Kermit

Søndag blev til styrketræning med fin power, og så efterfølgende ind og se Copenhagen Sprint på Rådhuspladsen. Da jeg kørte afsted havde jeg det underligt, og det blev ikke ligefrem bedre undervejs. Om det var kroppen der lukkede lidt ned efter en presset uge, min allergi der tog fart, eller en kombination, ved jeg ikke. Men jeg var HELT færdig, og både mandag og tirsdag var jeg helt tæt i næsen og ekstremt træt. 
Som med et trylleslag i løbet af i går var det som om det hele forsvandt igen. Det mindede mig faktisk lidt om da jeg blev vaccineret for corona, og man lige havde 48 timer hvor man havde det skidt, og så forsvandt det bare ud af det blå. 
Opløftet hoppede jeg et smut på hjemmetræneren i 40 minutter bare for at få rullet stængerne lidt. Jeg benyttede også lige lejligheden til at indstille min anden cykel til de nye dimensioner.
Ramme og styr burde være blevet sendt afsted nu, og jeg har egentlig også valgt at gå med på tidens hotteste dille - kortere pedalarme. Det var også noget jeg talte med bikefitteren om, men var i tvivl om det skulle være 165 mm eller 167,5 mm. Hans svar var egentlig at jeg nok ikke ville mærke den store forskel på de to, men at 167,5 mm nok ville være bedst til min kropsbygning. Dog var der tilbud på 165 mm varianten, så det har jeg bestilt nu. 
Ved samme moment har jeg siddet og undersøgt om man kan få kortere arme til mine to Rotor kranksæt, som ikke laves mere. De har lavet dem i kortere udgaver, men det er tæt på umuligt at finde brugt. Udsigten til at skulle udskifte 2x kranksæt plus wattmålere er ikke lige det fedeste, men fandt ud af at wattmålere jo er blevet hysterisk billige. Magene laver en spiderbaseret wattmåler inklusiv klinger til 2799,- solgt hos danske Pulsure.dk. Det havde været fuldstændig utænkeligt for 15 år siden - dengang kan jeg huske at det var revolutionerende at Power2Max kunne levere wattmålere til omkring 8000,-

En super kaotisk dag i går der nærmest ingen ende ville tage, gjorde at hele optakten til enkeltstarten blev virkelig afslappet. Jeg var i forvejen bagud med en rigtig dårlig recovery ovenpå Copenhell om onsdagen, så da jeg kørte ud til Flyvestationen var det med absolut laveste forventninger. 
Fik nummer på, kørte 1,5 minut og hen til startstregen. Lagde fra land og kunne slet ikke mærke pedalerne. Buldrede afsted med 320 watt og det føltes som 200. Jeg nåede at blive helt kæphøj, men mindede mig selv om at det var 4 omgange, så dumt at brænde ud tidligt. Det skulle vise sig at være godt tænkt. 
De første to omgange blev kørt relativt fornuftigt med lige omkring de 300 watt, men så begyndte jeg nok at slække lidt for meget på tempoet på 3. omgang hvor wattene røg ned på ca. 270, og jeg egentlig også begyndte at sidde og bøvle lidt mere med det. 
Den sidste omgang fik den så hvad den kunne trække med trætte ben og en krop der stille og roligt lukkede ned. 
Kom i mål med 285 watt i snit - noget under hvad jeg havde håbet på, men langt bedre end hvad der nok havde været realistisk med den dag jeg havde haft, plus min generelle restitution. Den officielle tid hed 32.08 og rakte til en 14. plads. 
Men hold op der skal arbejdes med noget smidighed på cyklen, som forhåbentlig kan være med til at åbne mere op for kroppen. 

En super kaotisk dag i går der nærmest ingen ende ville tage, gjorde at hele optakten til enkeltstarten blev virkelig afslappet. Jeg var i forvejen bagud med en rigtig dårlig recovery ovenpå Copenhell om onsdagen, så da jeg kørte ud til Flyvestationen var det med absolut laveste forventninger. 
Fik nummer på, kørte 1,5 minut og hen til startstregen. Lagde fra land og kunne slet ikke mærke pedalerne. Buldrede afsted med 320 watt og det føltes som 200. Jeg nåede at blive helt kæphøj, men mindede mig selv om at det var 4 omgange, så dumt at brænde ud tidligt. Det skulle vise sig at være godt tænkt. 
De første to omgange blev kørt relativt fornuftigt med lige omkring de 300 watt, men så begyndte jeg nok at slække lidt for meget på tempoet på 3. omgang hvor wattene røg ned på ca. 270, og jeg egentlig også begyndte at sidde og bøvle lidt mere med det. 
Den sidste omgang fik den så hvad den kunne trække med trætte ben og en krop der stille og roligt lukkede ned. 
Kom i mål med 285 watt i snit - noget under hvad jeg havde håbet på, men langt bedre end hvad der nok havde været realistisk med den dag jeg havde haft, plus min generelle restitution. Den officielle tid hed 32.08 og rakte til en 14. plads. 
Men hold op der skal arbejdes med noget smidighed på cyklen, som forhåbentlig kan være med til at åbne mere op for kroppen. 

