koret
Manzano var således den moderne whisteblower i cykelsporten, og gav et indblik i hvordan de ryttere man ellers håbede på var rene, i virkeligheden benyttede sig af en metode der blev udviklet tilbage i 70'erne. Sidenhen er der andre ryttere der har erkendt deres doping, og taget andre med i faldet. Specielt Tyler Hamilton har fået meget taletid og har igen kastet skygger i retning af Bjarne Riis. Skygger som nu Michael Rasmussen forlænger. Ifølge Rasmussen kendte Riis til hans forbrug af doping, og kendte til den doping der var på hele holdet. Historien bliver så bakket op af Bo Hamburger, som også har været ude og indrømme at hans eget dopingforbrug, og indrømmelser, måske ikke har været 100% rigtige. Han har været dopet, men i en større periode end han i første omgang gav udtryk for. At Hamburger hopper med i kyllingens kor er nu ikke så underligt, for så vidt jeg ved er Bo Hamburger ansat hos Christina Watches Onfone holdet, som jo trods alt kom til livs pga. Michael Rasmussen. Det ville i hvert fald være en dårlig taktik for Bo Hamburger at gå ud og sige kyllingen imod. I øvrigt er begge ryttere kendte for at have et horn i siden på Bjarne Riis.
Der er dog også blevet rettet yderligere kritik af Rasmussens indrømmelser fra hans tidligere bagland - nemlig mountainbike sporten. Michael Rasmussen har hele tiden givet udtryk for at han var et stort talent, der bare tog doping for at være på lige fod med de andre. Bl.a. Henrik Djernis der er tidligere MTB verdensmester har været ude og sige at man allerede dengang undrede sig over Michael Rasmussens pludselig udvikling. Rygterne i feltet gik på at han allerede før 1998 tog doping.
Men omertaen er blevet brudt, og nu skal der rulle hoveder. Eller skal der?

Kan omerta blive for gammelt?
For hvad får vi ud af historie undervisning, andet end at finde ud af hvad der reelt er foregået? Hvorfor er det vigtigt for os at vide hvad Bjarne Riis kendte til i 2001? Er det i øvrigt overhovedet omerta der er blevet brudt? Nej!

Skal man tro de mange udsagn fra de nye ryttere i feltet, så er feltet renere end i mange år. De tager afstand fra doping, og med de øgede kontroller, så er der god grund til at tro på at der fra nogles side virkelig er et ønske om en ren sport. Der vil selvfølgelig altid være brodne kar. Hvis vi skal snakke om at bryde omertaen, så skal det altså være en rytter som har sin gang i feltet der åbner munden, og ikke en eller anden rytter der kørte for 6-8 år siden. Dét ville være at bryde omertaen hvis Taylor Phinney pludselig stod frem og sagde at han havde følt sig presset til doping på BMC holdet, og at der var den og den læge tilknyttet, og at følgende ryttere benyttede sig af ham. Så ville vi kunne rydde op i cykelsporten. Men at Michael Rasmussen lægger en del skyld på Bjarne Riis om noget der foregik for over 10 år siden, det kan vi i virkeligheden ikke bruge til en skid. Jo, vi ville vide at Bjarne havde løjet om at han havde kendt til doping på sit hold, han ville stå i et dårligt lys, men ikke andet. Det ville ikke sige noget om hvordan holdet bliver kørt i 2013. Hvis vi antager at resten af feltet rent faktisk kører rent, så ville det kun sige noget om Bjarne Riis hvis han kendte til at hans ryttere dopede sig nu.

Historien har vist os at der var en del der tog doping i 00'erne, men hvis det var en del af gamet, så var det en del af gamet. Det betyder ikke at det bliver mere lovligt af det, for det er jo stadig at snyde, men sådan var det bare. Tiden var en anden. Man kan håbe på at Bjarne Riis virkelig har gjort et forsøg på at lade sit hold køre rent, og ikke have kendskab til doping.

Min pointe er at vi ikke kan glæde os over at omertaen er blevet brudt, når det reelt ikke er omerta mere.

Bliver omertaen brudt?

