Kermit

FTP testen endte på 297 watt, så ca. 280 watt som FTP. Bedre end frygtet, men lavere end håbet. Mange faktorer spillede ind, men varmen var uden tvivl den største. Endte med at tage fra arbejdet lidt over middag, fordi det simpelthen var for varmt. Markant bedre herhjemme, men min krop var lidt medtaget af varmen. Kombineret med ca. 30 grader på Flyvestationen, så var det ikke ligefrem noget der fremmede performance. Allerede da jeg nærmede mig første omgang, føltes det hårdere end det burde. 
Well, 280 watt er udgangspunktet, og det er ikke et dumt udgangspunkt. 

Det er sagen i en nøddeskal. Jeg kan blive helt svimmel over at tænke på, hvad jeg nåede i døgnets 24 timer i alderen 30-45. Man var godt nok effektiv, mens alting buldrede om ørerne på en. Man har dårligt tid til at nyde det, og så vidt jeg ved, viser undersøgelser også, at det er en periode, hvor man generelt er ret utilfreds med livet og tilværelsen. Det er vigtigt at stoppe op og klappe sig selv på skuldrene en gang imellem i stedet for at vente på 50'erne og 60'erne, hvor selvsamme undersøgelser viser en stor stigning i tilfredsheden.

Status juli 2025
Målet om at komme ud og køre et løb i udlandet næste år er sat igang. Jeg vil forsøge at lave nogle månedlige nedslag for at holde mig selv ajour på rejsen, for performance skal op og vægt skal ned. Jeg kommer næppe til at køre en FTP hver måned, men så laver vi et check-in i stedet for. 
Vægt 1. juli: 91,3 kg
Målsætningen for august måned er at komme under de 90 kg, hvilket nok skal blive interessant når der samtidig er en sommerferie på menuen. 
FTP 1. juli: Ved jeg først senere i dag.
Planen er at jeg kører en FTP på Flyvestation Værløse senere i dag. Ikke noget rampetest i en kælder, men den helt klassiske 20 minutters test. Målsætning? Ingen anelse. Tager jeg udgangspunkt i enkeltstarten i juni, så havde jeg 290 watt i snit i 30 minutter, på en dag hvor jeg var bagud på point fra starten af. Kan jeg lande en FTP omkring 290-300 watt så skal jeg vidst være rigtig godt tilfreds. Det vil så kræve et 20 minutter output omkring de 305-315 watt. 
Træningsmængde i juni: 23 timer og 37 minutters cykling (742 km) + 9 timer og 9 minutters styrketræning
Mulige destinationer
La Marmotte - søndag d. 21. juni
Maratona Dles Dolomiti - søndag d. 5. juli
LaStelvioSantini - søndag d. 7. juni
Mallorca 312 (225 km ruten) - lørdag d. 26. april
Mallorca kom på som mulighed i går da jeg havde set lidt videoer fra de to italienske løb, og de så begge våde og kølige ud  Men skal have kigget det hele igennem når jeg har tiden til det og så egentlig bare tage en beslutning. Jeg tror lidt jeg har skudt La Marmotte til hjørne - tiden er inde til at prøve noget nyt, og med mulighed for bedre mad 

Lyder spændende alt sammen. Godt med fokus på vægten. Tror, du nærmer dig den alder, hvor min vægt begyndte at stikke lidt af og var svær at få tæmmet igen.

Få timer efter foreligger alle prøvesvarene på Min Sundhedsplatform, og samtlige tal ligger lige midt i det grønne område. Alt er, som det skal være. Så jeg er stadig imponeret over hastigheden og tilgængeligheden.
Men det er jo heller ikke uproblematisk. For hvad nu, hvis man som borger/patient får prøvesvar på blodprøver, hvor nogle af tallene har store udsving og ligger i 'kritiske' zoner. Så får man tallene ufiltreret i appen uden at få lægens kommentarer og vurderinger, og det kan sikkert give anledning til bekymringer.
Nå, blot en tanke. Åbenhed og hurtighed er godt, men for nogle er det måske bedst at få resultaterne serveret ledsaget af en lægefaglig vurdering. Jeg får jo fx en syndflod af tal ifm. årskontrol af blodtrykket, og for nogle år siden lå et enkelt af tallene uden for 'det normale'. Da jeg spurgte lægen, sagde han, at det tal var fuldstændig ligegyldigt, og se, det var jo rart at vide.
Det er vist en standende debat, om man altid skal vide alt om alting, når det gælder egen sundhed. For viden om potentielle risici kan måske også give bekymringer, forringet livskvalitet og ja, måske endda større risiko for at blive syg. Det er ikke et helt nemt dilemma.
 

