Dagen startede med en gang varmetræning. Det blev til en time og 9 minutter med 45 minutter i varmezone 3. Træningen her det der fik mig op på 100 i heat strain score, og de næste to varmetræninger på torsdag og på søndag handler om at holde den deroppe. 

Hvis du har mulighed for at gense Paris Roubaix, så kan det anbefales at starte der hvor Pogacar får sin defekt. Derfra er det lige omkring 2,5 times ren rå race som vi desværre ser alt for sjældent i øjeblikket.  Godt nok ender WVA og Pogacar at køre solo den sidste time, men med en jagtende MvdP lige bagved der kom tættere og tættere på, og en Pogacar der trykkede til på en del af brostensstykkerne, så blev det på ingen måde forudsigeligt. 

Fik for mange år siden skønnet mit DNA hos MyHeritage, hvor der var en procentdel af en spøjs outlier i Mongoliet(!). De skærper åbenbart hele tiden deres beregninger, så de få eksotiske procenter er nu helt væk, og man må sige, at jeg er solidt funderet i den danske muld med nogle få afstikkere til nabolandene. Så afgjort mere en hjemmefødning end en verdensmand 

Selv om jeg stort set ikke ser cykling på tv længere, noterede jeg mig dog med tilfredshed, at Wout van Aert vandt Paris-Roubaix. Det var jo herligt og et godt bevis på, at cykelsporten engang imellem stadig har et es i ærmet, der giver oprejsning til lige præcis den rytter, der fortjener det mest. Hvor var det bare fedt, at han kan skrive den på CV'et.  

Tak, jeg er så optimistisk at tro, at det går fremad, selv om det tager forbløffende lang tid. Har stadig lidt sløjhed i kroppen, men har været ude at jogge lidt i går aftes og her til morgen. Jeg tror, at jeg er lige dér, hvor jeg kan ryste snotten og bøvlet i luftvejene væk ved at begynde at bevæge mig. Så jeg har fulgt mit eget credo om, at det er OK at genoptage motionen, når man har lyst til det, og løbeskoene trækker mere end sofaen og slumretæppet  Den værste 'følgeskade' lige nu er, at mine næsefløje er sindssygt ømme af at have pudset næse så intenst i over en uge. Til gengæld har jeg slet ikke i perioden mistet min hang til kaffe. Kaffetrangen plejer ellers at forsvinde som dug for solen, når jeg er sløj. Men ikke denne gang. Vægten er heller ikke stukket af, så jeg bliver mere og mere overbevist af teorien om, at kroppen tilstræber en eller anden naturlig ligevægt, hvad end man byder den. Jeg har tidligere prøvet at mase min vægt på knap 79 kg ned med diverse midler, uden at det er lykkedes. Og når jeg ser på de seneste to måneder har jeg i perioder trænet ganske meget og senest i nu over en uge absolut ingenting. Jeg har i perioder skruet kraftigt ned for kager, sodavand og søde sager og i andre perioder bare givet los. Det har heller ikke givet de store udsving. Tidligere synes jeg, at jeg har kunne påvirke vægten mere, men de seneste par måneder ligger den klippefast på trods af udsving i motions- og madvaner. Det kunne i hvert fald underbygge teorien om, at kroppen selv sørger for at holde balancen. Og da de knap 79 kg ser helt okay ud i spejlet, har jeg egentlig ikke tænkt mig at gøre mere ved det.