Er så småt ved at rulle et behandlingsforløb i gang 
Har i dag haft (en god) samtale med en hjertesygeplejerske og sagt til hende, at jeg er ved at være moden til at gøre noget ved min atrieflimren. Så hun henviser mig videre til en afklaring ift. behandling. Umiddelbart sker det nok ikke medicinsk (med betablokkere), da min i forvejen lave puls måske vil blive for lav til, at det er rigtig sundt. Så er der den såkaldte 'ablation', hvor man med forskellige metoder lammer de områder i hjertet, der skaber atrieflimren. Der er ikke nogen garanti for succes, men jeg er frisk på at prøve.
Det samme gælder lyskebrokken. Jeg skal lige have fanget en, der hedder Lars her i boligområdet, der blev opereret for det sidste år, for at få hans erfaringer. Også her er jeg ved at være klar til at gøre noget ved det. Holder mig stadig godt i gang med det program, jeg skitserede sidst, og det går fint - formen er ikke så ringe endda - meeeeen nu skal der ske noget mere.
Til gengæld er der trods alt lidt aktivitet på jobfronten, så nu tager jeg det måned for måned, før jeg overvejer dagpenge. Det kunne være rart mindst at ramme 1. september, hvor der kun er 2 år til pensionen. Det ville svare til den maksimale dagpengeperiode, og så ville pengene passe. Vi får se.
Der er mange bolde i luften 

Sådan burde det da i hvert fald være. Der er ikke noget, der giver usikkerhed som opkøb, men vent nu at se. Indtil videre er der måske mere end et år at løbe på, og der kan ske så meget.

Og Ordrup ryttere i det nye tøj.

Hold nu kæft, hvor er der mange græspollen i luften i år. Og det bliver ved! Har sådan en lidt drilsk allergi, hvor der nogle år overhovedet ikke er en reaktion, og hvor der andre år er en kraftig reaktion. Det sidste er tilfældet i år, og nu har sæsonen for græspollen snart været meget lang. Det klør i øjnene, og øjnene løber i vand, især ud på aftenen, hvor jeg næsten ikke kan læse i en bog. Sk... irriterende. En Clarityn tager lige toppen, men tapper også en del af energien, synes jeg. Nå, det holder vel op på et tidspunkt. Det må gerne være snart!

Lørdag

Jeg var i haven/marken og arbejde på udvidelsen af hestefold og Grissefold. I bagende sol, og en del timer med løft af den benzin drevne pælehammer var jeg egentlig fuldstændig flad.
Men det blev til en sæt siddende dumbell skulder pres (uden ryg støtte)
7x10x24
Relativt let omgang, men det var lige hvad jeg kunne overskue