Egentlig er omertaen vel egentlig bedst kendt fra diverse gangsterfilm, og ikke mindst mafiaens historie. Hemmeligheder og det faktum at man holder sin kæft lige meget hvad. De senere år er den uden tvivl blevet kædet meget sammen med cykelsportens dopingproblemer, hvor omertaen blandt rytterne har været med til at beskytte bagmænd, andre ryttere, sportsdirektører og meget andet. Blev en rytter snuppet for doping før i tiden, så var det som oftest noget han selv havde initieret og han handlede altid på eget initiativ. Han blev med andre ord ikke presset ud i det, og han var den eneste der blev straffet for det.

Det er uden tvivl en af den moderne cykelsports største problemer, for hvordan kommer man egentlig dopingproblematikken til livs hvis man ikke kan få fat i de bagvedliggende mekanismer? Det svarer lidt til at man kun dulmer smerterne i stedet for at kurere.

Derfor har der den seneste tid været stor letttelse blandt i de sidset år, hvor det har virket som om at omertaen er blevet brudt. Ryttere som Tyler Hamilton og senest Michael Rasmussen er stået frem og forklaret hvordan dopingen er foregået, og angivet en del personer i miljøet. Meget af det er blevet optrevlet via den USADA undersøgelse der i sidste ende fik fældet den 7-dobbelte Tour vinder Lance Armstrong. Det er egentlig underligt at netop Tyler Hamilton og Michael Rasmussen har fået en heltestatus i den journalistiske verden, for at være de første der bryder omertaen.

Fortilfældet Manzano

Sandsynligheden for at du ved hvem manden på billedet er, er nok ret lille. JohnJohnson undtaget. Men sandsynligheden for at du ved hvad han er kendt for er ret stor. I 2003 kørte han Tour de France for Kelme, og på 7. etape angreb han på sammen med Richard Virenque. Virenque havde en holdkammerat længere fremme, så han lod Manzano lave al arbejdet. Det var en varm dag, meget varm endda, og pludselig blev Manzano svimmel. Virenque kørte fra ham, og 500 meter senere kollapsede Manzano og blev behandlet af løbslægen i vejkanten, inden han blev fløjet til hospitalet. I første omgang kunne det ligne et ganske almindeligt tilfælde af solstik, men sandheden var en hel anden.

Manzano havde fået et stof af holdlægen om morgenen, og det havde i sidste ende gjort at han blev dehydreret og måtte udgå af Touren. Efterfølgende blev han deprimeret og havde svært ved at finde motivationen til at træne. Hans sportsdirektør truede ham til at stille op i Volta a Portugal - alternativet var at blive fyret. Flere dage senere fik Manzano en blodtransfusion fra en pose der ikke bar noget navn - der var altså ingen garanti for at det overhovedet var hans eget blod. Efterfølgende fik han det dårligt på turen hjem, og måtte hoppe af toget på vej hjem. I september måned blev Manzano fyret fra sit hold.

Alt dette gjorde at han i starten af 2004 fortalte hele historien om Kelmes organiserede doping til pressen. Helt detaljeret forklarede han hvem der beordrede det, hvem der fik det, hvad de fik, og hvem der sørgede for stofferne. Til at starte med var der ingen der rigtig troede på Manzano, og Kelme ledelsen fik det skudt ned som en tidligere rytters forsmåede måde at få hævn over fyringen. De 300.000 euro han modtog for historien hjalp nok heller ikke på troværdigheden Det stoppede dog ikke Manzano der endnu engang fik taletid i pressen, og denne gang endnu mere detaljeret forklarede om specifikke episoder. Blandt andet om hvordan hele holdet havde ladet sig udgå under Portugal løbet for at undgå at blive testet. Denne gang fik han mere opmærksomhed, og Tour ledelsen der ellers havde givet Kelme et wildcard, trak invitationen tilbage. Politiet begyndte nu også at undersøge sagen nærmere, og havde en del af Kelmes ryttere, sportsdirektører og læger inde til afhøring.

