Kermit

Og nå ja, så har jeg lige købt sådan en her

Jeg har endnu ikke set den IRL, men farven skulle være endnu vildere!! Skulle der være nogen der var i tvivl om hvad det er for en, så er det en Parlee TT fra 2012 der aldrig nogensinde er blevet bygget op. Og finishen hedder Fluro Orange.

Run for it.

De bjerge, de bjerge ...
Pokkers også. Nu satser jeg jo - endnu engang - hele butikken på at komme ned at løbe Jungfrau Marathon her i september. Min tanke er, at hvis jeg endelig får løbet det, så kan bjergene pakkes væk et stykke tid.
Og så opdager jeg lige, at de i samme region har noget, der hedder Inferno Halbmarathon, som lige er afviklet. Det starter i Lauterbrunnen og går lige op i himlen helt op til Schilthorn! Det er over 2000 højdemeter. På et halvmaraton.
Jeg kender mig selv godt nok til, at drømmen om at løbe det en dag nok skal dukke op, hvis jeg overlever Jungfrau. Damn! Og så slutter det på Schilthorn med Piz Gloria, hvor selveste Ernst Stavro Blofeld havde sit hovedkvarter i Bond-filmen On Her Majesty's Secret Service. Hvor cool er det lige?!!

Hvidovre CK 60 års jubilæums løb


Fantomdragten var fundet frem, og turen gik mod Hvidovre. De første udfordringer havde jeg allerede inden jeg skulle afsted, for da jeg tog fantomdragten på gik den ene sikkerhedsnål op. Så jeg skulle lige slås lidt med det inden jeg kunne komme afsted. Turen til Hvidovre er ikke en jeg ligefrem er bekendt med, så jeg endte med at køre ind igennem byen for at ramme Roskildevej, og så trille til Hvidovre derfra. Det fungerede faktisk også ganske udemærket.

Da jeg nåede frem fik jeg sagt hej til et par stykker, og kunne høre at det havde været en rigtig god dag for Ordrup i H klasserne. Sejr i H40 og H60, samt en 5. plads i H50. Derudover hørte jeg at Patrick fra HCK havde kørt en 2. plads hjem i C klassen. Så var det ligesom på plads.

Jeg fik kørt lidt opvarmning, hørt lidt om ruten, og nåede da også at køre 2 omgange på den inden vi gik igang. Faktisk en rigtig fed rute, men med nogle lidt lumske sving. Sving nummer 2 var nok det jeg havde det sværest med, for 10-15 meter før selve svinget var der et vejbump, derudover var der en lille kant på svinget og et kloakdæksel. Ellers var svingene faktisk ganske ok, og da ruten var spærret helt af for andet trafik kunne man køre optimalt igennem alle sving.

Ved starten kom jeg lidt for sent og stod for langt tilbage, og jeg havde allerede der besluttet mig for at løbet bare skulle bruges som træning. I virkeligheden stod dette løb også som et C løb for mig, altså lavest prioriteret. Allerede i første sving var der fart på. 90 ryttere, og lidt til endda, igennem et skarpt 90 graders sving skulle næsten gå galt. Der var heldigvis ingen der styrtede, men feltet var strukket meget ud, lyden af hylende kulfiberfælge dominerende, og der var flere der måtte ind over fortorvet for at komme rundt.

Jeg fik kæmpet mig lidt op, men på de lige stykker faldt jeg lidt tilbage igen. Efter 3 omgange ca. havde jeg fået placeret mig bag ved nogle der ikke kunne holde hjul, og på Hvidovrevej var modvinden så kraftig at jeg ikke kunne køre feltet ind igen. Løbet var med andre ord kørt for mig.

Nu er jeg ikke typen der giver op, og jeg skal virkelig have en dårlig dag for at gøre det, så jeg valgte egentlig bare at køre videre. Jeg fik hentet en junior Lyngby rytter(tror jeg) og han røg med på hjul. I modvinden kunne jeg holde et højt pres, men på et stykke med medvind kunne jeg se på mine watt at jeg lå noget under hvad jeg egentlig kunne. De få gange Lyngby rytteren gik i front dykkede farten kraftigt, og han holdt ikke meget mere end 30 sekunder i front.

Jeg hentede flere og flere ryttere der var blevet sat, og jeg så endnu flere der stod ude i vejkanten og var stået af. Igen, en mentalitet jeg ikke helt forstår. Der kan ske så meget i sådanne løb, og hvem ved, måske du ender med at få point alligevel. Men det passede mig egentlig fint nok, for det gav mig bare lidt ekstra moral hver gang jeg så en rytter stå ude i vejkanten.

Efter noget tid blev vi hentet af den førende rytter, og han havde et pænt hul til resten af feltet. Jeg lod feltet køre forbi, for vi var blevet briefet på at vi ikke måtte hægte os på hvis vi blev hentet med en omgang. Så jeg lod dem passere, men hægtede mig så på en gruppe der var blevet sat af feltet. De lå så bare stadig og kørte cykelløb selvom de største chancer nok var smuttet. Jeg fik taget nogle føringer, fik lukket nogle huller, og kom op i fart igen.