Søndag:
Dødløft
5x140
5x155
5x155
5x170
5x180
 
I øvrigt kan jeg anbefale DR dokumentaren "Hårde muller og stramme baller
Jeg er selv for ung til at have oplevet bodybuildingens gyldne æra, men jeg har trænet med en del, der har kendt og trænet med Svend Ole Thorsen. Ligeledes har en af mine ældre venner, vundet DM i Bodybuilding i 83, og havde sin gang i Sporting Health club. For 20år siden trænede jeg selv nogle gange i Silkeborg Sol og Motion , som var stiftet af Flemming Guffie Rasmussen. Så det føles som at have ligget i slip strømmen på et stykke danmarks historie. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Årh, det er op af bakke. Jeg kan ikke påstå jeg har prøvet omstændigheder der minder om det du beskriver. Men jeg har prøvet en del år, hvor min mor havde begyndende demens, og stadig boede hjemme. Processen for min far, med at leve i hus med en syg ægtefælle, og erkendelsen af at det her kan jeg ikke klare selv, Process til flytning til plejehjem, med alt den skyld der hørte med, og så ellers et sygdoms forløb der udviklede sig, som sådan noget nu gør. At skulle samle sine forældre op, tage "lead" på deres liv, og hjælpe dem der hvor de ikke længere evner, føles på sin vis både unaturligt, og samtidig som et "must". Man skal bare ikke underkende hvor meget det slider på en selv.
Du gør det rigtige, ved at hjælpe hvor du kan. Måske der er behov for mere hjælp ude fra.
Det var den kaffe der vi skulle have? 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Lidt generel update herfra. 
Ramme - Venge rammen røg i går, og det var nok også til det bedste. Jeg var usikker på om der var nok forgaffel på og hun var ikke så meddelsom. Så videre i teksten. 
Stress/frustration - en lang historie kort. Min chef og jeg har tidligere været gået skævt af hinanden og det kulminerede for nogle uger siden. Så meget at det endte hos den øverste direktør. Det har været nogle frustrerende uger hvor der skulle tages en beslutning, og hvor jeg egentlig også selv var indstillet på at sige min stilling op hvis de valgte at gå en anden vej - udelukkende for at passe på mig selv mentalt. Heldigvis kom der en løsning på det, der betyder at min chef ikke længere er min chef, og samtidig sidder et andet sted nu. 
Det gør så også at jeg lige nu er den eneste i marketing. Jeg er på som et barselsvikariat til og med november. Hende der er på barsel kommer først tilbage 18. december, så det hedder reelt set nok først start januar. Min anden kollega er på orlov, og meldingen er at vi nok ikke ser hende foreløbig. Så har vi en studentermedhjælper der startede 1. maj, men som har holdt mere ferie end arbejdet, så aner ikke om det er en ressource eller en frustration. Det passer mig egentlig fint nok, for jeg ser det her som en mulighed for at komme ind og præge marketingafdelingen og få bygget den op igen - den trænger i hvert fald til en kærlighed hånd. 
Forældre - ikke noget jeg taler voldsomt meget om, men jeg har stadig begge mine forældre, om end de ikke fungerer særlig godt. Jeg har en far der egentlig er alkoholiker, og en mor der er så nedslidt og samtidig mener at det er alle andres skyld. De har lige været på ferie på Kreta hvor min mor blev indlagt med vejrtrækningsproblemer. Hun lider åbenbart af KOL, hvilket min far fik sagt som det mest naturlige. Frem for at gøre noget proaktivt mod det, som f.eks. at få motioneret lidt og holde op med at ryge, så ligger det hende ekstremt svært. Samtidig har hun en ekstrem dødsangst og er bange for livet. Deres ferie blev lige forlænget en uges tid mens hun var på hospitalet. I samme periode valgte min far så at begynde at drikke igen. Han har altid drukket meget, men for nogle år siden begyndte han at få nogle anfald når han drak der mest af alt mindede om epileptiske anfald. Han er blevet undersøgt for alt muligt, men lægen sagde at det var pga. alkohol. Så efter det var han forbi et misbrugscenter og fik noget hjælp til at håndtere det bedre, og det hjalp gevaldigt. Han begyndte at drikke alkoholfri øl, men pludselig blev det til at han jo godt lige kunne drikke en øl til min mors fødselsdag, så en øl når det var fredag etc. Så for et par måneder siden var han faldet i igen. Mine forældre formår på ingen måde at kommunikere med hinanden, så jeg skal ind over alting. Så jeg talte med min far og han ville komme på rette køl - foreslog ham også at han skulle droppe alkoholfri fordi det stadig fungerer som en påmindelse. Igen gik det godt indtil de så tog på ferie, og den første melding jeg fik dernede fra var at de sad på altanen og nød et glas vin og en kold øl. Flash forward til i går hvor min far ringede til mig og fortalte at han var faldet i igen, og at de ikke kunne hente vores unger, og at jeg lige skulle ringe til min mor. Helt fint. Ringede til min mor der så sig selv som offeret. Prøvede at forklare hende at han jo ikke gør det af ond vilje, og at det er vigtigt at hun taler med ham og prøver at omfavne ham i det, for det må være pissehårdt at skulle afvænne sig med sådan noget. Et par timer senere ringede min mor så og fortalte at min far var gået hjemmefra, og havde skrevet til hende at han ville tage sit eget liv. Super. Jeg kørte afsted fra arbejde for at se om jeg kunne finde ham et eller andet sted i nærområdet, men det var jo som at finde en nål i en høstak. Da jeg kom frem til området de bor i var der nok gået 20 minutter siden min mor ringede, og jeg ringede til hende igen for at høre om de evt. havde noget find my iphone. Det havde de ikke. I snakken siger min mor så "Det kan også være han er gået i kælderen....." og så sluttede sætningen bare der. Så jeg måtte bede hende om at gå ned og kigge efter ham. Det er lidt det niveau vi er på, desværre. Efter at have kørt rundt i en lille times tid kørte jeg hjem. Et par timer efter ringede min mor om at han var kommet hjem igen i ynkelig forfatning, havde været super ked af det, og nu lå og sov. 
Jeg forstår mange aspekter i alt det her. Jeg forstår godt min mors frustration over min far. Jeg forstår godt at min far kan falde i. Jeg forstår også godt at han har haft lyst til at tage sit eget liv, for han har kæmpet med det her i mange år, og kan åbenbart ikke slippe det. Og jeg kender min mors retorik, så tænker ikke at hun ligefrem har grebet ham med fløjlshandsker. Anyways, jeg er relativt afbalanceret i det, bare en anelse irriteret over at jeg altid skal løse deres problemer. 