Spoler vi tiden 2 år frem, så hedder året 2006, Liberty Seguros holdet med Alberto Contador på bliver nægtet start i Touren fordi holdet er mistænkt for doping. De bliver dog clearet, men når aldrig til start. Det gør tourens to absolut største favoritter heller ikke.

Jan Ullrich og Ivan Basso blev 2'er og 3'er i touren 2005, og i 2006 var det deres tur til at slås om det øverste trin efter Lance Armstrong havde trukket sig tilbage. De bliver dog pillet ud af Touren inden første etape, i øvrigt sammen med en række andre ryttere, fordi de er mistænkte i en sag der er blevet igangsat i Spanien. En sag som Jesus Manzano var årsagen til overhovedet blev til noget. En sag som rystede cykelverdenen på samme måde som Festina skandalen havde gjort det i 1998. En sag der blev kaldt Operacion Puerto.

Et af de mest berømte billeder fra Touren 2006 er i øvrigt dette, hvor Ivan Basso bliver kørt væk fra pressen efter han er blevet mistænkt for at have været kunde hos den spanske dopinglæge Fuentes..

Michael Rasmussen og koret
Manzano var således den moderne whisteblower i cykelsporten, og gav et indblik i hvordan de ryttere man ellers håbede på var rene, i virkeligheden benyttede sig af en metode der blev udviklet tilbage i 70'erne. Sidenhen er der andre ryttere der har erkendt deres doping, og taget andre med i faldet. Specielt Tyler Hamilton har fået meget taletid og har igen kastet skygger i retning af Bjarne Riis. Skygger som nu Michael Rasmussen forlænger. Ifølge Rasmussen kendte Riis til hans forbrug af doping, og kendte til den doping der var på hele holdet. Historien bliver så bakket op af Bo Hamburger, som også har været ude og indrømme at hans eget dopingforbrug, og indrømmelser, måske ikke har været 100% rigtige. Han har været dopet, men i en større periode end han i første omgang gav udtryk for. At Hamburger hopper med i kyllingens kor er nu ikke så underligt, for så vidt jeg ved er Bo Hamburger ansat hos Christina Watches Onfone holdet, som jo trods alt kom til livs pga. Michael Rasmussen. Det ville i hvert fald være en dårlig taktik for Bo Hamburger at gå ud og sige kyllingen imod. I øvrigt er begge ryttere kendte for at have et horn i siden på Bjarne Riis.
Der er dog også blevet rettet yderligere kritik af Rasmussens indrømmelser fra hans tidligere bagland - nemlig mountainbike sporten. Michael Rasmussen har hele tiden givet udtryk for at han var et stort talent, der bare tog doping for at være på lige fod med de andre. Bl.a. Henrik Djernis der er tidligere MTB verdensmester har været ude og sige at man allerede dengang undrede sig over Michael Rasmussens pludselig udvikling. Rygterne i feltet gik på at han allerede før 1998 tog doping.
Men omertaen er blevet brudt, og nu skal der rulle hoveder. Eller skal der?

Kan omerta blive for gammelt?
For hvad får vi ud af historie undervisning, andet end at finde ud af hvad der reelt er foregået? Hvorfor er det vigtigt for os at vide hvad Bjarne Riis kendte til i 2001? Er det i øvrigt overhovedet omerta der er blevet brudt? Nej!

Skal man tro de mange udsagn fra de nye ryttere i feltet, så er feltet renere end i mange år. De tager afstand fra doping, og med de øgede kontroller, så er der god grund til at tro på at der fra nogles side virkelig er et ønske om en ren sport. Der vil selvfølgelig altid være brodne kar. Hvis vi skal snakke om at bryde omertaen, så skal det altså være en rytter som har sin gang i feltet der åbner munden, og ikke en eller anden rytter der kørte for 6-8 år siden. Dét ville være at bryde omertaen hvis Taylor Phinney pludselig stod frem og sagde at han havde følt sig presset til doping på BMC holdet, og at der var den og den læge tilknyttet, og at følgende ryttere benyttede sig af ham. Så ville vi kunne rydde op i cykelsporten. Men at Michael Rasmussen lægger en del skyld på Bjarne Riis om noget der foregik for over 10 år siden, det kan vi i virkeligheden ikke bruge til en skid. Jo, vi ville vide at Bjarne havde løjet om at han havde kendt til doping på sit hold, han ville stå i et dårligt lys, men ikke andet. Det ville ikke sige noget om hvordan holdet bliver kørt i 2013. Hvis vi antager at resten af feltet rent faktisk kører rent, så ville det kun sige noget om Bjarne Riis hvis han kendte til at hans ryttere dopede sig nu.