37 x 33 burde nu nok for dig over de stejleste stykker. De (alt for få) gange, jeg har prøvet kræfter med rigtige bjerge, har jeg vist haft 34 x 28 som det mindste panikgear. Det var rigeligt.

Har været lidt småsyg hele ugen, så tog en tur på hjemmetræneren i går. Virkelig kedeligt, men 2 timer med Zwift med noget zone 2. Det fik til gengæld tankerne til at vandre derudad. 
Status lige nu er at jeg er tung og jeg har ikke rigtig nogen målsætning for min træning andet end at holde mig igang og nyde træningen. Derfor fik jeg også en fuldstændig idiotisk tanke - køre La Marmotte 2026. 
Spørgsmålet er også om det skal være La Marmotte, eller et af de andre spændende løb i Sydeuropa. Fælles for dem alle er at de på ingen måde passer til mig som ryttertype, men det er nok også der hvor det udfordrende kommer ind. Jeg har kørt La Marmotte før i 2014, hvor Henrik S var så sød at sende sit startnummer videre til mig. Meget kan man sige om løbet, men man kommer over nogle helt igennem ikoniske bjerge, det er super godt organiseret, men maden er som den er. Ikke ligefrem store kulinariske oplevelser på Alpe D'Huez. 
Så jeg kiggede også på hvad der fandtes af alternativer, og faldt hurtigt over Maratona dles Dolomites og La Stelvio Santani. Som man nok kan gætte sig til, har de den fordel at de ligger i Italien = markant bedre mad. Det kunne også være sjovt at køre et løb jeg ikke har kørt før, men jeg blev en anelse skuffet da jeg så distancerne. Som jeg husker La Marmotte er det ca. 175 km og 5000 højdemetre. Stelvio løbet er 130 km og 4300 højdemetre, og indeholder Mortirolo og Stelvio - sidstnævnte har været min drømmestigning siden jeg startede med at cykle. Maratona er 138 km og 4200 højdemetre, og har Giau, Sella og Pordoi stigningerne med undervejs. Tænker jeg pragmatisk, er La Marmotte jo også "kun" 175 km fordi der er nogle relativt lange dalstykker. Er der ca. 30 km mellem Glandon og Telegraphe? 
Jeg skal lige have defineret noget mere konkret, sidde med lidt regneark og kigge muligheder for at bo i områderne. Det sjove ved La Marmotte ville være at sammenligne min tid med den fra 2014 - men dengang var jeg i mit livs form, kørte mig i B et par dage inden jeg kørte til Frankrig, og vejede 75,5 kg. Derfor kunne det måske også være interessant med en anden udfordring så den ikke bliver helt direkte sammenlignelig. 
Men målet eller belønningen, er nok også mere formen og vægten, mere end resultatet til løbet. 
På dagens cykeltur i det danske sommerland fik tankerne også bare lov til at buldre derudad. Fik en idé om at lave en Youtube serie/dagbog hvor jeg hver måned tjekker ind med status på hele projektet. Følge det både med træning, udstyr, vægt etc. Se om jeg evt. kunne få et par sponsorer med til at hjælpe med træning, materiel og lave noget custom tøj til formålet - har jeg sagt jeg arbejder med marketing? 
Så det er lagt ind som en mulighed for 2026. 
Jeg har samtidig fokus på at komme ned i vægt. Lige nu er jeg omkring 91,3 kg - og var lige op og runde 92,4 i løbet af ugen. Det skal ned. Hvor langt ned ved jeg ikke, men på den korte bane i hvert fald under 90 kg. 
Jeg tager en pause fra TrainerRoad og laver selv min træning igen. Det har egentlig fungeret fint med TrainerRoad og det har været sjovt at få nogle andre træninger ind - men jeg har følt lidt at jeg har manglet nogle lidt længere intervaller. Helt klassiske 2x20 minutter SS har jeg faktisk ikke kørt på noget tidspunkt. Så her og nu vil jeg selv tage lidt over, og så kan det være TrainerRoad kommer retur senere i sæsonen. Jeg har også en tanke om måske at hive fat i en træner når der er 6 måneder til målet for næste år, så det kan blive fulgt lidt mere tæt. 
Og så har jeg lige fået bestilt en del nyt gear til den nye cykel og mine eksisterende cykler. Mine drikkedunke trænger til en udskiftning, lidt nye dæk til min S-Works, og en krankboks. 