Det havde været til en advarsel i dag 

I 1975, min første sæson, kom jeg først i gang med at køre licensløb fra juni og frem. Der kørte jeg på min konfirmationscykel, som også var en Carlton. Det var sådan en touringcykel - dog med racerstyr - som nok har vejet en 12-15 kg. Til enkeltstarterne gik det nogenlunde, men samletstart var en katastrofe, hvor jeg blev sat med det samme eller sådan cirka halvvejs. Endelig, til årets sidste licensløb i Sønderborg kunne jeg komme med hele vejen rundt. Der var der imidlertid så udsolgt, at jeg bare så de andre spurte fra en position bagest i feltet. Havde dog overskud til lige at vinke til brormand, der stod ude i grøften. For mig var det en triumf bare at komme med helt frem til målstregen 

Blev som lovet færdig med mit lille vintageprojekt i går. Den blev rigtig fin, selv om der har været en masse, små pudseløjerlige udfordringer undervejs. Beholder indtil videre de normale pedaler på, indtil jeg har fået kørt nogle lidt længere ture på den og kan bedømme den. Umiddelbart triller den fint. Det der første generations Dura-Ace er sgu noget solidt kram.

Det går i øvrigt fremad med ombygningen af den hvide Carlton/Raleigh, som jeg ved et tilfælde fik fingre i sidste år. Jeg er ved at bygge den om til en gentleman's express med almindelige pedaler og skærme på, men med fuld Dura-Ace, periodekorrekt fra 1. generation (næsten) hele vejen igennem. Der skal nok komme billeder - mangler bremsekabler og styrbånd.
Det har været en sjov oplevelse med masser af improvisation undervejs. Sådan et gammelt engelsk stel er bare skruet anderledes sammen, og så mangler der et geardrop her og et kabelstop der, så man må lege Ole Opfinder for at få de sidste ting ordnet. Men nu er den vist ved at være der, og hvis det holder tørvejr i morgen, regner jeg med at få den færdig.

