Hvad er det egentlig for et hjørne af Herning, du bor i? Den nyere by? Den gamle del? Måske har du skrevet det, men så har jeg glemt det  Det er hundrede år siden, jeg har været i byen, så det siger mig måske ikke så meget, men det er meget sjovt at høre om byen set med nutidige øjne.

Well fatter ikke som tiden flyver. Hele fjorten dage siden sidste update. Mest træning i weekender og stadig lidt en god blanding af styrke, bodybalance, løb + gang på bånd. Jeg har også fået testet pool plus lækkert spa sauna område i DGI huset. Heldigvis også noget hverdags træning men skal absolut til at være mere af det. I fredags joggede jeg ud til Gødstrup fra morgenstunden = 6 km med rygsæk og absolut en god måde at udnytte transporten til træning. To dage forinden gik jeg hjem fra arbejde, da jeg lige præcist missede toget halvsent på dagen. Lidt for lange arbejdsdage og tidlige morgener = var faktisk ikke meningen med at flytte herud. Well men så har jeg i hvert fald prøvet det og kan se, at jeg trods en rimelig stor arbejdskapacitet, absolut trænger til en hverdag, hvor jeg kan sove måske helt ind til kl 6 og komme i rimelig tid i seng og gerne forudgået af noget sen eftermiddagstræning + sund aftensmad.  Træningsmæssigt har jeg fået coach Peter med på ideen om måske at have antydning af noget "Dead Butt" syndrom og dermed license til at få gjort en masse hoftestyrke øvelser.  Seneste vægt 49.9 kg søndag = i underkanten men har så også spist en del chokolade og slik siden.  Underholdning stadig Heated Rivalry, som har vist sig at være terapeutisk for folk med PTSD og ja når først du ser mønstret, så er det den samme problemstilling, som hovedpersonerne bliver kastet ud i x mange og som de så til sidst finder ud af = vidunderligt forløsende og helende. Hver gang at Ilia er på vej tilbage til Rusland, eller er i Rusland, så er han distanceret og fjern + afviser Shane. Hver gang at Shane føler sig såret og usikker, så er han vred og angriber og det indtil, at han tilsidst - på egen banehalvdel og uden at angribe - kan beskrive hvad han føler og invitere Ilia med i sommerhus og det i stedet for at tage til Rusland "Will you come to my cottage this summer? Don't go to russia..". Hvor sommerhuset og tiden der også bliver et next level øjeblik og cementerer deres relation = ikke noget som skal begraves.  Når jeg på et tidspunkt ikke kan se den serie mere, så er jeg forhåbentligt færdig med fjernsyn, da alt andet bare ikke har den samme dybde eller kvalitet.  Nå min vaskemaskine kan ankomme hvert øjeblik det skal være = sidste punkt i forhold til for alvor at føle mig hjemme i mit lille hjem. Vores fælles vaskeri er sådan set ok men tørretumblerfiltrene ret ulækre og ikke til at få rene + at jeg så en med en hund en dag i ejendommen (egentlig forbudt). Men duer ikke rigtig til mig og min allergi. Men igen bare det, at det ikke er muligt at reservere vasketid og at jeg ikke lige kan sætte en vask over inde i mit lejlighed i nattøj, eller bare tage til træning og tømme når jeg kommer tilbage. Jeg er somehow bare blevet for gammel til de vilkår.  Ellers kaffe dag 22, slik dag 0, chokolade dag1, alkohol dag 46. Stay strong derude  

Jeg er tilbage fra det jyske. Store ædegilder og hvidt brød i rå mængder, og vægten viser 96,5 kg. Jeg har på den ene side ikke taget SÅ meget på, men omvendt lå vægten jo også alt for højt i forvejen. De meget få pip fra højre akillessene mærker jeg intet til. Den venstre er øm når jeg trykker på den, men jeg mærker den ikke ellers. Mine fødder kan godt lide ferien - de gør stadig ondt, men jeg kan efterhånden kamuflere det, så det ikke kan ses når jeg går. At få vægten ned har prio 1 og min erfaring er, at det fungerer klart bedst uden motion, der gør mig sulten. Så jeg bliver ved at holde lav profil. Kun akillessene-øvelser med venstre ben - så får højre fod, der er klart mest medtaget, også ekstra pause. Jeg har også ferie i denne uge, så passivitet er stadig muligt. Vejret indbyder heller ikke til at køre ture.   