Har været lidt småsyg hele ugen, så tog en tur på hjemmetræneren i går. Virkelig kedeligt, men 2 timer med Zwift med noget zone 2. Det fik til gengæld tankerne til at vandre derudad. 
Status lige nu er at jeg er tung og jeg har ikke rigtig nogen målsætning for min træning andet end at holde mig igang og nyde træningen. Derfor fik jeg også en fuldstændig idiotisk tanke - køre La Marmotte 2026. 
Spørgsmålet er også om det skal være La Marmotte, eller et af de andre spændende løb i Sydeuropa. Fælles for dem alle er at de på ingen måde passer til mig som ryttertype, men det er nok også der hvor det udfordrende kommer ind. Jeg har kørt La Marmotte før i 2014, hvor Henrik S var så sød at sende sit startnummer videre til mig. Meget kan man sige om løbet, men man kommer over nogle helt igennem ikoniske bjerge, det er super godt organiseret, men maden er som den er. Ikke ligefrem store kulinariske oplevelser på Alpe D'Huez. 
Så jeg kiggede også på hvad der fandtes af alternativer, og faldt hurtigt over Maratona dles Dolomites og La Stelvio Santani. Som man nok kan gætte sig til, har de den fordel at de ligger i Italien = markant bedre mad. Det kunne også være sjovt at køre et løb jeg ikke har kørt før, men jeg blev en anelse skuffet da jeg så distancerne. Som jeg husker La Marmotte er det ca. 175 km og 5000 højdemetre. Stelvio løbet er 130 km og 4300 højdemetre, og indeholder Mortirolo og Stelvio - sidstnævnte har været min drømmestigning siden jeg startede med at cykle. Maratona er 138 km og 4200 højdemetre, og har Giau, Sella og Pordoi stigningerne med undervejs. Tænker jeg pragmatisk, er La Marmotte jo også "kun" 175 km fordi der er nogle relativt lange dalstykker. Er der ca. 30 km mellem Glandon og Telegraphe? 
Jeg skal lige have defineret noget mere konkret, sidde med lidt regneark og kigge muligheder for at bo i områderne. Det sjove ved La Marmotte ville være at sammenligne min tid med den fra 2014 - men dengang var jeg i mit livs form, kørte mig i B et par dage inden jeg kørte til Frankrig, og vejede 75,5 kg. Derfor kunne det måske også være interessant med en anden udfordring så den ikke bliver helt direkte sammenlignelig. 
Men målet eller belønningen, er nok også mere formen og vægten, mere end resultatet til løbet. 
På dagens cykeltur i det danske sommerland fik tankerne også bare lov til at buldre derudad. Fik en idé om at lave en Youtube serie/dagbog hvor jeg hver måned tjekker ind med status på hele projektet. Følge det både med træning, udstyr, vægt etc. Se om jeg evt. kunne få et par sponsorer med til at hjælpe med træning, materiel og lave noget custom tøj til formålet - har jeg sagt jeg arbejder med marketing? 
Så det er lagt ind som en mulighed for 2026. 
Jeg har samtidig fokus på at komme ned i vægt. Lige nu er jeg omkring 91,3 kg - og var lige op og runde 92,4 i løbet af ugen. Det skal ned. Hvor langt ned ved jeg ikke, men på den korte bane i hvert fald under 90 kg. 
Jeg tager en pause fra TrainerRoad og laver selv min træning igen. Det har egentlig fungeret fint med TrainerRoad og det har været sjovt at få nogle andre træninger ind - men jeg har følt lidt at jeg har manglet nogle lidt længere intervaller. Helt klassiske 2x20 minutter SS har jeg faktisk ikke kørt på noget tidspunkt. Så her og nu vil jeg selv tage lidt over, og så kan det være TrainerRoad kommer retur senere i sæsonen. Jeg har også en tanke om måske at hive fat i en træner når der er 6 måneder til målet for næste år, så det kan blive fulgt lidt mere tæt. 
Og så har jeg lige fået bestilt en del nyt gear til den nye cykel og mine eksisterende cykler. Mine drikkedunke trænger til en udskiftning, lidt nye dæk til min S-Works, og en krankboks. 

