Henrik S.

Tillykke. Det bliver spændende at læse beretningen. Kan næsten regne ud på tiden, at du fik skovlen under Alpen :-)

La Marmotte Motta har meldt tilbage, at han har klaret La Marmotte, men man sidder jo her og bliver lidt nysgerrig efter, hvordan det er gået de andre … Resultaterne er nu lagt op på denne side: http://www.sportcommunication.info/web2010/resultat.php?langue=2 Man skal lede lidt, men man kan altså finde dem som hhv. pdf- eller excel-download. De er imidlertid himmelråbende uoverskuelige, så jeg har opgivet det. Men der kommer forhåbentlig godt nyt fra de kanter i løbet af i morgen.

Ja, så kan man jo risikere at flytte sit aktionsområde nedad ...

The Middle Road Inspireret af nogle af de bøger, jeg har læst om løb og løbefilosofi for nylig, vil jeg nævne teorien om The Middle Road, der lader til at virke for mig. Hvis træningen skal foregå i balance, så er det en god ide at være opmærksom på, at man holder sig på middelvejen. Det betyder ikke, at bare skal tulle afsted. Men det betyder, at man skal være opmærksom på at holde sig inden for det felt, hvor det er sundt, inspirerende og overskudsgivende at træne. Hvis man træner for hårdt, løber man hele tiden ind i skader og tilbageslag. Man bliver måske også for sammenbidt. Træner man for lidt, kommer man i dårligere og dårligere form, bliver slatten og slap og får ikke oplevet den glæde, der er forbundet med fremgang. Mellem de to yderpunkter findes The Middle Road, som er et "vindue" eller et område, hvor man træner med overskud og i balance. Hvis blot man holder sig inden for dette område, kan man sagtens forbedre sig ved hele tiden at ligge i den øvre del af området. Så bliver man bedre og udvikler sig på en harmonisk måde og flytter stille og roligt hele området "opad". Det lader til at virke for mig. For ved at pille de værste ambitioner og faste programmer ud af træningen, er jeg blevet mere opmærksom på at træne i balance og inden for den middelvej, hvor det er sjovt uden at give skader, rynkede bryn og sammenbidte kæbemuskler. Giver det mening? Tja, for mig gør det

Disaster Sightseeing™ Stik mod forventning var jeg egentlig i løbehjørnet i dag efter hjemkomsten til Hovedstaden fra Hovedlandet. Så jeg spændte løbeskoene på og tog en rask omgang Disaster Sightseeing ind omkring Østerbro. Vores eget hus er sluppet nogenlunde fra gårsdagens skybrud, men det gik anderledes voldsomt for sig inde på 2100. Der var nu ikke så meget at se, for de havde fået pumpet vandet væk fra Lyngbyvejen. To fyre i shorts stod i kiggede lidt fortabte ned i motorrummet på en Mercedes SLK cabriolet, der var forvandlet til mudderbil. Synd og skam. Der lugtede heller ikke for godt i området. Det samme gjaldt omkring Blegdamsvej, hvor en del mudder vidnede om, at havde været høj vandstand. Det blev til 15,5 km i det hele på 4:32/km, og benene har det forrygende, så man må sige, jeg har fundet melodien. Nu lægger jeg så gps'en væk igen og freestyler mig igennem de kommende hverdage i mine Vibram FiveFingers.

'Nuff said!

Retro is the New Now® Jeg er åbenbart inde i en periode af mit liv, hvor jeg går retro – og nyder det! Den gamle Bianchi racer fra først i 1980'erne kører som en symaskine. Mit nye musikanlæg til kontoret består af en Harmann Kardon forstærker fra 1970'erne inklusive en pladespiller og nogle massive Cervin Wega højttalere, der spiller som drøm (og sagtens kunne spille op til halbal). Og efter at have læst artiklen i dagens Berlinger går jeg med drømme om en dag at tage til Chianti og køre l'Eroica – det ser da cool ud. Og i følge forfatteren til artiklen, så bliver serveret dejlig mad, god stæk espresso og rigeligt med rødvin undervejs Et andet sikkert tegn: Jeg har helt droppet de moderne tight at løbe i og gået over til klassiske løbeshorts. Ikke ligesom 1970'ernes stramme fodboldshorts (der ikke overlod meget til fantasien), men de klassiske løbeshort med slids i siden. De er super duper dejlige at løbe i - specielt i forhold til tights, der gnaver her og der. Kan anbefales.