Sådan holdt det hele vejen til mål hvor jeg så bare ikke havde så meget at køre med til sidst, men kom sikkert i mål uden styrt eller noget som helst.

Og lidt data fra løbet:

Og lidt reflektion:
Jeg er egentlig tilfreds med løbet som sådan, for mit hoved var ikke med mig, og det var benene nok heller ikke. Det var bare en af den slags dage hvor tingene ikke spillede, og hvor jeg nok på forhånd havde "trukket" mig lidt. Jeg er stadig lidt nervøs for at køre i så store felter, og specielt på så kringlede ruter. Jeg har egentlig teknikken til at kunne køre hurtigt igennem svingene, men tvivler altid lidt på mig selv i den slags situationer.

A klassen virker ualmindeligt langt væk lige nu, specielt når jeg i går fik muligheden for at se hvor hurtigt de reelt set kører. Men det skal ikke stoppe mig fra at drømme. Jeg tror stadig det er muligt når jeg kan se at der var A ryttere der også led i går. Kriterium er bare en speciel disciplin der tiltaler en speciel type rytter. Ift. dem jeg sammenligner med mig, så blev de faktisk 1 og 2 i går i løbet, så jeg ved at jeg kan nå op på det niveau. Jeg er ikke i tvivl om at jeg har fået en genial træning i går, men at jeg stadig mangler lidt fysisk for at kunne blande mig helt i toppen. Den reelle test kommer nok i den kommende weekend.

For weekenden har 2 løb med sig. CK Kronborg løbet oppe ved Tikøb hvor jeg før har kørt godt, om end det er en meget kuperet rute. Søndagen er i Roskilde på en lukket rute der skal køres som et kriterium. Begge løb er A løb, og jeg håber at kroppen og formen står snorlige til begge løb, og at jeg ikke mindst rent mentalt kører dem perfekt.

Dog er jeg egentlig meget stolt over at jeg er kørt top 20 i de to B løb jeg har kørt i år. Jeg blev 16'er i Politiets løb ud af 39 startende, og 13'er i Hvidovres løb i går ud af 25 startende. Det er en anden fysik det kræver, men jeg føler jeg er godt på vej!

Hold nu k***, hvor har du rykket dig de sidste par sæsoner! Jeg må indrømme, at jeg imponeret og faktisk også en kende misundelig.
Selvom der ikke er meget aktivitet fra min pen for tiden, så følger jeg med, og jeg glæder mig til at se hvor du kan tage den hen med kyndig vejledning fra din træner;-)

Defeet løbet

Debut i B klassen, og masser af kriller i maven. Jeg nåede at få en fornuftig opvarmning inden start, men var noget overrasket over hvor meget vind der var, og hvor mange bakker der var i Lejre området. Med andre ord skulle det nok gøre ondt.

Starten gik fint, men allerede på første sidevindsstykke, efter 1,5 km eller sådan noget, fik jeg min første lektion i B klassen. Vinden kom fra højre, og vi lå på en vifte helt ovre i venstre side af vejen. Der var modkørende biler, og hvor gang der kom en bil var der en der angreb. Der blev angrebet lige inden bilen passerede, så dem der var bagefter ikke havde mulighed for at køre efter. Det skete så et par gange, så var sikker på at det var standard praksis i klassen.

Ellers gik det egentlig fint nok. Jeg formåede at holde mig oppe foran, og følte mig ikke super super presset. Første omgang var dog hård. Efter 4-5 km på anden omgang kom kommissæren op og stoppede løbet. Vi fik alle at vide at vi skulle holde os i højre side af vejen, ellers ville de stoppe løbet. Fint nok, og godt med en advarsel.

Der gik dog ikke mere end nogle km før vi igen fyldte hele vejen, og her kommer mit problem med DCU. For nu havde de givet en advarsel, hvorfor gjorde de så ikke alvor af det, eller pillede de ryttere ud der lå på den forkerte side af striben? Jeg forsøgte selv at ligge i højre side for mig selv i sidevinden, men jeg brugte så forfærdeligt mange kræfter, at jeg kunne have spillet mig selv ud af løbet hvis jeg ikke gjorde som de andre.

Nå, men der kom en stor gruppe afsted hvor Simon fra klubben kom med. I løbet af 1,5 omgang blev de dog hentet igen, og jeg nåede lige at tænke at der nok ville blive rykket kontra, og ganske rigtigt. De kom fri, og kom væk for alvor, og jeg kom ikke med. Men jeg sad med i feltet, og havde det egentlig fint nok med det. Jeg havde undervejs forsøgt mig af i et udbrud, og det var hårdt fordi det var op ad bakke og i modvind.

