(Btw, alt det her, er egentlig principperne i både Steven Covey´s bog, the 7 habits, og det er langt hen af vejen også principperne i "the leader with no titel" af Robin Sharma. Der er intet af det de beskriver, der er sort magi, eller originale tanker. Men måden at formidle det på, så det ræsonerer, er måske "original"

Det er ikke forkert. Og suverænt set, så bestemmer vi jo selv, hvordan vi vil disponere over vores tid, kræfter og velbefindende. Nogle lever et helt liv, ved en produktionslinje, og trives glimrende med det. Måske de bruger den mentale frihed det giver, til at dyrke nogle andre facetter af livet. Det er hverken bedre eller dårligere end så mange andre valg. Men i sidste ende, er vi langt hen af vejen selv herrer over om vi ser en udfordring, som en mulighed for at lære, lege og udvidde, eller som en fjende. Hvis ens automatreaktion er "trussel", så er chancen for at det udspiller sig som en trussel, relativt stort. Hvis man formår at tilgå det nysgerrigt, og som en mulighed for at lære, så bliver det også det du udstråler.  Min pointe er ikke at det er let. Men min pointe er at det er en beslutning. Man kan ikke stå midt i mellem, og sige "jeg vil både til højre og til venstre". Så kører man galt. Og man kan heller ikke selv frit bestemme spillepladen. Så man må acceptere at der er en orm i æblet ind i mellem, hvis man vil have æbler. Hvis det var nemt, så dødløftede alle 200kg. 

Jeg er helt enig i betragtningen.  Der er bare forskel på teori og praksis. Hvis det var så nemt at ændre mindset, så havde vi ikke brug for psykologer og selvhjælpsbøger. Så var det bare at en person sagde til en "Jo, men det du frygter, er ikke farligt, så det er bare at lave om på det" - hvad end det så handlede om depression, overspisning, overtænkning, højdeskræk eller klaustrofobi. Et helt konkret eksempel - jeg ved godt at jeg tænker for meget over ting jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg ved også godt at jeg ikke skal gøre det. Jeg har bare ikke fundet den metode, endnu, hvor jeg rent faktisk kan udføre det i praksis. Jeg bliver ved med at øve mig på det, og finde nye metoder, komme tættere på målet.  Så enig i at vi skal blive ved med at afsøge vores grænser, og også i visse grader overstige dem for at rykke os videre som mennesker. Men de færreste dødløfter 200 kg fra start af. 

Men det er en af de fede ting ved at være menneske og ikke en hund eller en elefant.   Vi ligger planer for egen læring og udvikling. Vi overdrager viden og erfaring fra generation til generation. (Vi kan ihverfald….)   Nogle gange er det ski hop princippet der skal i spil. Hvis du skal gennemføre hoppet skal du læne dig frem i udfordringen. Gør du det modsatte, fejler du. Måske er det ofte de ting vi frygter, vi skal gøre når lejligheden byder sig (hvis det ikke er farligt, eller skader andre). Det rykker komfortzone og dermed den menneskelige kapacitet    og det er i øvrigt når man viser det overskud andre ikke kan finde, at mulighederne for alvor åbner sig 

Det har du ret i. Man kan ændre på langt det meste, men det er ikke det samme som at det er nemt at gøre. Jeg kan sagtens se det rationelle argument, men sindet er sjældent rationelt. Eller sagt på en anden måde - der er ikke noget farligt i at stå på toppen af en skyskraber, alligevel er der mange der aldrig kommer derop.  Personlig udvikling noget der sker gradvist, og som du også selv siger, så kommer vi alle med forskellige styrker og svagheder. Ser jeg tilbage kan jeg også se at jeg agerer markant anderledes nu end jeg havde gjort for bare få år siden.