Barndommens Land™ Jeg har såmænd været i Jylland fra fredag til søndag for at besøge familie. Og da vi slap nogenlunde tidligt ud fra hovedstaden fredag, landede vi i Haderslev ved 16-tiden. Jeg sendte min bedre halvdel i butikker, klædte om i den lokale Fitness World og satte i rask trav gennem byen ud til stien omkring Haderslev Dam. En ret skøn tur, som jeg ikke har været på i mange år. Men jeg husker stadig hver en meter. Da jeg var dreng, var det den tur, man gik med familien pinsemorgen for at se solen stå op. Senere var det med gymnasiekammerater og en kasse øl i trækvognen. Om vinteren var det på vintercyklen på vej ud til skovene vest for dammen for at træne. Og senere blev det utallige løbeture, når jeg kom tilbage til byen for at besøge min mutter. Den tur sidder mildest talt på rygraden, og det var helt fantastisk at få lejlighed til at løbe den igen. Endda i smukt vejr. Uden at anstrenge mig, landede den på 4:39/km, og det er absolut godkendt, da det er en sti, der fyldt med sving, trapper, bakker og i det hele taget jævnt mange udfordringer. Jeg havde valgt at spænde pulsbæltet på, da jeg rent faktisk ikke er helt dus med distancen mere, men den endte på 18,35 km i det hele med en ekstra rundtur omkring den nordlige del af byen. Turen kan ses her: http://connect.garmin.com/activity/96453551 Selv om der ikke er de super lange stigninger, så bliver de alle små knolde samlet set til 154 hm. Alligevel fik jeg på de sidste 2-3 km det skønneste Runners High på vejene nord om byen. Benene var begyndt at blive lidt stegte, men pludselig var rytmen der, og jeg havde en klar oplevelse af, at jeg da sagtens kunne fortsætte sådan 2-3 timer mere. Det kunne jeg naturligvis ikke have gjort, men da det er rimeligt lang tid siden, jeg har oplevet det, så var det meget velkomment.

Af sikkerhedsgrunde begyndte man at suspendere tidtagningen på nedkørslen fra Glandon sidste år, så vidt jeg ved ...

Tillykke! Rapport imødeses ...

To dage mere på flad fod Onsdag blev det en rimelig rap tur Mosen rundt i VFF. Fantastisk løbevejr. Man skulle da være et skarn, hvis man skulle brokke sig over høj blå himmel, solskin og en mild brise. Torsdag startede efteråret, så jeg trak ind og ordnede den omgang styrketræning, jeg stadig holder fast i fra tid til anden. Opvarmning på crosstrainer, 2 km på løbebånd, det hele i VFF. Det har så været fire dage i streg på flad fod i VFF. Har ikke længere gener i læggene af at løbe i dem, og de er klart at foretrække, når der lidt ømhed her og der. Har mærket en ophobning af noget .... et eller andet ... på siden af knæet i nærheden af den såkaldte gåsefod, jeg har kæmpet med. Det er åbenbart stadig et svagt punkt. Så jeg har holdt igen på kilometerne, brugt foamrolleren flittigt og strakt ud, som gjaldt det livet. Bilder mig ind, at det holder det i skak, men følger det nøje. Filosofien er naturligvis, at jeg hellere vil holde lidt igen end at skulle stoppe helt op. Og her er FiveFingers faktisk rigtig gode at bruge, paradoksalt nok. De fleste vile vælge mere dæmpning, hvis der er et sted, der driller. Men når jeg får FiveFingers på, løber jeg automatisk super skånsomt, og det føles bare "rigtigt".

Du kan også blive udtaget til VM Vil du se landevejs VM på nærmeste hold, så søger DCU faktisk officials, der vil være med til at styre arrangementet. Meld dig her, hvis du vil udtages: Officials søges Sakset fra siden: Verdensmesterkskaberne i landevejscykling er en af verdens største sportsbegivenheder. I 2011 ( 19 .-25. september) skal begivenheden afvikles i København med enkeltstart i centrum af Danmarks hovedstad og med landevejsløb nord for København i Rudersdal Kommune, hvor der skal være start og mål på toppen af Geels Bakke. Enkeltstarterne har start og mål på Rådhuspladsen i København, mens rundstrækningen i Ruderdal Kommune er på 14 km, og blandt andet kører hen over Geels Bakke og Søllerød Slotsbakke. Landevejs-VM skal være en begivenhed for hele cykel-Danmark, og Danmarks Cykle Union har brug for frivillige hjælpere til en lang række funktioner. Som frivillig hjælper får du mulighed for at opleve hele det store arrangement indefra og være en del af denne kæmpe begivenhed. Vi kræver: - Du er minimum 18 år - Du har fri, og er til rådighed i perioden 18.-25. september 2011 - Du er ”driftsikker” og serviceminded og er altid klar til at give den en skalle Du får: - En uforglemmelig oplevelse - Muligheden for at møde mennesker fra hele verden - Oplevelsen af at indgå i et team og løse opgave i fællesskab - Nye venner og bekendtskaber Har du spørgsmål så kontakt: Event manager Jens Kasler [email protected]