På 4. omgang var jeg ved at smide det hele væk. Jeg lå lidt for langt tilbage på et smalt stykke hvor der var side/modvind. Ham foran kunne ikke holde hjul, og var lang tid om at slå ud. Så jeg skulle lukke et hul og havde virkelig svært ved det. Jeg fik det lukket lidt, men kunne ikke komme helt op, og jeg følte at jeg skulle eksplodere. Jeg slog kraftigt ud, og kom hurtigt på hjul af 2 andre, og så gik den heldigvis i stå oppe foran kort tid efter så vi kunne komme op.

På 5. omgang var der en irriterende svensker der var ved at tage mig ud af løbet. Han rodede med et eller andet på et smalt stykke, og holdt så nærmest op med at træde, og bremsede lidt. Det betød at mit forhjul kom på den forkerte side af hans, og min fælg ramte hans. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg måtte bremse meget op for ikke at ryge ned. Det fik mig til at råbe hvad fanden han havde gang i, og han svarede at det ikke var hans skyld?? Han stod heldigvis af kort tid efter.

Generelt var der et stort mandefald, og vinden tog bare til. Sidste omgang holdt jeg mig oppe foran en stor del af tiden, for det var trods alt nemmere end at sidde nede bagved. Men benene var ved at være stegte efter de mange ryk, og accelerationer.


Jeg sad i 3. position da vi kom ind til sprinten og følte mig egentlig ok. Den blev åbnet meget langt ude fra af 2 FBL'ere, og jeg fik lukket et hul, men så begyndte kramperne også at melde sig på indersiden af mit lår. Det gjorde sygt naller, så jeg havde ikke den store mulighed for at træde igennem. Så jeg røg igennem feltet, men kom vidst ikke sidst ind.

Jeg aner ikke hvad resultatet blev, for det er stadig ikke kommet online, men jeg er egentligt bare stolt af at have gennemført mit første løb i B.


Synes selv det er nogle ret vilde watt der er blevet trådt. Og så kan man sige at 252 watt ikke er super imponerende i 3 timer. Men når man så ser fordelingen af watt, så kan man godt forstå at det er hårdt


Det er alligevel små 50 minutter over syregrænsen!!
Jeg er sikker på at jeg bliver bedre og bedre, og et løb som det var perfekt til at få fart i stængerne frem mod resten af sæsonen. Jeg er på alle måder tilfreds med at have gennemført, og håber at jeg er endnu stærkere i næste løb! Normalized Power var i øvrigt på små 300 watt i 3 timer!

Defeet løbet

Debut i B klassen, og masser af kriller i maven. Jeg nåede at få en fornuftig opvarmning inden start, men var noget overrasket over hvor meget vind der var, og hvor mange bakker der var i Lejre området. Med andre ord skulle det nok gøre ondt.

Starten gik fint, men allerede på første sidevindsstykke, efter 1,5 km eller sådan noget, fik jeg min første lektion i B klassen. Vinden kom fra højre, og vi lå på en vifte helt ovre i venstre side af vejen. Der var modkørende biler, og hvor gang der kom en bil var der en der angreb. Der blev angrebet lige inden bilen passerede, så dem der var bagefter ikke havde mulighed for at køre efter. Det skete så et par gange, så var sikker på at det var standard praksis i klassen.

Ellers gik det egentlig fint nok. Jeg formåede at holde mig oppe foran, og følte mig ikke super super presset. Første omgang var dog hård. Efter 4-5 km på anden omgang kom kommissæren op og stoppede løbet. Vi fik alle at vide at vi skulle holde os i højre side af vejen, ellers ville de stoppe løbet. Fint nok, og godt med en advarsel.

Der gik dog ikke mere end nogle km før vi igen fyldte hele vejen, og her kommer mit problem med DCU. For nu havde de givet en advarsel, hvorfor gjorde de så ikke alvor af det, eller pillede de ryttere ud der lå på den forkerte side af striben? Jeg forsøgte selv at ligge i højre side for mig selv i sidevinden, men jeg brugte så forfærdeligt mange kræfter, at jeg kunne have spillet mig selv ud af løbet hvis jeg ikke gjorde som de andre.

Nå, men der kom en stor gruppe afsted hvor Simon fra klubben kom med. I løbet af 1,5 omgang blev de dog hentet igen, og jeg nåede lige at tænke at der nok ville blive rykket kontra, og ganske rigtigt. De kom fri, og kom væk for alvor, og jeg kom ikke med. Men jeg sad med i feltet, og havde det egentlig fint nok med det. Jeg havde undervejs forsøgt mig af i et udbrud, og det var hårdt fordi det var op ad bakke og i modvind.

På 4. omgang var jeg ved at smide det hele væk. Jeg lå lidt for langt tilbage på et smalt stykke hvor der var side/modvind. Ham foran kunne ikke holde hjul, og var lang tid om at slå ud. Så jeg skulle lukke et hul og havde virkelig svært ved det. Jeg fik det lukket lidt, men kunne ikke komme helt op, og jeg følte at jeg skulle eksplodere. Jeg slog kraftigt ud, og kom hurtigt på hjul af 2 andre, og så gik den heldigvis i stå oppe foran kort tid efter så vi kunne komme op.

