Kermit

Jeg skal smide noget spæk, men benene ser nu ganske habile ud.

Hele tråden her handler jo netop om hvor svært det er for udholdelhedsatleter at tabe sig selvom de ligger i kcal underskud. Derfor giver det Spøer skriver egentlig fin mening, hvis de kvindelige svømmere har sværere ved at tabe sig da de har større fokus på deres krop(og dermed sikkert også er mere opmærksomme på at ligge i kcal underskud).

Er du klar over hvor mange kalorier man forbrænder når man danser med Spøer på nakken?

… og en Schrøder fra fortiden
Fandt et billede fra mit første år som juniorrytter. Jeg havde købt en brugt en brugt rød/hvid Schrøder, og den kom til at danne overgangen fra at køre på "sportscykler" til at få en fuldblods racer med Campagnolo og den ganzen molevitten. på en måde et afgørende vendepunkt, og det er nok også derfor, at den kommende rød/hvide stålged sætter nogle følelser i gang.
Senere fik jeg en matsort Schrøder, men den første var vigtig som overgangsfigur til et "rigtigt" liv som cykelrytter.
Billedet stammer fra en træningslejr i marts måned, hvor vi kørte et træningsløb. Det er mig med den kække attitude længst til højre. Til ventre er det min daværende cykelbuddy Kaj, som også kørte Schrøder. Og i midten Bent fra Rødekro CC iført en knviskarp tophue (det var nede omkring frysepunktet den dag).
Bemærk de virkeligt klædelige hjelme, man kørte med dengang. De tog ikke meget af for stødene, men de var lovpligtige, når man kørte ræs. Bremsegrebene på min daværende Schrøder var boret godt igennem, og det var flere af komponenterne også. Sådan sparede man vægt i tiden før kulfiber.
Tøjet og træningsdragterne var godt nok også primitive i forhold standarden i dag, men der var hverken penge, teknologi eller forhandlere af andet og mere. Det var rimeligt basic, og det gik da alligevel godt over stepperne.

Jeg skal lige have fat i min far og finde ud af hvad det helt reelt hedder, og så er det måske en meget god idé at få det tjekket hos en læge.

Winners never quit, quitters never win.

Du er ikke den første og næppe den sidste til at oprette et indlæg som dette.
Svaret er desværre ret kontant, og kan ofte lyde lettere arrogant. Men det korte svar er ikke desto mindre at du spiser for meget. Hvis vægten ikke falder, træner du enten for lidt, eller spiser for meget, og det ser ud til din træning umiddelbart er på plads.
Ofte undervurdere folk hvor meget de spiser i løbet af en dag. Speciel de små snacks har det med at blive "glemt". jeg siger ikke dine informationer er ukorrekte, men prøv en dag at gå 100% præcist igennem hvad du indtager (også kalorier i væskeform).
Men et forslag til ændring af din kostplan vil være at droppe pastaen. Selv om det er fuldkorn, er energimængden ret stor pr. 100g. Kartofler indeholder ca. 82 kcal pr. 100g, og pasta ligger omkring 382 pr. 100g.
Drop saft under træning. Med mindre det er sukkerfrit indeholder saft gerne 40-50kcal pr. 100ml. Så længe du ikke løber 10km+, har kroppen slet ikke brug for den mængde kulhydrat mange tror.
Pas på med snacksene. Selv om det er en "håndfuld" passere slik gerne de 500kcal pr. 100g. Selvfølgelig skal du give dig selv lov til noget "godt", men være OBS på det....
PS: Fint nok du indtager en proteinshake efter træning, men den er næppe nødvendig. Du bør dog aldrig bruge den som en måltidserstatning som foreslået.

Det er rigtigt - Men så skal den også være let? Dvs 20-25kg....
Du er bare lidt tung i røven, intet nyt under solen der

En smule stolt
http://www.youtube.com/watch?v=Mp7Y6lxifkU

Sgu nogle i orden beretninger du får skrevet herinde om dine cykeleskapader Og Hallandsåsen skulle eftersigende være et fantastisk sted at træne, så det er sgu et godt udgangspunkt for dine bjergegenskaber.

Sgu nogle i orden beretninger du får skrevet herinde om dine cykeleskapader Og Hallandsåsen skulle eftersigende være et fantastisk sted at træne, så det er sgu et godt udgangspunkt for dine bjergegenskaber.

Sgu nogle i orden beretninger du får skrevet herinde om dine cykeleskapader Og Hallandsåsen skulle eftersigende være et fantastisk sted at træne, så det er sgu et godt udgangspunkt for dine bjergegenskaber.

Sgu nogle i orden beretninger du får skrevet herinde om dine cykeleskapader Og Hallandsåsen skulle eftersigende være et fantastisk sted at træne, så det er sgu et godt udgangspunkt for dine bjergegenskaber.