Ha, det tænkte jeg også på, ad de diskuterede omlægningen af ruten: Mon ikke, der sidder nogle belgiere og satser på lidt ekstra brosten

Det kunne jeg også sætte en bøjet femøre på. Spol eventuelt frem til 2:41 her og se, hvordan han siddende spadserer fra Boonen. Det er overskud

Det kan jeg sagtens følge dig i. Den er super flad. Til gengæld synes jeg, at der er en del sving på den, og det må vel trække lidt den anden vej. Men sving er måske ikke lige Fabians spidskompetence. Eller jo, det er det jo nok, men det kan de andre sikkert også finde ud af. Hvor om alting er: Nu, hvor tiden nærmer sig, er det ved at gå op for mig, hvor stort et arrangement, der egentlig kommer til byen :4thumbup:

He, he … 20,000 years ago, people who didn't believe in barefoot running got eaten

Dengang og nu. Proffer og amatører. Indurains cykel – vist ovenover – har været milevidt fra, hvad man kunne købe i butikkerne dengang. Derfor tager Tour Magazin med sædvanlig tysk grundighed emnet op og har lånt en Focus Izalco Team fra Alexander Kutchinksi fra Team Katjuscha og en Canyon Ultimate CF SLX, som sprinteren André Greipel plejer at køre på (det er ham, der har fået malet et gorillahoved på sit stel). Hver rytter har typisk en 4-5 cykler til sig selv. 2 er med på rejser til løb. 1 eller 2 står klar som reserve, og så har rytteren en fuldstændig magen til derhjemme til sine egne træningsture. Har et hold 25 ryttere, skal de altså bruge mindst 150 cykler plus diverse TT-cykler etc. Tour Magazin har splittet cyklerne ad og sat dem i prøvebænken for at sammenligne med de teamcykler, man kan købe i butikken til 5, 6, 7000 euro. Og takket være vægtkrav på de 6,8 kg kan de konstatere, at der i dag faktisk ikke er den store forskel i forhold til det materiel, som profferne rent faktisk kører på. Greipels Canyon ramme er faktisk en smule tungere end den, der til salg i butikken. Den er forstærket omkring kronrør og krank for at holde til belastningen. Og så har fere af proffernes rammer fået lidt carbon på overrøret, fordi deres spidse prof-numser laver fordybninger i overrøret, når de står og venter eller tisser. Forbavsende nok giver deres rammer en smule mere efter på udvalgte steder, men det er på grund af komforten. Skal man cykle 6, 7, 8 timer ver dag i tre uger, så duer det ike, at have den stiveste låge på landevejen.Så selv om det sikkert koster kassen, så er deres rammer tilpasset, men det helt ude i marginalerne. Og komponenterne er standardkomponenter, selv om de naturligvis nogle gange bliver brugt som testpersoner. Kontaktpersonen mellem teamet og Focus fabrikken fortæller dog, at rytterne er nogle konservative starutter, der nødigt skifter til noget nyt. Sidste år kørte de med Campagnolo, men gik i år over til SRAM, og det gik ikke stille af. I det ømme siddeområde, undgår man også eksperimenter og vælger for en stor dels vedkommende Flite fra Sella Italia. Og så e rde rher og der ændret lidt for at gør mekanikernes arbejde lettere. Man har fx lavet udvendig kabelføring under kranken på Focus Izalco Team, så det er hurtigere at skifte. Men summa summarum: Der er i virkeligheden ike den helt store forskel, og det er vel også det fede i forhold til Formel 1: Man KAN faktisk komme ud at køre på noget, der til forveksling ligner det grej, som profferne kører på.