På 5. omgang var der en irriterende svensker der var ved at tage mig ud af løbet. Han rodede med et eller andet på et smalt stykke, og holdt så nærmest op med at træde, og bremsede lidt. Det betød at mit forhjul kom på den forkerte side af hans, og min fælg ramte hans. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg måtte bremse meget op for ikke at ryge ned. Det fik mig til at råbe hvad fanden han havde gang i, og han svarede at det ikke var hans skyld?? Han stod heldigvis af kort tid efter.

Generelt var der et stort mandefald, og vinden tog bare til. Sidste omgang holdt jeg mig oppe foran en stor del af tiden, for det var trods alt nemmere end at sidde nede bagved. Men benene var ved at være stegte efter de mange ryk, og accelerationer.


Jeg sad i 3. position da vi kom ind til sprinten og følte mig egentlig ok. Den blev åbnet meget langt ude fra af 2 FBL'ere, og jeg fik lukket et hul, men så begyndte kramperne også at melde sig på indersiden af mit lår. Det gjorde sygt naller, så jeg havde ikke den store mulighed for at træde igennem. Så jeg røg igennem feltet, men kom vidst ikke sidst ind.

Jeg aner ikke hvad resultatet blev, for det er stadig ikke kommet online, men jeg er egentligt bare stolt af at have gennemført mit første løb i B.


Synes selv det er nogle ret vilde watt der er blevet trådt. Og så kan man sige at 252 watt ikke er super imponerende i 3 timer. Men når man så ser fordelingen af watt, så kan man godt forstå at det er hårdt


Det er alligevel små 50 minutter over syregrænsen!!
Jeg er sikker på at jeg bliver bedre og bedre, og et løb som det var perfekt til at få fart i stængerne frem mod resten af sæsonen. Jeg er på alle måder tilfreds med at have gennemført, og håber at jeg er endnu stærkere i næste løb! Normalized Power var i øvrigt på små 300 watt i 3 timer!

Dagens træning stod på 2 timers kørsel i Zone 2. Umiddelbart ikke noget der skulle skabe det store stress, men det var alligevel en halvhård træning. I virkeligheden svarer det egentlig til en semi-tonser tur, hvor man bare er opmærksom på ikke at komme for højt op rent wattmæssigt. Jeg skulle generelt ligge omkring 185-235 watt i de to timer. Det blev til en tur hvor jeg kørte op til Farum, videre op til Hammersholt, via Stumpedyssevej ud til Strandvejen og så hjem den vej. Ikke de store udfordringer, og ikke de store ting at berette fra træningen.

I alt en tur på 59,1 km med 31,9 km/t og et wattsnit på 195 watt. Pulssnittet lige omkring de 70% af max.

I morgen står den på en hård omgang træning hvor der er 2 sæt a 3x 5 minutter VO2max. Den skal nok komme til at bide fra sig i morgen.

Og så lige et billede af en cykel

CK Kronborgs løb bliver ude ved den normale rute ved Tikøb igen :)
Det var kun sidste år det var et gadeløb pga. klubben allerede havde tærret på hjælperne ved hold DM lige inden.
Men det ser ud til at vi både skal køre mod hinanden til Tour de Charlottenlund og Hvidovre :)

Beslutningen er taget. Jeg har fået mig en coach. Efter en del overvejelser og samtaler med min kæreste, valgte jeg den økonomiske udgave. Mest af alt fordi pengene kan bruges på andet godt, og også fordi at hvis det ikke fungerer, så kan jeg altid opsige samarbejdet med 30 dages varsel. Så nu prøver vi det af, og ser om det kan være med til at hæve mit niveau yderligere.

Min træner hedder Davis Bentley, er certificeret cykeltræner hos USA Cycling(de går meget op i certificeringer derovre), og har en bachelor i Sports Science. Han er selv blandt de bedste MTB ryttere i USA.

Så nu går vi igang. Et af målene er at få hævet min FTP betydeligt. Sidst jeg testede lå jeg på 312 watt, og hvis jeg vil op og bide skeer med A klassen, så skal jeg nok nærmere op i nærheden af 360-380 watt, og det kommer til at betyde en masse lidelser på cyklen.

Det virker da som om, at du er i dit livs form, så det skulle da nok være muligt at samle nogle points i B-klassen.
Læste sjovt nok lige denne artikel om en anden ung fyr, der er eneste A-rytter i sin klub. I gamle dage var der godt nok mange A-ryttere i CC Gladsaxe ...

Super beretning, Kermit! Tillykke med din præstering :-)

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

La Marmotte 2014

Natten til løbet sov jeg faktisk overraskende godt. Jeg faldt hurtigt i seng omkring kl. 22.00, og da klokken var 5 begyndte jeg at vågne så småt. Egentlig ikke fordi jeg var nervøs eller noget, men fordi jeg kunne køre hvordan der blev trukket ud i toiletterne fra værelserne omkring mig Jeg kunne faktisk ikke lade være med at grine lidt for mig selv, for det var ret tydeligt.

