Jeg havde egentlig lovet SALT, at jeg ville involvere omverdenen i den spændende mandsperson, der er Rasmus G. Det umiddelbare problem er, at der ikke sker så meget i mit liv i øjeblikket. Jeg siger ikke, at det er gået i stå, der er bare encellede organismer i Marianergraven, der oplever mere, end jeg. Fornylig arriverede jeg i vanlig forsinket stil til en fest, som var domineret af fruentimmere, som holdte en gennemsnitsalder et par hakker over min egen. Jeg er som regel ikke intimideret af ældre, mere erfarne og gammelkloge kvinder, jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal snakke med dem om. Det er ligesom at den MOL-baserede internetjargon, der beror på klassiske scorereplikker som 'bitch', 'ka' du li' båådybuildere', 'sagtens' og 'ethundredeprocent' ikke bryder muren ned til Eurowoman-/JeggadgodtscoreLOChanerenrigtigmand-/Fikmigligeenmellemmadpådyrehaven-/Jegkangodtnøjesmedenenkeltflaskecavatildennefest-segmentet. I køkkenet forsøgte jeg at overbevise et par piger om, at min far er den jyske George Clooney. Det var selvfølgelig med en slet skjult agenda om, at undertegnede selv udvikler en uimodståelig sølvmanke og bliver en ægte poon slayer i den lokale Nespresso-butik. Det var omkring den tid, jeg opdagede, at de havde en plakat af Mads Langer hængende på væggen. Hvad fanden sker der?. Jeg så det som mit snit til at smutte på Brassmonkey. Brassmonkey var fedt. Jeg slugte et kranie fyldt med væske, og det næste jeg kan huske er, at en medarbejder på McD blev sur på mig, da bunden faldt ud af min cola og spredte den brune suppe over hele det gulv, hun netop havde vasket. Undskyld.