Historien har vist os at der var en del der tog doping i 00'erne, men hvis det var en del af gamet, så var det en del af gamet. Det betyder ikke at det bliver mere lovligt af det, for det er jo stadig at snyde, men sådan var det bare. Tiden var en anden. Man kan håbe på at Bjarne Riis virkelig har gjort et forsøg på at lade sit hold køre rent, og ikke have kendskab til doping.

Min pointe er at vi ikke kan glæde os over at omertaen er blevet brudt, når det reelt ikke er omerta mere.

Ah, jamen så er vi to til at krydse fingre for, at det lykkes med mit løberi. I givet fald er der et nummer til overs

EXIT-strategi
Det er ikke kun bandemedlemmer, der har brug for et smuthul og en exitstrategi. Det har gamle løbere med svagt bentøj også. Derfor har jeg i dag sørget for, at jeg har en grum trussel hængende ude i horisonten for det tilfælde, at jeg ikke snøvler mig sammen til at få løbet til at fungere. Jeg har nemlig tilmeldt mig min gamle ærkefjende La Marmotte, da jeg ved et tilfælde fandt ud af, at der åbnet for sluserne i dag. Så er der i hvert fald et alternativt mål, hvis biostilladset svigter
PS: Hvis jeg ikke får brug for det, skal der nok være nogen, der vil overtage det til den tid. Der plejer vist at blive udsolgt rimeligt hurtigt.

Så kommer der her en sjældenhed i loggen de sidste to måneders tid: en cykeltur med grafik til!

I dag var nemlig dagen hvor jeg kom op på Orbeaen og ud på landevejen. Egentlig var vejret nok mest til en vintercykel, men da jeg solgte min TT'er i sommer, blev jeg nødt til at tage kranksættet fra min vinterracer. Derfor står jeg lige nu og mangler et kranksæt til den. Der bliver søgt, men det er ikke nemt når man er nærrig. Bliver spændende at se om der kommer noget interessant på cykelmessen i næste weekend!

Anyhow, på med tøjet, og ud i sjappet vejr og så ellers ned til Femvejen og mødes med de andre. Vi var 6 fremmødte i dag, hvoraf nogle af dem også havde været ude på en meget våd tur i går på 115 km. Det afkræver alligevel noget respekt!

Vi kørte op af Strandvejen hvor jeg blandt andet fik en enkelt føring undervejs, og kørte relativt udramatisk op til Nivå som vi kørte igennem ud mod Vejenbrød. Da vi nåede toppen af bakken nede fra motorvejen, kom jeg i front igen og der blev jeg så et stykke tid. Da vi nåede over Kongevejen valgte jeg at teste mig selv lidt af. Så jeg gravede lidt dybere, og fik en noget mere besværet vejrtrækning. Det var dog vildt lækkert at blive presset lidt igen, selvom jeg godt kan mærke at der går lidt tid endnu før formen er hvor den skal være på den her tid.

Ved Karlebo valgte Maria og jeg at dreje fra, da vi begge skulle være hjemme omkring kl. 11.00. Vi kørte derfor ind igennem Gunderød og ud til Stumpedyssevej. Jeg fik ikke noget læ, for enten lå jeg i front, ellers kørte vi ved siden af hinanden og snakkede. Det passede mig egentlig også godt, for jeg syntes egentlig at benene var ok, og for at finde ud af hvor jeg står måtte jeg gerne køre lidt frit.