Enig. Min EV6 (som ikke engang er den rigtige GT) bliver i test målt til 4,7 til 100. Det er friskt.
Jeg havde en ID5 GTX før, som jo ellers er "GTI'en", og den føles "langsom", når man før har haft performance biler (AMG/M-Sport) 
Generelt er publikummet til det nok meget småt pt. De fleste køber trods alt elbiler pga økonomi, og ikke passion. De passionerede har stadig en søndags bil. Der er meget få elbiler med skyggen af X-Faktor, hvilket også er min egen største hovedpine. Jeg har ingen følelser i det. Alle de biler jeg har ønsket mig de sidste 20år, har jeg more or less råd til nu. Men nu giver ingen af dem mening mere. At købe en C63 AMG, eller en RS6, Eller en BMW M4 i det har marked, føles både stædigt og dumt. 
 
Taycan er der lidt "swung" over, men teknik og pris hænger ikke sammen.

Det der tiltaler mig mest er stadig en I4 M50, og jeg hopper sikkert på en, når den rigtige pris dukker op. 
 
Dog skal du huske på at 0-100 tiden ikke er det der giver følelsen af "GTI". Bilerne er for store og tunge, og med for dårlige køre egenskaber til at have nævneværdigt med fun factor. Dem der formår at få vægten ned, og bilerne ned på maven, (I4 feks) kan skabe lidt sjov

Jeg ville egentlig også gerne prøve både EV6 GT, og Ionic 5 N. 

Fik lige knap fire timer i søndagens varme vejr. Der stod 24 grader på computeren klokken 10, så da vi holdte en pause halvvejs blev vi godt stegt. Manglede nogle intervaller, så da de andre drejede fra fortsatte jeg ud og kørte 4x4 minutter på omkring 360 watt.

Jeg forsøger at holde en rolig uge, så det er ikke så ophidsende at berette om.
Jeg har udnyttet tiden til at få genvokset et par kæder og skilt cyklen ad og samlet igen.

Mit Koreanske rumskib blev i øvrigt leveret i Fredags. Det lykkedes at få plader på i Mandags i denne uge.
 
Jeg synes faktisk den gør det ret godt. Bedre samle kvalitet end den ID5 jeg havde. Væsentlig hurtigere. Den har brand værdien imod sig, men den har kun givet mig endnu mere lyst til at købe en EV9. 

Appleman laver deres 2XR-kranksæt med hel ned til 100 mm pedalarme, så de kan fås endnu kortere 