Jeg sov dog lige en lille time ekstra og stod på 05.55. Min morgenmad havde jeg gjort klar i en tupperware, så jeg skulle bare lige ned i restauranten og hente lidt mælk. Da jeg kom derned var den faktisk pænt proppet med mennesker, og der var en meget anstrengt stemning. Der blev ikke sagt noget, og alle sad i deres egen lille verden mens de indtog forskellig former for morgenmad. Jeg er ret religiøs omkring sådan nogen ting, så for mig stod den på havregryn med rosiner - det ved man trods alt hvad er. Jeg tog også lige et glas juice, og et stykke baguette med skinke med op på værelset hvor jeg så spiste min morgenmad.

Dunkene blev gjort klar, toilettet besøgt, og tøjet taget på. Jeg havde taget en gammel vintercykeljakke på til nedkørslen, men det var faktisk ikke nødvendigt, da det var lidt lunt da jeg kørte ned af Alpe D'Huez. Det havde regnet lidt om natten, så vejene var lidt fugtige, men ikke som sådan våde. Omkring kl. 06.45 trillede jeg fra hotellet og begyndte de ca. 14 km nedkørsel.

Her kan jeg kun sige at der er forskel på at køre forsigtigt og langsomt. Jeg så flere der virkelig kørte langsomt nedad med bremsen trukket nærmest hele vejen. Hvis man kører på sådan en måde så bør man nok overveje om La Marmotte, og kørsel i bjergene generelt er noget for en, for det er altså farligt at køre på den måde. Først og fremmest fordi man jo nærmest når at slide et sæt bremseklodser op undervejs, men ikke mindst fordi det varmer fælgen så meget op at man kan risikere at slangen eksploderer - og det har man ikke lyst til når man i forvejen kører nedad. Derudover er der selvfølgelig også risikoen for at cyklen kan skride ud når man bremser i selve svingene.

Jeg kom dog helskindet ned til bunden, og så flere undervejs der stod og baksede med punkteringer. I bunden havde jeg en servicebil stående og jeg nåede lige præcis at smide mine ting af inden de kørte afsted. Samme vogn ville stå lige efter toppen af Galibier. Så af med jakken, de løse knæ og lange handsker, og så ellers bare på med vindvesten og de løse ærmer og hen mod starten. Der var allerede lang kø da jeg kom derhen, så jeg valgte at køre ud af en lille vej for lige at tisse en sidste gang, og få varmet benene bare en anelse op. Tilbage til starten stod vi så i kø i 20 minutter før køen begyndte at bevæge sig i ryk. Jo længere vi kom hen mod starten, jo mere skulle jeg tisse. Så lidt før selve starten hoppede jeg lige ind i en busk og fik klaret det sidste. Jeg kunne trods alt ikke få mig selv til at stå og tisse ind i en andens have(var der seriøst mange der gjorde!), og ville heller ikke stå af når vi var kommet igang. Det blev klaret, og så var jeg klar!

Starten
Vejret var godt, der var ikke mange skyer på himlen, temperaturen har vel været omkring en 15 grader i Bourg, så helt perfekt. Da jeg kom over måtten var klokken omkring 08.05 og så gik vi igang. Jeg brugt lidt kræfter i starten på at køre mig op til nogle grupper der kunne trække mig hen mod Glandon opkørslen. Det fungerede ret godt, og jeg kom i en gruppe med nogle spaniere. Kort tid efter blev vi overhalet af en Aalborg rytter, der så valgte at køre tempo hele vejen hen til starten af Glandon, så der kunne jeg sidde i dejlig læ. Ved den lille sø hvor de første hårnålesving kom, valgte jeg at holde hjulet på ham, for jeg vidste at det var en kort periode, og der stadig var et pænt fladt stykke hen til den rigtige start på Glandon.

Jeg havde i øvrigt døjet lidt med en siddebums, som for alvor havde brokket sig dagen før. Det gjorde det ikke bedre på selve dagen, selvom mine Castelli shorts tog det værste i starten.

Glandon
Da vi ramte Glandon valgte jeg hurtigt at finde ind i min egen rytme. Jeg havde fra starten af sagt at jeg ville køre omkring 220-240 watt i snit opad hvilket ville svare til ca. 75-80% af min FTP. På den måde burde jeg kunne holde til alle bjergene undervejs uden problemer. Det krævede lidt i starten at holde mig tilbage, for der var tæt pakket på vejen, og der var en del der kørte langsommere end mig og det var nogle gange nemmere at komme forbi dem med en lille acceleration.

Relativt kort inde på stigningen kunne jeg desværre se Elkjærmark kørte nedad igen. Hun havde i perioden op til løbet døjet med noget forkølelse, og så er det altså bare ikke noget man lige gør. Jeg var dog imponeret over at hun overhovedet var stillet til start!