Ovennævnte overvejelser har i øvrigt resulteret i, at jeg er begyndt at lægge nogle mere konkrete planer for at 'tage fortællingen tilbage'. Jeg tror, det involverer en opprioritering af cyklingen, for det er en nogenlunde skudsikker og flimmerfri træningsform for mig lige for tiden. Mere derom senere.

Nogle gange rammer en bog lige ned midt i en personlig problemstilling. Det gælder fx denne af en fransk filosof, der har en fortid som cykelrytter(!). De sidste to-tre år har jeg jo slingret mere end almindeligt mht. træning og motion på grund af alle mulige og umulige skavanker. Det har givet anledning til både irritation og tristesse, da jeg altid har holdt af at lave langsigtet planlægning, hvad enten det har været motionscykelløb, en tur til bjergene eller lignende. Tidligere måtte kroppen bare følge med på bedste beskub, men nu har den taget hovedrollen og dikterer slagets gang. Det giver bump på vejen og betyder, at 'man mister retten til sin egen fortælling'. Med andre ord får ens selvforståelse et knæk. Olivier Haralambon er omkring de 52 år, da han styrter på en cykeltur og får et voldsomt lårbensbrud. Han oplever fra den ene dag til den anden, at kroppen overtager den altdominerende hovedrolle, og han filosoferer i sit lange essay/sin korte bog over, hvad det betyder, og hvordan man atter finder fodfæste.  Forløbet minder i virkeligheden meget om at blive lidt ældre og få vendt tingene på hovedet på grund af sygdom og skavanker. Det sker blot ikke så dramatisk, men snarere i slowmotion. Her sakset fra min egen Facebook-væg. -------------------------------------------------- EN MANDS KROP (på dansk 2026) - En beretning om at styrte ung og rejse sig gammel lyder undertitlen på En mands krop af Olivier Haralambon, fransk forfatter og filosof med en fortid som (vistnok professionel) cykelrytter. Se, det er ikke nogen helt almindelig kombination, og det er da heller ikke en helt almindelig bog, han har skrevet.   For det første er den måske snarere et langt essay end en kort bog med sine kun knap 140 sider. For det andet kommer den på trods af sin lidenhed vidt omkring, selv om den tager afsæt i en hændelse, der gjorde Haralambon aldeles ude af stand til at bevæge sig.   Forfatteren er 59 år i dag, men da han var omkring de 52, blev han inviteret med på en hyggetur på cyklen af Romain Bardet, en yngre cykelrytter. Han sagde ja tak, for han opfattede sig selv som en ganske fit seniormotionist, og Bardet var fransk mester, så det ...   Det går hverken værre eller bedre, end at Haralambon styrter i et sving og får et endog meget kompliceret lårbensbrud. Det resulterer ikke alene i operationer og i et uendelig langt genoptræningsforløb, men også i en personlig krise og tristesse, for han mister en stor bid af sin selvforståelse og retten til sin egen fortælling.   Hvor kroppen tidligere måtte lystre med den største selvfølgelighed, bliver alting vendt 180 grader, så det nu er den værkbrudne krop, der svinger taktstokken. Ungdommeligheden bliver med ét visket bort, og det slår mig, hvor meget det ligner den ældre krop, der langsomt tager hovedrollen med den ene skavank efter den anden.   Det er som Haralambons styrt, blot i langsom gengivelse.   Og så er det jo skønt, når en mand med ordet i sin magt folder hele sit tankemylder ud om, hvordan der blev vendt op og ned på tingene, selv om det for ham ikke drejer sig om den langsomme 'forgamling', men om en hændelse, der tog en brøkdel af et sekund.