https://www.applemanbicycles.com/shop/2xr-crankset/

Søndag blev til styrketræning med fin power, og så efterfølgende ind og se Copenhagen Sprint på Rådhuspladsen. Da jeg kørte afsted havde jeg det underligt, og det blev ikke ligefrem bedre undervejs. Om det var kroppen der lukkede lidt ned efter en presset uge, min allergi der tog fart, eller en kombination, ved jeg ikke. Men jeg var HELT færdig, og både mandag og tirsdag var jeg helt tæt i næsen og ekstremt træt. 
Som med et trylleslag i løbet af i går var det som om det hele forsvandt igen. Det mindede mig faktisk lidt om da jeg blev vaccineret for corona, og man lige havde 48 timer hvor man havde det skidt, og så forsvandt det bare ud af det blå. 
Opløftet hoppede jeg et smut på hjemmetræneren i 40 minutter bare for at få rullet stængerne lidt. Jeg benyttede også lige lejligheden til at indstille min anden cykel til de nye dimensioner.
Ramme og styr burde være blevet sendt afsted nu, og jeg har egentlig også valgt at gå med på tidens hotteste dille - kortere pedalarme. Det var også noget jeg talte med bikefitteren om, men var i tvivl om det skulle være 165 mm eller 167,5 mm. Hans svar var egentlig at jeg nok ikke ville mærke den store forskel på de to, men at 167,5 mm nok ville være bedst til min kropsbygning. Dog var der tilbud på 165 mm varianten, så det har jeg bestilt nu. 
Ved samme moment har jeg siddet og undersøgt om man kan få kortere arme til mine to Rotor kranksæt, som ikke laves mere. De har lavet dem i kortere udgaver, men det er tæt på umuligt at finde brugt. Udsigten til at skulle udskifte 2x kranksæt plus wattmålere er ikke lige det fedeste, men fandt ud af at wattmålere jo er blevet hysterisk billige. Magene laver en spiderbaseret wattmåler inklusiv klinger til 2799,- solgt hos danske Pulsure.dk. Det havde været fuldstændig utænkeligt for 15 år siden - dengang kan jeg huske at det var revolutionerende at Power2Max kunne levere wattmålere til omkring 8000,-

En super kaotisk dag i går der nærmest ingen ende ville tage, gjorde at hele optakten til enkeltstarten blev virkelig afslappet. Jeg var i forvejen bagud med en rigtig dårlig recovery ovenpå Copenhell om onsdagen, så da jeg kørte ud til Flyvestationen var det med absolut laveste forventninger. 
Fik nummer på, kørte 1,5 minut og hen til startstregen. Lagde fra land og kunne slet ikke mærke pedalerne. Buldrede afsted med 320 watt og det føltes som 200. Jeg nåede at blive helt kæphøj, men mindede mig selv om at det var 4 omgange, så dumt at brænde ud tidligt. Det skulle vise sig at være godt tænkt. 
De første to omgange blev kørt relativt fornuftigt med lige omkring de 300 watt, men så begyndte jeg nok at slække lidt for meget på tempoet på 3. omgang hvor wattene røg ned på ca. 270, og jeg egentlig også begyndte at sidde og bøvle lidt mere med det. 
Den sidste omgang fik den så hvad den kunne trække med trætte ben og en krop der stille og roligt lukkede ned. 
Kom i mål med 285 watt i snit - noget under hvad jeg havde håbet på, men langt bedre end hvad der nok havde været realistisk med den dag jeg havde haft, plus min generelle restitution. Den officielle tid hed 32.08 og rakte til en 14. plads. 
Men hold op der skal arbejdes med noget smidighed på cyklen, som forhåbentlig kan være med til at åbne mere op for kroppen. 

En super kaotisk dag i går der nærmest ingen ende ville tage, gjorde at hele optakten til enkeltstarten blev virkelig afslappet. Jeg var i forvejen bagud med en rigtig dårlig recovery ovenpå Copenhell om onsdagen, så da jeg kørte ud til Flyvestationen var det med absolut laveste forventninger. 
Fik nummer på, kørte 1,5 minut og hen til startstregen. Lagde fra land og kunne slet ikke mærke pedalerne. Buldrede afsted med 320 watt og det føltes som 200. Jeg nåede at blive helt kæphøj, men mindede mig selv om at det var 4 omgange, så dumt at brænde ud tidligt. Det skulle vise sig at være godt tænkt. 
De første to omgange blev kørt relativt fornuftigt med lige omkring de 300 watt, men så begyndte jeg nok at slække lidt for meget på tempoet på 3. omgang hvor wattene røg ned på ca. 270, og jeg egentlig også begyndte at sidde og bøvle lidt mere med det. 
Den sidste omgang fik den så hvad den kunne trække med trætte ben og en krop der stille og roligt lukkede ned. 
Kom i mål med 285 watt i snit - noget under hvad jeg havde håbet på, men langt bedre end hvad der nok havde været realistisk med den dag jeg havde haft, plus min generelle restitution. Den officielle tid hed 32.08 og rakte til en 14. plads. 
Men hold op der skal arbejdes med noget smidighed på cyklen, som forhåbentlig kan være med til at åbne mere op for kroppen. 