Kort tid efter gik hele feltet i stå på stigningen, og der blev råbt en del. Det viste sig at man havde valgt at lave noget vejarbejde i venstre vejbane, så kun højre spor var farbart. Helt idiotisk, og vi måtte mere eller mindre stå af og gå forbi. Det kostede nok et par minutter, og ødelagde trods alt rytmen en del. Efter stykket var det dog op på cyklen igen og så ellers bare derudad.

Det var sjovt at se de mange der kom buldrende i starten, og som så gik kolde undervejs. På det første flade stykke var der også flere der nærmest bare holdt deres kadance i stedet for at geare op, og holde presset i pedalerne. Der fik jeg mulighed for at køre forbi en række ryttere, og begynde den korte nedkørsel. I bunden af nedkørslen havde jeg allerede skiftet over på den lille klinge, og kom fint ind på den stejle rampe der er på omkring 12-13%. Det var der mange der ikke lige havde tænkt over, og der stod flere og rodede med gearingen, og der var mange tabte kæder. Det kunne have skabt nogle farlige situationer, men jeg kom forholdsvis smertefrit forbi, og fandt igen hurtigt min rytme.

Oppe ved dæmningen kørte jeg forbi en af vores dameryttere og vi fik lige en kort snak inden jeg kørte videre. I det første hårnålesving var der medvind, så det var lidt op i gear og afsted. Da vi nåede toppen kom den sidste nedkørsel, og det var nemt at passere en række ryttere igen. Det på trods af at denne nedkørsel er ret reel og med god oversigt i svingene. Jeg kunne dog også mærke at vinden var kold på maven, da jeg trods alt ikke lige havde taget vindvesten på for dette alene. Kort før toppen holdt jeg inde ved vores depot, hvor jeg lige fik fyldt en dunk op, taget vindvesten på, og rullede de løse ærmer op igen så jeg ville være klar til nedkørslen. I øvrigt super god service. Man kørte bare hen til depotet, råbte sit nummer og så fandt de posen frem med ens ting. Det samme galdt vand - man gav dem bare dunken og så skyndte de sig at fylde op.

Det sidste stykke op til toppen gik uden problemer, men er du gal man bruger meget tid på lige at komme forbi menneskemængden ved depoterne. Jeg kom dog forbi, og lidt ned ad bjerget inden jeg lige slog en streg, og tog en bolle i munden og begyndte nedkørslen. Glandon tog 1.29 og 229 watt i snit.


For hulen en fed nedkørsel! Jeg er ikke helt med på hvorfor folk snakker om at den er farlig, for den er ikke farligere end så mange andre nedkørsler. Super fede sving, og ja man skulle bremse godt ned inden man kørte ind i dem. Jeg formåede dog at få spist bollen undervejs, og det passede med midterstykket hvor man virkelig lå og svingede og følte vejen. Man må også give arrangørerne at de var gode til at have folk stående med gule flag ved de svære sving, så man vidste hvad der kom.

I bunden fik jeg taget vindvesten af og rullede ærmerne ned igen, og så var det ellers afsted. Jeg fik kørt op til en større gruppe hvor jeg lige fik spist lidt ekstra. Jeg kom også længere frem i feltet, og på et tidspunkt fik vi lukket hullet op til den næste gruppe. Her lå vi så et pænt stykke tid og kørte, jeg fik endda taget en føring undervejs. Der var kun nogle få der tog føringer, og da jeg lå i 3. position og ham foran mig viftede med armen da han skulle til at gå frem sagde jeg bare "No no no". Han valgte så at reagere kort tid efter med at angribe nede fra gruppen af for at komme op til den næste gruppe. Der gik jeg så med og kørte op på siden af ham og sagde at hvis han kunne lave sådan et move så kunne han også tage en føring. Han svarede et eller andet på grimt hollandsk/engelsk som jeg fattede hat af. Jeg endte med at køre op til gruppen foran os alene i et meget roligt tempo - der var åbenbart ikke nogen der ville tage initiativ til at holde mit hjul. I den større gruppe blev jeg trukket hele vejen ind til starten af Telegrafe.

Telegrafe
Pludselig var vi der, og jeg var ved at være tom i dunkene, men missede alligevel depotet i bunden. Jeg kunne dog se på min liste at der burde være et depot ekstra undervejs. Telegrafe var til at tale med, om end det var begyndt at blive varmt i solen. De havde heller ikke gjort det bedre ved at have et stykke på 5-6 km hvor vejen var revet op så man kørte på en rifflet vej. Jeg fandt dog hurtigt min rytme, og sparede meget på mit vand. Jeg fik overhalet en del, og lå konstant med en 5-10 ryttere som lå og overhalede hinanden på skift. Hver gang den fladede en anelse ud hentede jeg de andre fordi de ikke holdt deres modstand, og når den så blev stejl igen så kom de forbi mig igen.

