Holy crap! 

Jeg kan opmuntre dig med at jeg vidst er på dag 21 med symptomer der kommer og går........ Sorry

Velkommen i klubben. Har været sløj i over en uge, og lortet vil ikke gå væk. Ubeskriveligt frustrerende.

Nå, men det gik jo bare overhovedet ikke fremad, for jeg har været syg lige siden sidste mandag, og det er sgu alligevel et stykke tid siden, sådan en virus har bidt sig fast så længe. Men den har godt nok også været styg med ondt i halsen først, så feber, snot og hovedpine - das volle Programm! Og jeg er ikke engang 100 procent ovenpå endnu. Vi plejer ellers at have en glimrende arbejdsdeling her på matriklen, når sygdom og sløjhed rammer: jeg tager lige en dag eller to med ubetydelig slinger i valsen, mens min bedre halvdel tager hele ugen. Denne her gang har det været omvendt, og jeg har i dén grad taget en for holdet. Efter talrige pasninger af familiens mindste, har min kone muligvis opbygget større resistens over for de forbandede vuggestuevira, end jeg har. Det er i hvert fald teorien. Så ingen træning overhovedet at berette om siden sidste mandag, og jeg ved sgu heller ikke, om jeg kommer af sted på en løbetur i dag. Det var egentlig planen, men jeg ved ikke rigtig ... nu må vi se. Den seneste uge har i hvert fald handlet mere om ren overlevelse end motion. Kan dog klare mig hele uden panodiler, strepsiler og næsedråber nu, så det går trods alt den rigtige vej, men det har godt nok været en hårdnakket omgang 

Lørdag - små 3 timer udendørs. Lidt sløje stænger i starten, men undervejs kom der hul igennem. I alt 2 timer og 55 minutter, 89,7 km, 210 watt i snit.  Søndag - startede med en gang varmetræning på lige over en time, der fik min score til at ramme 99. Lidt senere på dagen blev det til en omgang styrketræning, og ellers bare se Paris-Roubaix.  Og det var måske det bedste cykelløb jeg har set længe. Masser af spænding. Defekter til alle de store favoritter på mere eller mindre heldige tidspunkter, ingen der kom alvorligt til skade, ryttere der kom tilbage, og så spændingen i om Wout van Aert endelig kunne gøre det.  Også en utrolig smuk sejr. Synes meget få har talt om hvor besat han virkede da han åbnede spurten. Det var ren rå følelse der blev presset ud i pedalerne, for denne gang skulle den ikke glippe. Forløsningen var da også total for alle med et hjerte i cykelsporten.  Samtidig var det tydeligt at Mads P var frustreret over løbet, eller måske i virkeligheden mere forberedelserne. Med solide placeringer i både San Remo og Flandern, var der nok mange der sad med en forventning om at han kunne mere til Roubaix. Det var bare ikke tilfældet i går. Jeg enten så eller læste et sted at det nok også har været en bitter sæson - for i år havde Mads minimale udfordringer i Roubaix, og ham han normalt ville kunne baske, endte med at vinde. En helt frisk Mads havde nok taget den i år, men det er også nemt at sige.  Under alle omstændigheder blev brostenskampagnen afsluttet med en episk udgave, 50 år efter Jørgen Leth's "En forårsdag i helvede" blev udsendt.