Da vi nåede Hørsholm kørte vi videre ud igennem Folehaven, som bare var fantastisk flot i dag. Det mindede mig lidt om Lombardiet Rundt med de mange farver, faldne blade, og lidt snoede veje. Ud på Strandvejen og så begyndte jeg ellers bare at træde igennem. Computeren blev sat til at vise watt, og så var det ellers bare at holde lidt øje med hvilke værdier jeg egentlig ramte.
Da vi nærmede os Klampenborg valgte jeg lige at grave helt dybt, og det betød at Maria kunne snuppe spurten fra mig. Herfra var det sådan set bare at køre op af Klampenborgvej, og så hjem og stille cyklen.

I alt en tur på 65 km med 29,8 km/t i snit



Og så er der det med vægten. Jeg var på den for første gang i noget der vel minder om 2 måneder i går, og efter at have levet et liv med masser af cola, slik og chips, så var vægten også gået opad. Hjælper selvfølgelig heller ikke på det at jeg ikke har kunnet træne som jeg ville. 79,5 kg, så nu skal der fokus på, og vægten skal tvinges ned. Bliver spændende at se hvor stærk psyken kommer til at være omkring det

Så kommer der her en sjældenhed i loggen de sidste to måneders tid: en cykeltur med grafik til!

I dag var nemlig dagen hvor jeg kom op på Orbeaen og ud på landevejen. Egentlig var vejret nok mest til en vintercykel, men da jeg solgte min TT'er i sommer, blev jeg nødt til at tage kranksættet fra min vinterracer. Derfor står jeg lige nu og mangler et kranksæt til den. Der bliver søgt, men det er ikke nemt når man er nærrig. Bliver spændende at se om der kommer noget interessant på cykelmessen i næste weekend!

Anyhow, på med tøjet, og ud i sjappet vejr og så ellers ned til Femvejen og mødes med de andre. Vi var 6 fremmødte i dag, hvoraf nogle af dem også havde været ude på en meget våd tur i går på 115 km. Det afkræver alligevel noget respekt!

Vi kørte op af Strandvejen hvor jeg blandt andet fik en enkelt føring undervejs, og kørte relativt udramatisk op til Nivå som vi kørte igennem ud mod Vejenbrød. Da vi nåede toppen af bakken nede fra motorvejen, kom jeg i front igen og der blev jeg så et stykke tid. Da vi nåede over Kongevejen valgte jeg at teste mig selv lidt af. Så jeg gravede lidt dybere, og fik en noget mere besværet vejrtrækning. Det var dog vildt lækkert at blive presset lidt igen, selvom jeg godt kan mærke at der går lidt tid endnu før formen er hvor den skal være på den her tid.

Ved Karlebo valgte Maria og jeg at dreje fra, da vi begge skulle være hjemme omkring kl. 11.00. Vi kørte derfor ind igennem Gunderød og ud til Stumpedyssevej. Jeg fik ikke noget læ, for enten lå jeg i front, ellers kørte vi ved siden af hinanden og snakkede. Det passede mig egentlig også godt, for jeg syntes egentlig at benene var ok, og for at finde ud af hvor jeg står måtte jeg gerne køre lidt frit.

Da vi nåede Hørsholm kørte vi videre ud igennem Folehaven, som bare var fantastisk flot i dag. Det mindede mig lidt om Lombardiet Rundt med de mange farver, faldne blade, og lidt snoede veje. Ud på Strandvejen og så begyndte jeg ellers bare at træde igennem. Computeren blev sat til at vise watt, og så var det ellers bare at holde lidt øje med hvilke værdier jeg egentlig ramte.
Da vi nærmede os Klampenborg valgte jeg lige at grave helt dybt, og det betød at Maria kunne snuppe spurten fra mig. Herfra var det sådan set bare at køre op af Klampenborgvej, og så hjem og stille cyklen.

I alt en tur på 65 km med 29,8 km/t i snit



Og så er der det med vægten. Jeg var på den for første gang i noget der vel minder om 2 måneder i går, og efter at have levet et liv med masser af cola, slik og chips, så var vægten også gået opad. Hjælper selvfølgelig heller ikke på det at jeg ikke har kunnet træne som jeg ville. 79,5 kg, så nu skal der fokus på, og vægten skal tvinges ned. Bliver spændende at se hvor stærk psyken kommer til at være omkring det