Jeg begyndte så småt at se bunden af dunkene, og blev mere bekymret for at der ikke var noget depot undervejs. Jeg spejdede også efter nogle kildeudspring hvor man kunne få vand, men der var bare ikke noget at komme efter. Heldigvis dukkede der på et tidspunkt et depot op hvor de havde vand, og der stod jeg så lige af og fik tanket vand i dunkene og fyldt lidt ekstra energidrik i den ene. Jeg lavede selvfølgelig en fejl ved bare at stille mig i kø ved den første hane, specielt fordi der 5 meter længere henne var 6-8 ekstra haner hvor der slet ikke var kø ved. Det ved man så lige til næste gang.

Op på cyklen igen, og så køre det sidste stykke op til toppen. Jeg synes faktisk at det gik enormt langsomt med at komme opad, men det lykkedes dog efter 56,5 minut med 233 watt i snit. Mit pitstop tog i øvrigt næsten 5 minutter!


På toppen begyndte jeg bare nedkørslen med det samme. Da jeg ramte bunden huskede jeg på noget med en kilde man ikke bemærker, og da jeg kørte ind i byen fandt jeg den med det samme. Lige inden man begynder opkørslen til Galibier kommer den inde på højre hånd ved en café. Her fik jeg lige fyldt begge dunke igen, og så stod den ellers på skillepunktet: Galibier.

Galibier
På papiret er Galibier bare en modbydelig modstander. For det første skal man op i over 2600 meters højde, man skal køre opad i 18 km, og så stiger den modbydeligt meget de sidste 6-7 km. Bunden var relativt nem med procenter der var til at tage og føle på. Jeg fandt min rytme, og fik drukket en del da solen virkelig varmede igennem. Jeg kørte i øvrigt forbi en gut i fuld Molteni outfit, uldtrøje i øvrigt, og så med en orange Merckx stålcykel med Campagnolo og tåklips.

Efter nogle km fladede den ret meget ud, og så begyndte man ellers at køre op mod månelandskabet. Lad mig sige det med det samme - Galibier er omtrent lige så modbydelig som den er på papiret. Med 8-9 km til mål begyndte jeg at tælle ned, men er du gal det gik langsomt. Min siddebums var også begyndt at gøre pænt ondt, men jeg fik rejst mig i sadlen et par gange for lige at give lidt luft til bagdelen og underlivet generelt. Da vi kom over de 2000 meter var det som om min ydelse faldt, hvilket jeg havde forventet. Det var dog en underlig følelse for jeg følte egentlig ikke at jeg ydede mindre, men det var ret tydeligt at se på wattene der i snit faldt ca. 10%.

Stigningen blev bare ved og ved, og hårnålesving blev afløst af flere hårnålesving, og man kunne se utrolig langt op. At den så samtidig blev stejlere og stejlere gjorde det nok ikke bedre. Den sidste km var modbydelig, og der var flere steder hvor der stadig lå sne i siderne. Jeg var nærmest lykkelig da jeg nåede toppen, ikke mindst fordi jeg dermed vidste at jeg nok skulle klare det. Galibier var det punkt jeg frygtede mest ift. ruten, da jeg har læst mange historier om folk der er gået kolde her. Jeg så da også flere der var af for at gå, og mange der sad i vejkanten med tomme blikke i ansigterne. I øvrigt en lille ting jeg undrede mig over på vejen op var at der nogle km fra toppen var et sted hvor de solgte et eller andet lokalprodukt - jeg gætter på at det var ost. Jeg tvivler på at de havde mange cykelryttere der lige stoppede ind der for at shoppe 2-300 gram ost til resten af turen. Jeg følte et vis overskud da jeg nåede toppen, og var lettet over på dette tidspunkt ikke at have haft nogen kriser på noget tidspunkt. Omkring 1.28 for at nå toppen med 219 watt i snit.


Efter toppen var nået tog jeg en vindvest på, og begyndte nedkørslen. Efter et par sving havde vi endnu et depot, her fik jeg tanket vand, lidt ny energi, en lille tissetur og så eller køre nedad. Galibier nedkørslen er fantastisk. Dejlig lange passager hvor hjulene bare får lov til at rulle, og fede sving hvor man kan komme hurtigt igennem. Jeg blev overhalet af en gut der kom blæsende, men ellers følte jeg egentlig at jeg havde god fart på nedad. Da selve nedkørslen var overstået, fandt jeg ind i en god gruppe der tog et godt slæb undervejs. På kontrabakkerne inden Bourg skulle der lige klemmes lidt ekstra sammen for at hænge på, men det gik uden de store problemer.

Ligeledes var de frygtede tunneller slet ikke så slemme i år. De var alle oplyste, og dem der ikke var, var så korte at lyset udefra lyste tunnellen op. I en af de sidste tunnneller fik jeg et "wow" øjeblik da det var et langt højresving hvor man havde virkelig meget fart på, og det hele bare susede forbi. Virkelig vildt!