Hijacker lige igen. Det eneste jeg ville gøre var at sætte bagskifteren ud på mindste klinge bagpå og foran - på den måde er kablerne slappe og står ikke og spænder unødvendigt. Og så bør du selvfølgelig lige vaske cyklen så den er helt klar til når du skal bruge den igen

I dag tror jeg på mirakler. Contador må have spist bøf i går efter den nedtur, og SBS går i angreb allerede på Telegraphe. Favoritterne sidder alene ved foden af Galibier, og så rykker Alberto som en maniac. Når foden af Alpe D'huez med 2 minutter til de andre, og udvider sit forspring til 4 minutter på toppen. Favoritterne anført af Evans der lider forfærdeligt henter dog lidt, og taber kun 3.30 til Contador, der dog snupper den i morgen på enkeltstarten.
PLease!? :please: :please:

Squirt Dry Lube er den samme jeg bruger, og er faktisk en voksbaseret olie. Dvs. den mere eller mindre ikke sviner eller tiltrækker støv på samme måde som en traditionel olie. Det gør den også ret nem at fjerne igen.
Jeg brugte en citrus degreaser, men synes den stank alt for meget. Så jeg hoppede over på Finish Lines almindelige degreaser som virker lige så godt, og er lige så miljøvenlig.
Det er bare at komme igang med at vaske cyklen. Man kan sådan set ikke gøre noget forkert, så længe man ikke bruger en højtryksrenser
Til at gøre min cykel ren bruger jeg:
En spand
En vaskeklud
En stivhåret børste
En "blød" børste
Et bæger
En pensel
Først fylder jeg vand i spanden sammen med almindelig opvaskemiddel. Her bruger jeg så vaskekluden til at sæbe stellet ind, samt styr, frempind, bremser etc. Lader kluden opsuge vandet i spandet og så "klemme" det ud over cyklen.
Den stive børste bruger jeg så til at rense kassette og kæde - stadig bare med vand og sæbe. Den bløde børste bruger jeg til hjulene. En smal børste er genial for den kan komme ind mellem egerne og rense navet på hjulet.
Hvis kæden er beskidt hælder jeg noget degreaser op i et bæger, og bruger så en pensel til at rense kæde og kassette. Derudover giver jeg i samme moment bremsekløerne lidt(der kan godt sidde lidt grus fast nogle gange), samt for og bagskifter. Skyller efter med vand og så er den fjong.
Dagen efter smører jeg så kæden op gerne fra morgenstunden af så det kan sætte sig lidt.

