Jeg havde en Marathon dag igår, med 5-6 timer i bilen, og nogle svære samtaler/ændringer på arbejdet. Jeg kørte direkte hjem i seng, og følte mig influenza ramt.  Vågnede heldigvis op i dag, og havde det væsentlig bedre. Jeg fik aflyst et par møder, og fik skabt lidt luft til en stille morgen, og fik gennemført træningen fra igår: Overhead pres - Log bar 5x50 5x60 2x5x67,5 Spoto pres: 4x5x102,5   Nu er jeg driblet til Hamborg, hvor jeg er et par dage. Med lidt held kan jeg træne igen sent Torsdag aften

Kan egentlig ikke bidrage med så meget fra virkelig gamle dage, for den slags information sivede sgu ikke ned til bredrøvede, jyske amatørryttere i 1970'erne. Det eneste, jeg husker, var historier om forstærkede stålrammer ved krank, saddelrør, kronrør og forgaffel. Og nogle ryttere foretrak vist cykler med en mere eftergivende geometri, så underlaget ikke slog så hårdt igennem.  Så har man nok også dengang viklet styrbånd dobbelt og kørt med forstærkede dæk. Man har muligvis også sænket trykket i de lukkede ringe en anelse for at give mere komfort og færre punkteringer. Som jeg husker det, tog det meget mere fart i 1990'erne hvor man begyndte at eksperimentere med RockShox-affjedrede forgafler i stil med mountainbikes og lignende. Men det var så nogle år(tier), hvor jeg ikke fulgte meget med. Dog stikker svenske Magnus Bäckstedts sejr i 2004 helt af. Han var over 190 cm høj og vejede vist et godt stykke over 90 kg. Han kørte på en forstærket Bianchi titaniumramme med 'godmodig' geometri, brølstærke Campy-hjul og lukkede ringe på hele 28 mm på baghjulet. Jeg tør slet ikke tænke på de tæsk, den tunge rytter har givet den stakkels cykel på brostenene. Men hey, det virkede!

Noget af det jeg elsker mest ved Paris Roubaix er de kreative tiltag teams og ryttere finder på, for bedre at kunne kapere de djævelske brosten. Jeg er sikker på at Henrik kan fortælle lidt mere om de tiltag man gjorde i 70'erne og 80'erne, men tech i 2026 har været fuldstændig vanvittigt.  Hvis vi bare starter med det faktum at langt de fleste ryttere kørte på dedikerede aerocykler med højprofil aerohjul. Det virker helt absurd at cyklerne i dag er lavet så godt, at det ikke længere er nødvendigt med en ekstra eftergivende ramme og nogle hjul med 32 eger. Bemærkede dog et hold der normalt kørte med carbon eger, der trods alt havde skiftet til ståleger.  Slut med lukkede ringe, selv Mads P er kommet med på bølgen med tubeless. I år så vi igen de her liners man putter i dækket i tilfælde af punktering, som gør at man trods alt kan fortsætte lidt endnu. Lidl-Trek havde taget den et skridt videre med både at køre med tubeless OG slange, en særlig slange i en hårdere plast som kunne tage over hvis dækket mistede tryk, og med to ventiler på hjulet. Visse holder limer dækkanten fast til fælgen for at sikre at den ikke ryger af ved punktering, og andre hold gjorde noget tilsvarende for at holde væsken inden under det konstante load. 32 mm var vidst standardbredden på dækkene, med enkelte ryttere der kørte markant brede (var det Pogi der havde 35 mm foran?). Begrænsningen på 32 mm skyldtes i øvrigt primært rammerne.  En del SRAM hold kørte med 1x foran. Det tilbyder Shimano ikke til deres Dura Ace, så en del hold havde været i byen og købe klinger der passede til Shimano kranksæt, og nogle af holdene kørte med MTB bagskiftere og ikke mindst gravel bagskiftere.  Visse SRAM hold havde boret en ekstra skrue i deres bagskifter så den kunne køre med en 12 speed kassette, frem for en 13 speed kassette. Årsagen? En tættere gearing.  Og så var der de sædvanlige tricks med griptape på dunkholderne, så dunkene bliver på cyklen, og et par ekstra strips til at holde computeren på plads.  Men noget af en udvikling fra da jeg begyndte for alvor at se cykling for 20 år siden. Der kørte Cancellara på en Cervelo R3 ramme, der var deres letvægts/komfortracer, med mekanisk geargruppe, 32 egers hjul og lukkede ringe. Selvfølgelig også med dobbelt styrbånd.  Ja, det er jo ikke engang mange år siden at Cancellara, mener jeg det var, kørte Roubaix eller Flandern med mekanisk gear, fordi han var nervøs for at den elektroniske ikke ville fungere ordentligt.   

Dagen startede med en gang varmetræning. Det blev til en time og 9 minutter med 45 minutter i varmezone 3. Træningen her det der fik mig op på 100 i heat strain score, og de næste to varmetræninger på torsdag og på søndag handler om at holde den deroppe. 

Hvis du har mulighed for at gense Paris Roubaix, så kan det anbefales at starte der hvor Pogacar får sin defekt. Derfra er det lige omkring 2,5 times ren rå race som vi desværre ser alt for sjældent i øjeblikket.  Godt nok ender WVA og Pogacar at køre solo den sidste time, men med en jagtende MvdP lige bagved der kom tættere og tættere på, og en Pogacar der trykkede til på en del af brostensstykkerne, så blev det på ingen måde forudsigeligt.