Olé, Miguel! Det tyske cykelblad Tour Magazin har været en tur omkring Miguel Indurain, der stadig har sin cykel fra dengang i 1991, hvor han vandt Tour de France første gang. I anledning af 20 års jubilæet besøger de den aldrende meste i hjemmet i Pamplona, hvor han jævnligt tager træningsture med sin søn. Cyklen har Banesto stickers på, men blev fremstillet af TVT. Og det er faktisk carbonrør, der er limet sammen med aluminiumsmuffer. Det var nyt for mig. Han fortæller så i øvrigt, at cyklen var meget blød at køre på, hvad der vel ikke kan undre med den konstruktion. 41/53 foran og 12-21 bag på. Sejt.

Ja tak, jeg så et interview med Annika Langvad i går, og hun er sgu et rimelig frisk stykke mandfolk. Der må være krummer i hende til noget stort Og vi er nok heller ikke de eneste, der undrede os over den tredjeplads til Alex Rasmussen. Selv om vinderen – Rasmus Quaade – dog bagefter så ud som om, at han havde kørt helt ud over kanten. Nej, så var der mere spark i dem i gamle dage, hvor man ikke brugte tribøjler og den slags nymodens pjat Når man sammenligner, ser det i øvrigt ud som om, at Fabian Cancellara kører med noget højere kadence, end Ole Ritter gjorde dengang … http://www.youtube.com/watch?v=fJllJcLU6b0&playnext=1&list=PL99043AA503E69589

Respekt. Det er sgu en fornuftig pris. Er der gået en krejler tabt i dig?

Så skal man da vist have klaphatten på til september for at heppe på Alex & Co: http://politiken.tv/nyheder/sport/ECE1319837/enkeltstartsryttere-testede-koebenhavns-vm-rute/

Den dag der går godt … … kommer ikke dårligt tilbage. Det kunne godt være mottoet for træningen lige nu. I stedet for at tænke, overveje, planlægge og bekymre sig om skader og skavanker, så tager jeg det snarere en dag ad gangen, og er bare taknemmelig og glad for de dejlige ture i sommervejret. Jeg tror, jeg har haft held til at skubbe lidt til min helt grundlæggende indstilling til træningen. Ikke engang de seneste dages lette murren i knæet har bragt mig ud af fatning. Herregud. Hvad betyder nogle dages pause i den store sammenhæng. Værre er det altså heller ikke. Måske er det Zen and the Art of Running, der har fået mig til at tænke lidt over tingene. Måske gør jeg bare som Ingemar i Mit Liv som Hund, der altid kunne finde nogen, der havde det værre end ham selv. "Man måsta jämnföra", som han sagde. I øvrigt en fabelagtig film … Zenfilosofien består jo blandt andet i at se tingene, som de er, uden at hæfte alle mulige personlige dramaer på dem. Se tingene, som de er. Få dem ned i skala. Betragt dem og læg dem væk. Måske vi alle lige skulle skalere vores problemer ned og finde taknemmeligheden frem.

Hverdage på flad fod Mandag bød på lidt rundture i Søndermarken og Frederiksberg Have med udgangspunkt i FW Valby. Let jogging med et par bittesmå udflugter til lidt ekstra puls på bakkerne. Det foregik i mine VFF Bikila, da jeg skulle have "nulstillet" bentøjet med skånsomt fladfodsløb. Har mærket lidt svag murren i højre knæ, hvor jeg tidligere døjede med en inflammation, så jeg tog den med ro. Tirsdag kom jeg forbi FW Lygten og havde tasken med i bilen. Hurtig omklædning og afsted på lidt rekognoscering i den kant af byen, igen iført VFF. Jeg skulle lige over omkring Genforeningspladsen ved Borups Allé og Hulgårdsvej og se nærmere på en sportsplads, som jeg aldrig har været opmærksom. Det er jo tæt på, hvor jeg bor, og det var en god overraskelse. Her gemte der sig en boldbane og en 400 meter løbebane til fri afbenyttelse. Jeg løb en fire-fem runder og besluttede mig for, at næste gang intervaller lige så godt kan foregå her. Det er på fint underlag af sand/grus, så det er meget skånsomt. Men man har samtidig fordelen af, at distancen er præcis, og at man får stadionfornemmelsen i kroppen. Hvis man fx skal løbe noget 400, 600, 800, 100 meter "pyramidetræning", så skal det helst foregå et sted, hvor distancen nemt kan reguleres. Og banen ligger lige præcis en opvarmning fra dér, hvor jeg bor. En god, ny variationsmulighed til træningen.

Hold da op, det er jo frygtelig læsning. Har jævnligt fulgt med i loggen fra sidelinjen og var imponeret over den fightervilje og sejhed, der lå bag. Og så gav hjertet op midt i det, Mollerup holdt så meget af. Hvor er det trist. Hvil i fred.