Nu var jeg jo hverken elite eller Jahrhunderttalent, da jeg kørte cykelløb, men selv som den bløde mellemvare krævede det dedikation at få kørt sig i præmierækken. Og det er nok derfor, at sæsonrytmen fra dengang stadig sidder i kroppen. Det tænker jeg over hvert efterår, hvor det ikke kun er vejrets skyld, at det kan være lidt tungt at få slæbt sig udenfor til træningen.  Back in the day var oktober og november off-season, og hvis man ikke kørte cykelcross, faldt man ud af form, lavede måske lidt alternativ motion eller kørte en tur i skoven, hvis det gik højt. I løbet af december kløede det lidt i benene igen, og ofte var julefridagene det store startskud til sæsonforberedelserne. Det er den rytme, som jeg aldrig helt har forladt, kan jeg mærke. Det var ikke helt det samme i atletik, fordi man som løber typisk havde en vinter- og en sommersæson. Sommeren var banesæsonen med intensiv træning og udvalgte stævner med fuld smadder, mens vinteren bød på landevejsløb og crossløb i skoven i sne og mudder. Jeg fik aldrig kørt cykelcross som cykelrytter, men fik løbet en del crosskonkurrencer som løber. Nå, min pointe er egentlig bare, at jeg stadig går lidt i stå på denne tid, fordi det som cykelrytter var i de her måneder, man kunne læne sig tilbage, og måske havde kroppen i virkeligheden godt af det? Det er sikkert helt anderledes i dag med optimering af hver detalje og 'cykling' indenfor i varmen 

Stadig ikke rigtig noget flimmer på skærmen. Kan have lidt forhøjet puls efter en løbetur eller cykeltur, men det er der jo ikke noget unormalt i. Måtte dog grave dybt i går, da jeg først kunne løbe bakkeintervaller mellem kl. 17 og 18 i bælgravende mørke, 1 grads varme og slud. Men jeg kom da af sted og igen i morges på en (let forkortet) joggingtur. Jeg vil næsten hellere have blå himmel og otte graders frost end det her skumle vejr.

Jeg er helt sikker på at dine kolleger holder af dig og respekterer dig som menneske Gregers og det fuldstændigt ligesom vi gør her på MOL. Og af samme grund hepper jeg også på dit nye liv og er sikker på, at du nok skal finde dig godt til rette i det også At du (vi) ind imellem lever / har et andet (privat) liv end andre. Ja det betyder ikke, at du er en skovl.  Stay strong

90,4 kg - uagtet at det giver pæne muller, så skal jeg ikke veje over 90 Her til aften (sigtede efter 0-1 rir): Arnold pres: 12x9, 10x18, 10x18, 9x18 ss Kropshævninger: 45 grader overhåndsgreb: 12, 10 Kropshævninger: 45 grader underhåndsgreb: 7, 7  Laterals: 12x9, 10x9, (halvlang pause), 12x9 Dips: hver anden rep var halv i bundfasen, for ikke at lave for meget iltgæld - man er vel en kylling: 12, 8 1/2 (fail), Dips: almindelige reps: 15, 11 Det var så sidste arbejdsdag i DSB. Skiftevis store smil og antræk til våde øjne.  Fra mødestedet og ud til min første station, var det tilfældigvis en af de kørerlærere der lærte mig op der kørte, og der er jeg altid velkommen i førerrummet. Efter jeg stod af, havde han ringet til de efterfølgende tog, og det resulterede, i at jeg fik noget der meget lignede en traditionel lokofører-afsked Der blev BARE truttet igennem, da togene kørte gennem Tåstrup. Den ene af traditionerne er, at man slider hornet tyndt, når man møder een på deres sidste tur. Den anden er, at lige inden føreren lander på Hovedbanegården med sit sidste tog, så bliver det annonceret i højttalerne på perronen, at nu stopper x efter y års tjeneste, og passagererne opfordres til at klappe og vinke. Der plejer så også at stå 30-100 DSB-folk og vifte med flag - det sidste kunne man selvfølgelig ikke. Men en fører der holdt på stationen, annoncerede både i togets indvendige og udvendige højttalere, at manden i orange tøj…osv. For 20 år siden var der en del der stoppede op og klappede, men det er tiderne rendt fra. Men der var da et par passagerer der giv mig et ord med på vejen. Og Japan-Flemming, som har været fører i 20 år og altid er iskold og tilbageholden, var helt blød. Det var næsten mere overraskende end Tåstrup. Og ellers bare halvsjusket rengøring, da jeg har brugt VIRKELIG lang tid på at snakke. Den ene af min “nuværende” kolleger kom ud på min sidste station en lille time før fyraften. Og en anden havde en fin gave med. Planen er et træne ben i morgen, men jeg skal nok gøre det inden jeg giver farvelkage til lokoførerne, for jeg er nok mentalt blæst bagefter. Jeg har skrevet på fjæsen at jeg vil dukke op, og jeg er ved at drukne i beskeder. Lige så stor en skovl jeg er til private bekendtskaber, lige så meget må jeg gøre et eller andet rigtigt som kollega.  

Fedt med tal og kurver