Ovennævnte overvejelser har i øvrigt resulteret i, at jeg er begyndt at lægge nogle mere konkrete planer for at 'tage fortællingen tilbage'. Jeg tror, det involverer en opprioritering af cyklingen, for det er en nogenlunde skudsikker og flimmerfri træningsform for mig lige for tiden. Mere derom senere.

Nogle gange rammer en bog lige ned midt i en personlig problemstilling. Det gælder fx denne af en fransk filosof, der har en fortid som cykelrytter(!). De sidste to-tre år har jeg jo slingret mere end almindeligt mht. træning og motion på grund af alle mulige og umulige skavanker. Det har givet anledning til både irritation og tristesse, da jeg altid har holdt af at lave langsigtet planlægning, hvad enten det har været motionscykelløb, en tur til bjergene eller lignende. Tidligere måtte kroppen bare følge med på bedste beskub, men nu har den taget hovedrollen og dikterer slagets gang. Det giver bump på vejen og betyder, at 'man mister retten til sin egen fortælling'. Med andre ord får ens selvforståelse et knæk. Olivier Haralambon er omkring de 52 år, da han styrter på en cykeltur og får et voldsomt lårbensbrud. Han oplever fra den ene dag til den anden, at kroppen overtager den altdominerende hovedrolle, og han filosoferer i sit lange essay/sin korte bog over, hvad det betyder, og hvordan man atter finder fodfæste.  Forløbet minder i virkeligheden meget om at blive lidt ældre og få vendt tingene på hovedet på grund af sygdom og skavanker. Det sker blot ikke så dramatisk, men snarere i slowmotion. Her sakset fra min egen Facebook-væg. -------------------------------------------------- EN MANDS KROP (på dansk 2026) - En beretning om at styrte ung og rejse sig gammel lyder undertitlen på En mands krop af Olivier Haralambon, fransk forfatter og filosof med en fortid som (vistnok professionel) cykelrytter. Se, det er ikke nogen helt almindelig kombination, og det er da heller ikke en helt almindelig bog, han har skrevet.   For det første er den måske snarere et langt essay end en kort bog med sine kun knap 140 sider. For det andet kommer den på trods af sin lidenhed vidt omkring, selv om den tager afsæt i en hændelse, der gjorde Haralambon aldeles ude af stand til at bevæge sig.   Forfatteren er 59 år i dag, men da han var omkring de 52, blev han inviteret med på en hyggetur på cyklen af Romain Bardet, en yngre cykelrytter. Han sagde ja tak, for han opfattede sig selv som en ganske fit seniormotionist, og Bardet var fransk mester, så det ...   Det går hverken værre eller bedre, end at Haralambon styrter i et sving og får et endog meget kompliceret lårbensbrud. Det resulterer ikke alene i operationer og i et uendelig langt genoptræningsforløb, men også i en personlig krise og tristesse, for han mister en stor bid af sin selvforståelse og retten til sin egen fortælling.   Hvor kroppen tidligere måtte lystre med den største selvfølgelighed, bliver alting vendt 180 grader, så det nu er den værkbrudne krop, der svinger taktstokken. Ungdommeligheden bliver med ét visket bort, og det slår mig, hvor meget det ligner den ældre krop, der langsomt tager hovedrollen med den ene skavank efter den anden.   Det er som Haralambons styrt, blot i langsom gengivelse.   Og så er det jo skønt, når en mand med ordet i sin magt folder hele sit tankemylder ud om, hvordan der blev vendt op og ned på tingene, selv om det for ham ikke drejer sig om den langsomme 'forgamling', men om en hændelse, der tog en brøkdel af et sekund.

Det har ikke udelukkende været irriterende at have to omgange virus lige efter hinanden, det har også dannet afsæt for et lille eksperiment med min atrieflimren. Som skrevet ovenfor, så kom jeg helt ud af vanen med at røre mig under den første runde, og så meldte flimmeren sig da ellers, skal jeg love for. Som jeg også skrev, holdt jeg imidlertid skruen i vandet, da anden runde virus kom, og nu kan jeg gøre regnebrættet op. Jeg har været så godt som flimmerfri under den anden runde. Det kan være et tilfælde - man kan have varme og kolde perioder - men jeg tolker det forsigtigt optimistisk derhen, at jeg stadig kan holde det stangen ved at prioritere motionen. Jeg har stort set fået pulsen op hver dag, som regel i form af en løbetur, men også nogle cykelture på sommerhusraceren, når vi har været på landet. At jeg samtidig har fået bugseret vægten et par kilo ned ved at afstå fra sodavand og skære ned på chips og kager er jo bare en ekstra bonus. Nu er jeg nede omkring de 77 kg igen, så man kan åbenbart alligevel rykke lidt ved at ændre vanerne. Men lad os nu se. Den hopper måske lidt op igen.

Bliver grøn af misundelse over dine gode løbeform, mens min egen ditto falder ned mellem gulvbrædderne. Nå, det kommer nok til at gå fremad igen.

En forsigtig sammentælling, baseret på log data, og whatsapp dialog med venner og bekendte, så ligner det at jeg har været syg 9 gange, siden Januar 2025. 9 gange på 16 måneder virker "lidt" over the top. Man vil jo gerne have at der er en forklaring man kan gøre noget ved. Men du har ret i at rigtige imun sygdomme jo ikke er noget man skal ønske sig.