La Marfloppe®
Inspireret af de mange beretninger fra vores hjemvendte har jeg gået og tænkt lidt over, hvad filen jeg egentlig gjorde galt, da jeg selv prøvede kræfter med rundturen dernede i de franske alper. Og failede - big time. Men jeg kan sgutte sætte fingeren på, hvad der præcist gik galt. For egentlig gjorde jeg alting rigtigt, men blev alligevel fældet halvvejs.
Det var 2009, og jeg havde været tilbage ved cykeltræningen i tre år. Havde to styks Sjælland Rundt på 9 timer bag mig og en coast to coast tur i september 2008. Det gik ganske godt til fællestræningen, og til diverse motionsløb i foråret 2009 fik jeg nogle fornuftige placeringer og skød en god fart.
Grejsdalsløbet gav mig godt nok et forvarsel om, at mit gamle problem med kramper langt fra var overstået, for jeg måtte gå i depot ved 170 km og massere ben i stor stil. Men det fik mig til at undersøge emnet dybere, og jeg begyndte at drikke rigeligt og supplere med salt- og magnesiumtabletter.
Tog med Velo Tours til Hallandsåsen medio juni og var rigtig godt kørende op ad de små stejle sataner, man finder derovre. Også de stejleste af dem, som vitterligt går lige op i himlen. Det hele endda med godt overskud, så jeg var forsigtig optimist, da jeg stod i Roskilde og læssede cyklen på anhængeren hos Velo Tours sammen med en flok andre cykeltosser.
Rejste derned sammen med min gamle roommate fra C-to-C turen i september 08. Vi skulle også dele værelse dernede, og alt gik efter planen. Vi blev indkvarteret og tog - traditionen tro - allerede på førstedagen en tur ned i dalen, ud på lidt af ruten og tilbage op ad Alpe d'Huez.
Den var godt nok stejl i starten, men jeg fik skudt mig ind på, at jeg bare skulle pulsen under 140-142 slag i minuttet, så ville jeg være nogenlunde i det grønne område. Vi køret vel op på en lille times tid uden at komme i de store kriser undervejs. Og så var der egentlig bare en dag til hygge og carb-loading, før det gik løs lørdag morgen.
Vi havde den traditionelle iskolde nedkørsel, og så gik starten. God trafik hele vejen hen mod Col de Glandon og ret meget trafik opad bjergsiden, blandt andet en ambulance med udrykning, der skulle nedad! Total kaos på toppen, hvor der var kamp om vandet. Det var dog på en eller anden måde også en fantastisk oplevelse med fransk panik på alle poster.
Opkørslen var da hård, men kontrolleret for mit vedkommende. Så vidt jeg husker, var på toppen på lige under to timer. Og så havde jeg den mest vidunderlige, glidende nedkørsel. Turen fra forrige efterår sad åbenbart stadig i kroppen, for det var super fedt at køre nedad. Og på det lange flade transportstykke fandt eg et godt "tog" med højt tempo.
Lige fra starten havde jeg spist godt med energibarer og drukket rigeligt med væske. Jeg tog nogle depotstop og fyldte ekstra salt på maskinen. Med andre ord: Jeg gjorde alting rigtigt. Så da vi holdt i St.-Jean-de-Maurienne (hedder den vist), var jeg stadig ved godt mod. Men på vej opad Telegraphe gik det alligevel helt galt.
Jeg kunne mærke det et stykke tid, før det kom. Og pludselig sagde det bang! Jeg havde to stenhårde telefonpæle i stedet for ben. De var fuldstændig låst fast, så jeg kunne få fødderne vristet fri. Jeg kørte ud i siden af vejen og kunne lægge mig ned i græsskråningen på siden, stadig med fødderne i pedalerne. Det må have været et ømt syn.
Efter utallige strækøvelser og forsøg på at komme videre, måtte jeg opgive og modløst trille ned i St-Jean-de-Maurienne igen. En taxa kunne man ikke få fat på, så jeg måtte vente på fejekosten og køre med alle quitterne tilbage til alpen (vi boede oppe på toppen). Det var en hårrejsende oplevelse at køre opad, blandt trætte cyklister, men op kom vi da.
Det hele var så lidt sjovt, som det overhovedet kunne blive. Næsten alle andre i vores selskab havde gennemført, og så sidder man der ved maden og den kolde øl om aftenen og har ikke rigtig fortjent det. Og man kan heller ikke rigtig tale med på de meeeeget lange bustur hjem, hvor humøret ellers var overstadigt og overtræt højt.
Jeg hang sgu med hovedet ved hjemkomsten. Der var ikke rigtig noget ved noget. Det var fail - big time. Lige indtil jeg tog mig selv under behandling og tog en beslutning. Jeg kom på cyklen igen, og så viste det sig - selvfølgelig - at formen stadig var fremragende. Jeg kunne køre lige op med de andre til træningen.
Jeg svor ganske vist, jeg aldrig, ALDRIG ville køre det rådne løb igen. Men da jeg atter "kom til mig selv", så genfandt jeg da glæden ved at cykle og fik sat det hele lidt i perspektiv. det havde jo egentlig været en fantastisk oplevelse. Jeg var glad for mit billede fra toppen af Glandon. Og gad vide, om jeg ikke stadig var blandt de 5 % i bedst form i min aldersgruppe.
Med andre ord: Jeg fik taget et grundigt opgør med bagsiden den dedikation, der ligger i at sætte sig et mål og prøve at nå det. Jeg synes - og vil altid synes - at det er en stor tilfredsstillelse at efterstræbe et mål og sætte alt på at gøre det så godt som muligt. Men det er simpelthen ikke rimeligt, at man skal skamme sig eller have det dårligt, hvis man ikke kommer helt i mål.
Det løb var en del af en erkendelsesproces. Da jeg var ung, var jeg i dårligt humør en hel uge, hvis et cykelløb om søndagen var gået i vasken. Jeg blev indædt og fik ikke ro, før jeg havde et godt resultat i hus igen. Det er fint, når sporten er hele ens liv. Men det er ikke mentalt sundt, fpr motion og træning skal være udfordrende, ja, men også sjovt.
Vejen mod målet måske, når alt kommer til alt, hvad det drejer sig om. Tilfredsstillelsen ved et godt træningspas. Oplevelsen af at være i nuet. Kommer man helt i mål og kan række hænderne i vejret, er det en ekstra bonus. Kommer man kun knapt derhen, så kommer der nok en chance mere. Det skal aldrig mere få lov til at ødelægge mit humør.
Så der var måske en dybere mening med at gå omkuld i grøften på Telegraphe

Til alle Martin Mollerup´s venner. Challenge Aarhus holder 1 min. stilhed for ham på søndag kl 7 om morgen. jeg har fået lov til, at have hans "tids chip" på, så vores projekt bliver gennemført og Mollerup får sin finisher medalje. Martin var en af mine bedste venner og jeg håber det er ok med alle hans MOL venner.

Den er altså über lirens den trikot!!

Wedges og kiler er det samme. Men super fedt at få at vide hvad årsagen til problemerne er

Tror jeg må blive dagens sætning

Tror jeg må blive dagens sætning

Hvis du har kørt med tung belastning(tungt gear - lav kadance), så kan det være derfor dine knæ brokker sig. Hvis du ikke er vant til at køre på den måde så "stresser" du sener og led mere end man ellers gør. Oplevede det selv sidste år hvor jeg ville køre noget styrketræning på en træningstur, og dagen efter havde jeg næsten konstante smerter i knæet. Der er ikke så meget andet at gøre end lige at give det lidt hvile, og så sørge for at køre med en god kadance