Inden Bourg havde vi det sidste depot. Her fik jeg smidt det overflødige fra lommerne, sikret mig at jeg havde vand og 2 gel'er med, den sidste tissetur, og så fangede jeg en gruppe der kunne trække mig ind til foden af Alpe D'Huez.

Alpe D'Huez
På det her tidspunkt var jeg som sagt sikker på at den nok skulle holde hele vejen. Varmen var virkelig begyndt at komme og med 35 i bunden var der rigeligt at kæmpe med for en gut som mig der ikke klarer sådan nogle ting super godt. Jeg holdt mine watt i bunden hvor den bare bliver ved med at være stejl. Man finder dog hurtigt ud af at svingene er ret flade i det, så der fik den lige et par gear ekstra, så presset blev holdt i pedalerne. Her var der virkelig mange der sad i vejkanten og havde det skidt. Ligeledes var det lidt irriterende rent mentalt at se alle de mange ryttere der kørte nedad og som var færdige, mens man selv have 10 km til toppen.

Efter de første 3-4 sving fladede den en smule ud, dvs. 7-8%, og jeg kunne køre en anelse højere kadance end tidligere. Jeg kørte nok på hvad jeg havde, men følte ikke at jeg gravede super dybt. Jeg lå og overhalede en del på vejen op, inklusiv nogle jeg kunne se var startet før mig.

Da jeg ramte de sidste sving begyndte jeg at køre lidt mere til, og jeg havde en Pas Normal rytter foran mig som hare. Ved opløbet fik jeg den op på stor klinge og sprintede så meget ruten tillod det, de sidste par sving gjorde det lidt svært, men jeg kunne krydse stregen efter at have kørt op ad Alpe D'Huez på 1.10.


Dermed kunne jeg stoppe tiden ved 7.54.51 og havde dermed nået mit mål for at have kørt den under 8 timer.


Selvom jeg var glad for at være kommet i mål, var det ikke lige fordi jeg var super lykkelig for atvære kommet i mål. Jeg tror det hænger sammen med at det hele blev kørt meget sikkert, så jeg ikke på noget tidspunkt var i krise. Jeg så en del af dem der kom i mål et par timer efter mig og der var det tydeligt at de var ekstremt lettede, højst sandsynlig fordi de undervejs har haft nogle problemer, og dermed er ekstra glade for at være kommet igennem. Det var hårdt, men ikke hårdere end at jeg følte jeg havde kontrol over det hele tiden, og stadig kunne nyde noget af ruten.

Under alle omstændigheder var det fedt at komme igennem uden maveproblemer eller andre problemer, specielt for en "tung" sprinter som mig selv. Det er trods alt ikke terræn for en gut som mig, altså udover de sidste 6-800 meter hvor den er til at tale med

Den totale tid hed 7.40 et eller andet, og det er jeg ganske tilfreds med. Kører jeg den igen er jeg sikker på at jeg kan køre den hurtigere. Lidt mere omtanke ved depoter, en tidligere start så man kan finde hurtigere grupper mellem bjergene, og lidt ekstra pres på stigningerne og så er den hjemme.

Efter løbet kørte jeg over til hotellet hvor jeg tog et bad, og kunne konstatere at min siddebums var på størrelse med en pinnochiokugle og helt mørkerød. Behøver jeg at sige at den gjorde utrolig naller!? Derefter tog jeg noget rent tøj på og gik tilbage til målområdet for at finde folk jeg kendte og heppe dem i mål. Jeg havde selv syntes at det var en lidt tom fornemmelse at komme i mål uden nogen at dele glæde med, så da min kærestes fætter fik kæmpet sig igennem i en tid under 10 timer, blev det med hep og hujen. Efterfølgende sagde han at han havde været rigtig glad for at jeg havde stået der.

Der var en del af dem jeg kendte dernede der kørte fantastiske tider, men der var også et par stykker som aldrig kom i mål. En af dem havde simpelthen haft det så skidt fra starten af at han måtte vende tilbage til deres bil for at få sovet lidt. Han havde kastet op undervejs og haft mavekramper.

Der er jeg jo typen der går med livrem og seler, og jeg er sikker på at min taktik med at vænne kroppen til at stå tidligere og tidligere op er med til at gøre at jeg føler mig frisk på selve dagen, kontra dem der ender med kun at få nogle få timers søvn. Holder man sin normale rutine med at sove 7-8 timer og stå op klokken 7, og så pludselig står op klokken 5 i stedet for, så man kun har fået 5-6 timer så er kroppen bare, for nogen, ikke helt klar til at blive presset på den måde.

Anyhow, planen er umiddelbart stadig at køre løbet næste år, men det afhænger af så meget. Et af kardinalpunkterne er at jeg skal i en tidligere startgruppe, og se om det kan give et bedre udgangspunkt.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.

Den hurtige: Gennemført uden problemer(tak til dem der krydsede hvad der kunne krydses), og en tid på ca. 7.40. Så målet om at komme under de 8 timer blev nået.