Anden dag i træk med morgenvægt på 91,5 kg Jeg har ikke længere ondt i halsen, men er blevet godt snottet. Helt klassisk. Og heldigvis de normale 36,8 i morgentemperatur. Men jeg er “lidt” træt Så jeg holder lav profil. Har også ondt i hænder, fødder og akillessenen piver også. Vi har fået en helt ny kassemedarbejder, så jeg tonser frem og tilbage og retter fejl og bevarer spørgsmål.  I går før job, lavede jeg lidt statisk træning, bare for lige at meddele skroget, at det stadig skal bruges, men uden at presse det for meget. En dips i 90 grader, som jeg ikke tog tid på Et statisk “kropshævninghold” også på 90 grader - 2-3 sekunder fra PR En wallsit på 5 minutter. Den bed godt til sidst, og benene var også “sjove” de første minutter bagefter. Man skal ikke lægge for meget i tiden, for der er jo forskel i friktionen mellem ryg og væg, alt efter om trøjen er glat kunststof eller bomuld. i går var det to år siden jeg dejsede om første gang, og endte min karriere som togmand. Her til eftermiddag er det et år siden jeg besvimede på cyklen for anden gang, og min “karriere” som cykeltosse for alvor sluttede. Og i går pillede vi alle sommerskilte ned i butikken. Sikke nogle lorte-dage.

Ja det synes jeg egentlig. For mig har mit job og arbejde altid været det - et arbejde. Jeg kan godt have perioder hvor jeg synes at arbejdet er mere spændende end andre tider, men overordnet set har jeg altid skelnet mellem arbejde og fritid. Jeg arbejder for at have råd til min fritid. Så det er ikke fordi jeg søger en større mening i mit arbejde, men opgaver der for mig ikke er ubehagelige.  I det konkrete eksempel står jeg med to events der skal afholdes senere på året. Jeg har tidligere arbejdet som event gut i Lyngby Storcenter, og stoppede med det fordi jeg ikke brød mig om det. Ikke på den måde som at jeg ikke bryder mig om at rense afløbet i badeværelset, men fordi jeg kunne mærke at det har en psykisk negativ påvirkning på mig. Derfor har jeg generelt undgået jobs hvor events indgår, og min nuværende stilling var det heller ikke en del af jobbet - indtil det blev det. Og for mig er events angstprovokerende -  jeg stresser over dem, ser alle de steder det kan gå galt, og jeg har ekstremt svært ved at slippe tankerne. Det kan virke banalt for andre, men min erfaring er at det ikke fungerer for mig. 

Onsdag den 27. august - tiltrængt hviledag Torsdag den 28. august - holdtræning Grundig opvarmning af skulder og hofte Dødløft: 3 x 112,5kg 3 x 127,5kg 3 x 145kg - sidste rep krydsgreb, ellers det sædvanlige dobbelte overhånd. Tung, men ikke umulig. Med en pistol for panden havde jeg godt kunnet tage en mere. Cirkel bestående af 8 x db renegade row med 15kg, 10 crunches, 12 kb swings med 24kg og 14kcal på assault bike, 5 runder, EMOM.  God solid cirkel. EMOM er et koncept som passer virkelig godt til vores temperament, plads mv. Det bliver nok en fastdel af vores træninger. I dag - fredag - har jeg i skrivende stund ikke dødsdoms i min lænd, endnu. Jeg håber ikke at det bliver værre inden min løbetur i morgen tidlig. Vil prøve at strække godt ud i dag og opprioriterer mit protein og kulhydratindtag.

Husker du at holde fokus på hvorfor du sådan helt generelt er i job? Jeg tror vi alle har en tendens til at blive lidt "first world" agtige i vores anskuelse ind i mellem, hvilket kan blive lidt rigeligt navlepillende. Vi vil jo gerne have at arbejdet er berigende, spændende, engagerende og selvudviklende. Men faktum er jo, at de fleste af os beskæftiger os med noget som sætter en minimal (hvis overhovedet nogen) bule i universet. Vi redder hverken baby sæler, børn, eller finder kuren på kræft. Vi går på arbejde for at forsørge os selv og vores familie. For de fleste mennesker på kloden, noget der er en kamp. 

Gårsdagens træning gik endnu engang til flyvestationen. En morgen der var fyldt med frustration blev nogenlunde forløst ved at komme i tøjet og afsted. Jeg har det svært ved at være i min nuværende situation hvor jeg er i et job jeg er halvt på vej ud af, samtidig med at jeg nu sidder med nogle opgaver som ikke bare er mig, men som faktisk æder mig op indefra.  Ud på rammen og være lykkelig for at hånden lader til at være i bedring. Den sædvanlige opvarmning på Flyvestationen, og så ellers en fortsættelse af sidste session derude - denne gang 2x9 minutter 95-100%. Den nev lidt ekstra i går, specielt i modvinden, men kom fornuftigt igennem.  Efterfølgende havde jeg en samtale der var utrolig interessant. Der var afsat 20 minutter til en Zoom screening, vi endte med at tale 40 minutter, og det blev afsluttet med et spørgsmål om hvad jeg skulle i dag. Jeg skulle kunne bruge 3 timer, for så ville de gerne have mig til at lave en case. Så den starter her om 2 minutter, og jeg synes altid sådan noget er interessant, specielt når man ikke helt ved hvad casen indeholder. Wish me luck.