Er så småt ved at rulle et behandlingsforløb i gang 
Har i dag haft (en god) samtale med en hjertesygeplejerske og sagt til hende, at jeg er ved at være moden til at gøre noget ved min atrieflimren. Så hun henviser mig videre til en afklaring ift. behandling. Umiddelbart sker det nok ikke medicinsk (med betablokkere), da min i forvejen lave puls måske vil blive for lav til, at det er rigtig sundt. Så er der den såkaldte 'ablation', hvor man med forskellige metoder lammer de områder i hjertet, der skaber atrieflimren. Der er ikke nogen garanti for succes, men jeg er frisk på at prøve.
Det samme gælder lyskebrokken. Jeg skal lige have fanget en, der hedder Lars her i boligområdet, der blev opereret for det sidste år, for at få hans erfaringer. Også her er jeg ved at være klar til at gøre noget ved det. Holder mig stadig godt i gang med det program, jeg skitserede sidst, og det går fint - formen er ikke så ringe endda - meeeeen nu skal der ske noget mere.
Til gengæld er der trods alt lidt aktivitet på jobfronten, så nu tager jeg det måned for måned, før jeg overvejer dagpenge. Det kunne være rart mindst at ramme 1. september, hvor der kun er 2 år til pensionen. Det ville svare til den maksimale dagpengeperiode, og så ville pengene passe. Vi får se.
Der er mange bolde i luften 

Sådan burde det da i hvert fald være. Der er ikke noget, der giver usikkerhed som opkøb, men vent nu at se. Indtil videre er der måske mere end et år at løbe på, og der kan ske så meget.

Og Ordrup ryttere i det nye tøj.

Hold nu kæft, hvor er der mange græspollen i luften i år. Og det bliver ved! Har sådan en lidt drilsk allergi, hvor der nogle år overhovedet ikke er en reaktion, og hvor der andre år er en kraftig reaktion. Det sidste er tilfældet i år, og nu har sæsonen for græspollen snart været meget lang. Det klør i øjnene, og øjnene løber i vand, især ud på aftenen, hvor jeg næsten ikke kan læse i en bog. Sk... irriterende. En Clarityn tager lige toppen, men tapper også en del af energien, synes jeg. Nå, det holder vel op på et tidspunkt. Det må gerne være snart!

Lørdag

Jeg var i haven/marken og arbejde på udvidelsen af hestefold og Grissefold. I bagende sol, og en del timer med løft af den benzin drevne pælehammer var jeg egentlig fuldstændig flad.
Men det blev til en sæt siddende dumbell skulder pres (uden ryg støtte)
7x10x24
Relativt let omgang, men det var lige hvad jeg kunne overskue

Søndag:
Dødløft
5x140
5x155
5x155
5x170
5x180
 
I øvrigt kan jeg anbefale DR dokumentaren "Hårde muller og stramme baller
Jeg er selv for ung til at have oplevet bodybuildingens gyldne æra, men jeg har trænet med en del, der har kendt og trænet med Svend Ole Thorsen. Ligeledes har en af mine ældre venner, vundet DM i Bodybuilding i 83, og havde sin gang i Sporting Health club. For 20år siden trænede jeg selv nogle gange i Silkeborg Sol og Motion , som var stiftet af Flemming Guffie Rasmussen. Så det føles som at have ligget i slip strømmen på et stykke danmarks historie. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Årh, det er op af bakke. Jeg kan ikke påstå jeg har prøvet omstændigheder der minder om det du beskriver. Men jeg har prøvet en del år, hvor min mor havde begyndende demens, og stadig boede hjemme. Processen for min far, med at leve i hus med en syg ægtefælle, og erkendelsen af at det her kan jeg ikke klare selv, Process til flytning til plejehjem, med alt den skyld der hørte med, og så ellers et sygdoms forløb der udviklede sig, som sådan noget nu gør. At skulle samle sine forældre op, tage "lead" på deres liv, og hjælpe dem der hvor de ikke længere evner, føles på sin vis både unaturligt, og samtidig som et "must". Man skal bare ikke underkende hvor meget det slider på en selv.
Du gør det rigtige, ved at hjælpe hvor du kan. Måske der er behov for mere hjælp ude fra.
Det var den kaffe der vi skulle have? 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer.