Kermit

Vægten faldet  til 87,9 kg efter 2150 kcal.
Heldigvis sov jeg som en sten fra 22:45. Overboen havde ikke været i bad i går aftes, så han vækkede mig lidt over 6 med den store rengøring - incl af badeværelset bagefter.
Bagefter rumsterede naboerne først til den ene side og så til den anden. De vækker mig ikke ret tit, men jeg kan ikke falde i søvn, når jeg ER vågen. 7:50 smækkede hoveddøren for sidste gang, og der blev HELT stille - jeg kunne bare ikke nå at sove mere.

TANDLÆGE:
7 tænder kan bygges op med plastik - de 3-4 skal nok senere have en krone. En enkelt tand er knækket midt over under tandkødet, men kan MÅSKE gro sammen. Den får chancen.

KRAVEBEN:
Lidt tilfældigt fik jeg ikke et ikke-råd, da jeg var til kontrol. Jeg har fulgt det og det fungerer faktisk rigtigt godt.

CYKEL:
Jeg har fået tilbud fra Heino om udskiftning af de ridsede dele. Kun lidt over 8K - jeg havde troet, at det blev markant dyrere. Pudser stadig forsikringen på regningen.

Aktivitet i dag:
Den gåtur i huset, som jeg skulle have gået i går.
Stående læg: 2 x 25 på begge ben + 4 x 16 på et ben
ss
Lunges forreste ben på stepbænk: 3 x 10
og 
Bulgarsk split squat: 3 x 5
Lidt eksperimenter, heraf skateboard-squat: 1 sæt
Armstrækkere op af mur, højre arm: 2 x 10
Skulderpres, højre arm: 2 x 10x4,5
Fransk pres, højre arm, moderat ROM: 2 x 10x4,5
Bicep curl, højre arm: 2 x 12 x 6,8 (det var sgu tungt)
Genoptræningslaterals (tommel øverst, arm til lodret): 2 x 10 x elastik
Stående bagudspark for baller: 3 x 10

Hvis jeg ikke har tarmkræft, fejrer jeg det ved at melde mig ind i motionscenteret - tror godt jeg kan passe på ikke at blive overmodig, og nogle ting vil også fungere bedre end herhjemme.
Diæten til udtømning er btw begyndt, så har pakket en del af min mad væk, så jeg ikke ved en fejl kommer til at spise det forkerte.

Fejrer weekendens komme med en pakke tvillingeringe fra Toms.
 

Hjemmetræner dag i går, og der var både intervaller og lidt race på menuen. Ifølge Trainerroad skulle jeg køre nogle VO2max intervaller. Så 12 minutters opvarmning, og så 4 sæt af 4 minutter hvor man først kører 45 sekunder ved 257 watt, så 15 sekunder ved 350 watt, tilbage til 257 watt i 45 sekunder, og 15 sekunders 350 watt, 30 sekunder hvile, og så gentage. Jeg synes altid sådan nogle intervaller er sjove, men de er også lidt besværlige når man skal fra de høje watt tilbage til de lavere watt. 
Efter en time var det slut med det, og så var der lige 15 minutter til DBR's løb gik igang. VM ruten fra 2015 i Richmond, eller i hvert fald en del af den. En rute der passer mig ret fint, da den er relativt flad det meste af tiden, og så har en led stigning de sidste 1000 meter op mod mål. 
Zwift har ændret i deres rangeringssystem, så hvor man før blev inddelt i forskellige kategorier ud fra w/kg, så er det nu lidt anderledes med en pointsystem. Det kommer helt sikkert til at give en anelse bøvl her i starten, indtil alle begynder at ramme de rigtige klasser. Min gruppe svarede til C klassen på Zwift, men kan se på resultatet at der faktisk var en god del B ryttere med også, som bare ikke have point nok til at køre B. 
Starten gik og det var som sædvanlig med okay smæk på. Stort felt på 65 ryttere, og der var ingen der gav hinanden noget. Efter bakken på den første omgang blev der måske lige sorteret 5-10 ryttere fra, men ellers var det en stor gruppe der lå og kørte. Der var nogle stykker der undervejs forsøgte at komme afsted, men de blev kørt ind hver evig eneste gang. Det kriblede for at komme afsted, men med intervaller i stængerne allerede, så vidste jeg at jeg ville få markant mere ud af det ved bare at hænge på til finalen, for så ville mine chancer være gode. 
Hver gang vi ramte en bakke, blev tempoet skruet i vejret, og feltet strukket godt ud, men jeg tror aldrig vi kom ned på færre end 45 ryttere. Det var først da vi skulle over bakken sidste gang at der røg et par stykker efter af, og det skyldtes nok mere at trykket blev holdt efterfølgende også. Jeg hang nogenlunde på, men kunne også mærke at der var ved at være udsolgt. 
Da vi ramte stigningen op mod mål sad jeg med blandt de 10 første i en stor gruppe, og holdt trykket på da stigningen startede. Jeg fik hentet et par ryttere ind foran mig, og var selv kortvarigt i front med ca. 400 meter til mål. Der var bare ikke mere at komme efter, og jeg havde svært ved at få nok luft ind i systemet, så jeg blev overhalet af to andre der lige havde den sidste finish, men holdt på så jeg kunne tage 3. pladsen - små 4 sekunder efter vinderen. 
Ifølge min Garmin kørte jeg i 48 minutter og 51 sekunder, 251 watt i snit, og normalized power på 281 watt. Jeg kørte løbet med et watt snit på 2,8 w/kg, og det var det laveste i top 10. Faktisk var 8 ryttere i top 10 kategoriseret som B ryttere i Zwiftpower, så ikke dårligt at blive 3'er i sådan et løb. Det skal dog også siges at det lige præcis er et løb som nærmest er skræddersyet til mig. Relativt fladt, og så en punchy stigning. Havde der været en 2 eller 3 km stigning med 7-8%, så var jeg røget bagud. 
I alt blev det til 2 timer og 8 minutters træning med en god sjat intensitet. 

Ærligt, så tror jeg vi alle drømmer om at forlade denne verden så fredfyldt og ubesværligt som muligt. Den klassiske med bare at sove ind, blive ramt af en lastbil og så slukker det hele bare. Det er bestemt ikke en tanke du er alene med. Håber egentlig på at det er de færreste der drømmer om at tage herfra med et langt og besværligt sygdomsforløb i bagagen 
Modsat må vi også vende den om og sige at den gennemsnitlige levealder for en mand i Danmark er lige omkring de 79 år - der er du trods alt slet ikke i nærheden af. Så ved jeg godt at dine tanker siger "Nej, men jeg nærmer mig", og ja det har du ret i. Men det gør det altså også for min 4 årige søn. Han har faktisk aldrig været tættere på de 79 år end han er lige nu. 
Jeg har selv brugt størstedelen af mit liv på at tænke at jeg ikke rigtig havde et ønske om at være her. At jeg ikke passede ind. At modgangen simpelthen var for stor ift. medgangen. Af samme årsag har jeg næsten altid talt åbent om det, for det er en slags udluftningsventil, i stil med min træning. Lige nu har jeg det sgu egentlig ret godt, så det er også nemt for mig at sige at livet er godt og alt det der. Men jeg ved også at et bølgeskvulp er det eneste der skal til for at ændre det mindset. 
Pointen jeg nok prøver at lave er at du er programmeret til at tro at du skal kunne klare alt her i livet selv. Sådan forholder det sig bare ikke. Nogle mennesker behøver ikke at gå til psykolog, terapeut, coach eller hvad vi skal kalde det. De balancerer det selv. Til gengæld kan de så ikke selv skifte hjul på deres bil. Modsat har man så mennesker der godt kan finde ud af at skifte hjul på bilen selv, men som så har brug for at komme forbi en psykolog eller lignende for at få styr på den del. Det er så bare langt mere accepteret at være en idiot til simpel mekanik, end til super kompliceret hjernestads - det kan man så undre sig over. 
Så jeg håber virkelig du vil tage det til dig, og evt. overveje at ændre det mindset du render rundt med. Og det kræver sgu meget, specielt når det bare er en keyboard kriger der sidder og siger det. Men din tid her er sgu ikke ovre endnu, hverken som levende individ, ift. træning eller noget som helst andet. Det kan godt være der ikke er 50 år tilbage, men der er sgu heller ikke kun et par måneder. Og livet bliver sgu bare sjovere når man ser lidt positivt på det, og det starter med småting. Fremfor at kalde det hjernevridder, som er super negativt ladet, så kald det terapeut, psykolog eller coach. I stedet for at sige "jeg kommer ikke til at cykle mere, fordi det siger lægerne", så vend det om til "jeg skal vise de læger at de ikke ved en skid om det, og komme til at cykle igen". 

Ærligt, så tror jeg vi alle drømmer om at forlade denne verden så fredfyldt og ubesværligt som muligt. Den klassiske med bare at sove ind, blive ramt af en lastbil og så slukker det hele bare. Det er bestemt ikke en tanke du er alene med. Håber egentlig på at det er de færreste der drømmer om at tage herfra med et langt og besværligt sygdomsforløb i bagagen 
Modsat må vi også vende den om og sige at den gennemsnitlige levealder for en mand i Danmark er lige omkring de 79 år - der er du trods alt slet ikke i nærheden af. Så ved jeg godt at dine tanker siger "Nej, men jeg nærmer mig", og ja det har du ret i. Men det gør det altså også for min 4 årige søn. Han har faktisk aldrig været tættere på de 79 år end han er lige nu. 
Jeg har selv brugt størstedelen af mit liv på at tænke at jeg ikke rigtig havde et ønske om at være her. At jeg ikke passede ind. At modgangen simpelthen var for stor ift. medgangen. Af samme årsag har jeg næsten altid talt åbent om det, for det er en slags udluftningsventil, i stil med min træning. Lige nu har jeg det sgu egentlig ret godt, så det er også nemt for mig at sige at livet er godt og alt det der. Men jeg ved også at et bølgeskvulp er det eneste der skal til for at ændre det mindset. 
Pointen jeg nok prøver at lave er at du er programmeret til at tro at du skal kunne klare alt her i livet selv. Sådan forholder det sig bare ikke. Nogle mennesker behøver ikke at gå til psykolog, terapeut, coach eller hvad vi skal kalde det. De balancerer det selv. Til gengæld kan de så ikke selv skifte hjul på deres bil. Modsat har man så mennesker der godt kan finde ud af at skifte hjul på bilen selv, men som så har brug for at komme forbi en psykolog eller lignende for at få styr på den del. Det er så bare langt mere accepteret at være en idiot til simpel mekanik, end til super kompliceret hjernestads - det kan man så undre sig over. 
Så jeg håber virkelig du vil tage det til dig, og evt. overveje at ændre det mindset du render rundt med. Og det kræver sgu meget, specielt når det bare er en keyboard kriger der sidder og siger det. Men din tid her er sgu ikke ovre endnu, hverken som levende individ, ift. træning eller noget som helst andet. Det kan godt være der ikke er 50 år tilbage, men der er sgu heller ikke kun et par måneder. Og livet bliver sgu bare sjovere når man ser lidt positivt på det, og det starter med småting. Fremfor at kalde det hjernevridder, som er super negativt ladet, så kald det terapeut, psykolog eller coach. I stedet for at sige "jeg kommer ikke til at cykle mere, fordi det siger lægerne", så vend det om til "jeg skal vise de læger at de ikke ved en skid om det, og komme til at cykle igen". 

Hmm, du har givetvis ret i det det første. Stress har BESTEMT også været inde over mine tanker. Dog mest mht nabo-støj men jo, der er selvfølgelig også er andre faktorer inde over.

Det med de heldige på kirkegården vil jeg gerne præcisere.
Jeg er ved at få pip af al den usikkerhed jeg drukner i. Det passer bare SLET ikke til mit behov for at have styr på tingene.

Og nå ja…. De fleste af os ønsker at kunne lægge os til at sove og helt fredeligt bare ikke vågne op igen, i stedet for et langt sygdomsforløb eller en træls alderdom med plejehjem der ikke er hvad de burde være.
Det kan jo bare ikke arrangeres, så det passer med at man ikke vågner dagen før man får besked om sygdommen osv. Det vil naturligvis koste nogle gode år. Og jeg føler bare, at jeg var ret tæt på den lette løsning men missede den.


Energidrikke i denne sammenhæng er den slags der er fyldt med koffein.

Jeg ved ikke forfor energidrikken skulle drille, rent fysisk.

Men jeg har tidlige konstateret at pulsen stak af, hvis jeg havde drukket en energidrik og pressede citronen. Jeg kunne også se at den formiddag jeg kørte galt, der lå min puls lå 6-8 slag over hvad jeg normalt ville køre med, når jeg kørte tabata.

7-8 slag skal i sig selv ikke lave store problemer. Det føltes bare ikke “rigtigt”, så det var noget jeg normalt undgik.

Bare ikke lige den dag, da jeg kun havde lidt over tre kvarter til rådighed og mere end normalt tidspresset.
Det kan også være at jeg bare prøver at finde dumme undskyldninger for mig selv. Omvendt skal man måske alligevel (nogle gange i hvert fald) lytte til når kroppen opfører sig anderledes på den ufede måde.

LOL. Til gengæld dwarfer du mig på alle andre områder

Desk Diveren er i øvrigt lige min “humor” - bortset fra prisen, som jeg SLET ikke kan se noget sjovt ved.

Umiddelbart så undgik jeg sygdom i denne omgang, 7-9-13.
Det er lykkes mig at komme på cyklen fire gange inden for den sidste uges tid - Stor succes.
Det resulterede også i imponerende 380 tss for ugen, og jeg skal tilbage til juni for at finde en lignende mængde tss på kontoen.

Det inkluderede blandet andet følgende træninger med sweetspot i den lavere ende med 3x30 minutter, og så en omgang over/unders 3x15 minutter på 90%/120% af ftp.



 

Der er gået ferie i loggen. Vi har sidste dag på Sardinien i dag, eller det er faktisk i morgen, men vi flyver hjemad 10.30 eller sådan noget i morgen, så vi har reelt set kun lige en morgenmad og så går turen til lufthavnen. 
Vejret har været meget blæsende de første dage, men varmt nok. De seneste par dage har vinden lagt sig meget, og det har været rigeligt varmt til shorts og korte ærmer. 
Jeg har fået trænet hver dag, og har fået opbygget en rutine. Op kl. 6.30, ned i deres træningssal hvor der er vægtstænger, skiver, og et fint rack. Generelt har jeg trænet omkring en times tid hver dag, og har afsluttet det med en tur i en ret kold pool på taget. Der har været noget nærmest terapeutisk ved at være den første der hopper i poolen, mens solen kun lige har løftet sig over bjergene. 

Der er gået ferie i loggen. Vi har sidste dag på Sardinien i dag, eller det er faktisk i morgen, men vi flyver hjemad 10.30 eller sådan noget i morgen, så vi har reelt set kun lige en morgenmad og så går turen til lufthavnen. 
Vejret har været meget blæsende de første dage, men varmt nok. De seneste par dage har vinden lagt sig meget, og det har været rigeligt varmt til shorts og korte ærmer. 
Jeg har fået trænet hver dag, og har fået opbygget en rutine. Op kl. 6.30, ned i deres træningssal hvor der er vægtstænger, skiver, og et fint rack. Generelt har jeg trænet omkring en times tid hver dag, og har afsluttet det med en tur i en ret kold pool på taget. Der har været noget nærmest terapeutisk ved at være den første der hopper i poolen, mens solen kun lige har løftet sig over bjergene. 

Lyder som en rigtig ferie 
I øvrigt er jeg selv 112 % landkrabbe, men den eneste ferie, vi nogensinde har været på, hvor jeg var virkelig meget ude at bade, var faktisk på Sardinien. Boede i San Teodoro, hvor der var den mest fantastiske strand.

Der er gået ferie i loggen. Vi har sidste dag på Sardinien i dag, eller det er faktisk i morgen, men vi flyver hjemad 10.30 eller sådan noget i morgen, så vi har reelt set kun lige en morgenmad og så går turen til lufthavnen. 
Vejret har været meget blæsende de første dage, men varmt nok. De seneste par dage har vinden lagt sig meget, og det har været rigeligt varmt til shorts og korte ærmer. 
Jeg har fået trænet hver dag, og har fået opbygget en rutine. Op kl. 6.30, ned i deres træningssal hvor der er vægtstænger, skiver, og et fint rack. Generelt har jeg trænet omkring en times tid hver dag, og har afsluttet det med en tur i en ret kold pool på taget. Der har været noget nærmest terapeutisk ved at være den første der hopper i poolen, mens solen kun lige har løftet sig over bjergene. 

*jeg trippede altså IKKE hele vejen derud med en larmende rullekuffert.

[kan stadig ikke rette i opslag ]

Jeg tror for øvrigt, det er første gang, jeg nogensinde er gået ud til en lufthavn for at flyve hjem. Men altså, de andre var fløjet hjem (til Billund), og selv efter at have set de sidste seværdigheder var der stadig tid til overs (tiden går langsomt, når den bare skal overstås). Så fandt jeg ud af, at der kun var 12 km derud, og da jeg er i skarp hundetræning, var det jo ikke meget. Og som en ekstra bonus får man set helt andre og nogle steder ret charmerende sider af byen. PS: Jeg havde pakket let i en lille rygsæk, så jeg trippede altså hele vejen derud med en larmende rullekuffert 

Nå, et af de lidt mere interessante indlæg. Det handler om arbejde, og der skal man jo altid passe på når man ikke ligefrem er anonym og alle kan læse med. Modsat så er det også noget der fylder hos mig. Vi tager chancen. 
En af de ting der har fyldt hos mig den seneste måneds tid er at jeg har været i spil til et job. Det var et job hvor jeg for en gangs skyld skød højere end jeg normalt ville have gjort, og det har krævet en del af mig mentalt egentlig at indse at jeg var klar til den stilling. Efter den første snak, hvor jeg var meget åben omkring min egen usikkerhed, sad jeg med en god fornemmelse for jeg var faktisk blevet grebet i min usikkerhed, og ved anden samtale sagde de direkte at jeg var klar til stillingen, den position, og at de også var indstillet på at tage mig ind på holdet, selvom de egentlig havde søgt en mere færdig profil. Samtidig havde jeg gået og tænkt over det hele, og kunne mærke at jeg blev mere og mere klar til det, og egentlig glædede ved tanken om at tage det skridt. 
Fra anden samtale skulle der også være en 3. samtale, hvor man skulle møde direktøren. Jeg var blandt de to sidste, og på en måde havde vi mange af de samme kvaliteter, men vi var samtidig meget forskellige. Det tog lang tid at få lavet en aftale med direktøren,og jeg måtte rykke for at få en aftale i bogen en enkelt gang. Fin samtale, hvor jeg efterfølgende havde en rigtig god fornemmelse. Svaret var at de ville komme retur senest i slutningen af denne uge. Og så gik det i stå igen. Jeg skrev allerede et par dage efter samtalen, at jeg stadig var på. I onsdags, en uge efter samtalen, endte jeg med at ringe til dem da jeg stadig ikke havde hørt noget. Forklaringen var at der havde været en produktlancering der havde taget al deres tid - det havde jo været fedt hvis de havde kommunikeret det. Men at de ville sætte sig sammen torsdag (i går), og finde en løsning, for de var heller ikke tilfredse med at det var trukket i langdrag. 
I går kom opkaldet så. Jeg fik ikke jobbet. Det havde været super tæt, og de havde skiftet mening flere gange i processen. Jeg fik nogle fine ord med på vejen, og hende jeg snakkede med var nærmest undskyldende i sin tone. Meldingen tog fuldstændig pusten fra mig. Jeg kan ikke mindes at jeg har været så skuffet over et afslag, jeg røg bare helt i kulkælderen for fuld smadder. Alle de positive tanker, alle de gode følelser jeg havde haft undervejs og den helt rigtige mavefornemmelse. Det hele var bare væk som med et trylleslag. Det var bare et perfekt match, alt var linet op, og så bliver man lige slået på målstregen. 
Kan jeg tage en masse med fra processen? Bestemt. Jeg har indset at jeg egentlig er klar til en stilling af den kaliber, og har også mulighed for at søge muligheder internt hvor jeg er nu. For jeg er faktisk ret glad for mit nuværende job, og søgte egentlig kun stillingen fordi det var en mulighed, og fordi jeg altid har ment at man bør udforske sine muligheder når man er glad for hvor man er - for så har man reelt set ikke travlt med at komme videre. Men det ændrer ikke på at det var en koldere spand vand end jeg havde regnet med. Samtidig sidder jeg med en fornemmelse af at den ikke er helt lukket, i øvrigt for første gang nogensinde. 

Nå, et af de lidt mere interessante indlæg. Det handler om arbejde, og der skal man jo altid passe på når man ikke ligefrem er anonym og alle kan læse med. Modsat så er det også noget der fylder hos mig. Vi tager chancen. 
En af de ting der har fyldt hos mig den seneste måneds tid er at jeg har været i spil til et job. Det var et job hvor jeg for en gangs skyld skød højere end jeg normalt ville have gjort, og det har krævet en del af mig mentalt egentlig at indse at jeg var klar til den stilling. Efter den første snak, hvor jeg var meget åben omkring min egen usikkerhed, sad jeg med en god fornemmelse for jeg var faktisk blevet grebet i min usikkerhed, og ved anden samtale sagde de direkte at jeg var klar til stillingen, den position, og at de også var indstillet på at tage mig ind på holdet, selvom de egentlig havde søgt en mere færdig profil. Samtidig havde jeg gået og tænkt over det hele, og kunne mærke at jeg blev mere og mere klar til det, og egentlig glædede ved tanken om at tage det skridt. 
Fra anden samtale skulle der også være en 3. samtale, hvor man skulle møde direktøren. Jeg var blandt de to sidste, og på en måde havde vi mange af de samme kvaliteter, men vi var samtidig meget forskellige. Det tog lang tid at få lavet en aftale med direktøren,og jeg måtte rykke for at få en aftale i bogen en enkelt gang. Fin samtale, hvor jeg efterfølgende havde en rigtig god fornemmelse. Svaret var at de ville komme retur senest i slutningen af denne uge. Og så gik det i stå igen. Jeg skrev allerede et par dage efter samtalen, at jeg stadig var på. I onsdags, en uge efter samtalen, endte jeg med at ringe til dem da jeg stadig ikke havde hørt noget. Forklaringen var at der havde været en produktlancering der havde taget al deres tid - det havde jo været fedt hvis de havde kommunikeret det. Men at de ville sætte sig sammen torsdag (i går), og finde en løsning, for de var heller ikke tilfredse med at det var trukket i langdrag. 
I går kom opkaldet så. Jeg fik ikke jobbet. Det havde været super tæt, og de havde skiftet mening flere gange i processen. Jeg fik nogle fine ord med på vejen, og hende jeg snakkede med var nærmest undskyldende i sin tone. Meldingen tog fuldstændig pusten fra mig. Jeg kan ikke mindes at jeg har været så skuffet over et afslag, jeg røg bare helt i kulkælderen for fuld smadder. Alle de positive tanker, alle de gode følelser jeg havde haft undervejs og den helt rigtige mavefornemmelse. Det hele var bare væk som med et trylleslag. Det var bare et perfekt match, alt var linet op, og så bliver man lige slået på målstregen. 
Kan jeg tage en masse med fra processen? Bestemt. Jeg har indset at jeg egentlig er klar til en stilling af den kaliber, og har også mulighed for at søge muligheder internt hvor jeg er nu. For jeg er faktisk ret glad for mit nuværende job, og søgte egentlig kun stillingen fordi det var en mulighed, og fordi jeg altid har ment at man bør udforske sine muligheder når man er glad for hvor man er - for så har man reelt set ikke travlt med at komme videre. Men det ændrer ikke på at det var en koldere spand vand end jeg havde regnet med. Samtidig sidder jeg med en fornemmelse af at den ikke er helt lukket, i øvrigt for første gang nogensinde. 

Surt med jobbet. Held og lykke med næste forsøg-Lyder som om. du er klar til det.

Det var lækkert! Vi kom 6 afsted på første runde, og kom 2min ind før feltet. Vi var 3 der rev os fri til sidst. 
 
nej, ikke flere løb - har polterabend i den weekend :)
 

Enig. Godt at du kunne mærke det og fik styr på det inden at noget gik galt

Ja, ure er en dyr fornøjelse - så pas på. Jeg ejer selv et Breitling Navitimer, og et Omega Seamaster. 
 
Tudor kan jeg godt lide også, men må sige longiness slet ikke gør det for mig.

Men jeg blev nuppet i spurten alligevel.. Rookie mistake, at starte en 500m lang modvindsspurt - men hva - endte på et flot podie som nr 2  :)
 
Jeg har holdt ved strketræningen, og kan stadigvæk godt lide at krydrer det med cyklingen - opnår lidt højere peak watt, hvilken kan komplimenter min i forvejen eksplosive punch.. Nu begynder det så småt at hedde zwift sæson, og jeg er da også startet op på WTRL league derinde med mit hold - her vandt vi løbet igår, i B rækken.

For fanden da også Gregers. Sikke noget rod det hele, men med din tavshed, føler jeg egentlig at udfaldet skyldtes noget mindre alvorligt end jeg først frygtede. Ja det er sgu noget lort at være styrtet, også med de efterveer der kommer til at være nu, men det er et midlertidigt bump på vejen. 
Så én ting er hvad lægerne siger, noget andet er hvad der kan lade sig gøre. Så husk at kom på benene nu, men ikke at tage én læges udsagn som den absolutte sandhed. Så selv med en ICD i systemet, så tænker jeg at det bestemt ikke bør være slutningen for det der fungerer som dit mentale frirum. 
Så nyd roen lige nu - ingen smækkende døre fra naboerne og guitarsoloer når du skal sove. Og gør det til et mål at du skal kunne styrketræne og cykle igen - på dine præmisser. 

Den kære søde Tina har været forbi (bl a) med min ipad, så nu jeg har igen mere kontakt til omverden end få kroner på et taletidskort. Igen er jeg så taknemmelig at ord slet ikke slår til.

Status:
- 89,6 kg incl udstyr til hjerteovervågning. Det er dog tydeligt at det er muskelmasse der er forsvundet 
- Som jeg har forstået det, så er jeg ramt af en undergruppe streptokopper, der godt kan lide at sætte sig på fremmedlegemer og danne en hinde, så tingene skal opereres ud igen. Blev i går sat på en uges kur med en u-udtalelig penicillin. Så kan jeg forhåbentlig få ICD´en sat ind når den er overstået. Ligger på sygehus indtil den er sat i, uanset hvad sker af uforudsete ting på vejen. Har ikke haft hjerteflimmer i de sidste tre uger.
- Kæben vokser fint sammen og knirker ikke mere.
- De to fingre og skulderen bliver syltet. Jeg håber sådan at få en fys til at komme og fortælle hvad jeg skal gøre, for at leddene ikke bliver stive og omvendt ikke overbelastede. Jeg er begyndt at få ondt i senerne underarmen når jeg “bruger” de to fingre, hvilket ikke umiddelbart virker rigtigt.
- Skulderen er lidt mere mobil men bare få 100 grams belastning gør svinsk ondt. Fik fra start besked om invitation til genoptræning efter tre uger. Da de kiggede i går (de 3 uger er gået), står der kontrol midt i november og så sluttede dialogen der. Fra at belemre sygeplejerskerne, bliver det nu de stakkels læger til stuegang, der skal høre på mit ynk. For hvad ønsker en hjertelæge at høre om ledproblemer  Fair nok at den ikke skal sættes på plads men hjælp mig nu alligevel videre.

Pletvis stikken i biceps i den anden arm ved belasting, ditto i mavemuller når jeg flytter mig i sengen. Mit gode knæ øffer pletvist og mine ankler er ømme når jeg går. At ligge i en seng i tre uger kan ikke anbefales. Havde jeg vidst fra start at det skulle tage så lang tid, havde jeg grebet det anderledes an.
Men udover at gå lidt frem og til bage på gangen, så står der også en Reebok stepbænk. I går lavede jeg tre stående læg når jeg gik forbi og 1 gang på hug, når jeg var på potten.
Planen er 5 stående læg og 2 gange på hug i dag, for at mindske muskeltabet på benene. Og så flexe lidt i overkroppen. Og så fylde lidt mere på hver dag, indtil jeg kommer hjem.

Ouch! Nej, den er ikke god. Sgu da godt, der ikke skete noget. Nu skal vi altså ikke have mere luftakrobatik på MOL.

For fanden da også Gregers. Sikke noget rod det hele, men med din tavshed, føler jeg egentlig at udfaldet skyldtes noget mindre alvorligt end jeg først frygtede. Ja det er sgu noget lort at være styrtet, også med de efterveer der kommer til at være nu, men det er et midlertidigt bump på vejen. 
Så én ting er hvad lægerne siger, noget andet er hvad der kan lade sig gøre. Så husk at kom på benene nu, men ikke at tage én læges udsagn som den absolutte sandhed. Så selv med en ICD i systemet, så tænker jeg at det bestemt ikke bør være slutningen for det der fungerer som dit mentale frirum. 
Så nyd roen lige nu - ingen smækkende døre fra naboerne og guitarsoloer når du skal sove. Og gør det til et mål at du skal kunne styrketræne og cykle igen - på dine præmisser.