Ja, det er altså ikke, fordi jeg er gået helt i stå, der er bare intet nyt under solen. Har efterhånden kørt mange uger som tidligere beskrevet, og det bliver jeg ved med indtil videre. Lidt løb, cykling og styrke til vedligeholdelse af det gamle kadaver. Hverken cykling eller løb (og da slet ikke styrke) er på noget højt niveau, men jeg skal jo heller ikke nå noget. Det er lidt underligt, men jeg er ved at vænne mig til det. Og løbeuret og cykelcomputeren bliver efterhånden aldrig luftet. Jeg ved jo nogenlunde, hvor lange de forskellige ruter er, og om cykelturen bliver 5, 10, 15 km kortere eller længere er ligegyldigt.
Som nævnt tidligere, så er vedholdenheden og stabiliteten i træningen en vigtig faktor. Det kan glippe en sjælden gang, men normalt får jeg slæbt min fede mås af sted til det valgte træningspensum, og ja, man fortryder det jo aldrig bagefter 
Hvad så på lidt længere sigt?
Hvad angår mine skavanker, så er jeg ved at mande mig op til at gøre noget ved dem. Jeg er ved at være moden til at få opereret lyskebrokken, som stadig driller fra tid til anden. Så er der min atrieflimren, der kommer og går, som vinden blæser. Den 20. juni er jeg blevet indkaldt til en snak med en hjertesygeplejerske, og så må vi høre, hvad hun foreslår. Der er forskellige veje frem, og også på det punkt er jeg ved at være klar til at skride til handling.
Så det er spændende alt sammen. Der er så kommet en ekstra joker ind i billedet på jobfronten, for som freelancer er man underlagt markedets luner og sit gode netværk. Som tiden går, tynder det ud i netværket af naturlige grunde, så jeg vil ikke udelukke at hoppe over på dagpenge, hvis det bliver svært/umuligt at hive opgaver hjem til at holde en fornuftig omsætning.
Det vil jeg sådan set have det fint med, da jeg har indbetalt til A-kassen igennem 32 år og sagtens kan få tiden til at gå. Principielt vil jeg naturligvis helst tjene mine egne penge, men det går op og ned i showbiz for tiden, og det er et fælles vilkår, som også gælder mine freelancekolleger. Vi får se, hvor den lander. Indtil videre tager jeg det fra måned til måned.
Grunden til, at jeg nævner det, er, at det hænger lidt sammen med behandlingen af alle mine skavanker. Går jeg på dagpenge i en periode, ville det være en fin anledning til at lægge en behandlingsplan og få gjort noget ved alle dårligdommene fra en ende af. Så det hele er på en eller anden måde bundet sammen i en stor pakke med sløjfe omkring. Good times 

Min vægt har længe ligget et par kilo over det, den lå på tidligere. Men jeg har fået stoppet himmelflugten ved stort set aldrig at købe noget til 'slikskuffen', skære ned på kage og kun sjældent drikke sodavand, så du er inde på noget af det rigtige. Alene det kan bidrage til, at nålen på vægten begynder at pege den rette vej igen.
Jeg spiser aldrig noget efter aftensmaden og drikker højst en kop te. Rent intuitivt ville jeg holde mig fra en proteinshake om aftenen, men der må du jo prøve dig frem. Det skal så siges, at jeg ikke har problemer med at falde i søvn, selv om jeg er lidt småsulten, og maven rumler, så det er ikke noget stort offer.
Nu er jeg jo en del ældre end sådan en ung fløs som dig, og i min alder er det rent ud sagt forbløffende, hvor lidt mad man kan/skal nøjes med for at holde vægten nede. Jeg var mest udfordret i alderen 35-45 år cirka, hvor jeg stadig spiste som en sportsmand, men havde travlt med arbejde og familie. Der strøg vægten godt nok i vejret, før jeg blev opmærksom på det og strammede garnet lidt igen.
Lige nu er jeg stille og roligt ved at arbejde mig ned under 78 kg igen, selv om det går lidt langsomt. Har længe ligget omkring 79 kg, og det er i den høje ende for mig. Har som nævnt fået stoppet vægtstigningen, og nu går det den rigtige vej, men som aldrende motionist er det som at vende en supertanker. Jeg trøster mig med, at InBody-vægten i PureGym ligger stabilt omkring 16-18 i fedtprocent. Den er sikkert ikke voldsomt præcis, men er god som et tjek på, at man ikke er på vej til at blive 'tyndfed'.

Jeg forstår argumentet. Men det er præcis derfor den kører så godt som den gør. Jeg har haft en 435 M-Sport tidligere, og at køre I4 er som at komme hjem. Hvis man kan lide at køre bil, så føles I4'eren jo som en bil. Jeg ar kørt Tesla, Mercedes, VW, Kia, Xpeng, elbiler, og de har alle sammen den der "office appliance" følelse more or less. Fordi det er en computer på hjul, og ikke en bil. Bevares , Xpeng G9 og Kia EV9 , er begge fede på sin egen måde, men jeg vil ikke over 400.000kr (brugt). 
 
Jeg er fuldstændig enig med dig, mht de Tyske udstyrs pakker. Men jeg kunne heller aldrig drømme om at tage afskrivningen på en fabriksny bil

Det her må du sgu lige uddybe. 

Det her må du sgu lige uddybe. 

Det er nok meget fornuftigt med noget kort og hårdt på programmet igen.
Og bestemt også noget der er væsentlig kortere end disse 4x6 minutter på 340 watt og 2 minutters pause i mellem.
En blød start :)




Der opstod dog en mulighed for at komme ud på en længere tur, så den greb jeg uden at tøve.
De her Strava grafer ser godt nok dødsyge ud, men turen var fantastisk :)

Jeg havde 6 timer og cirka 30 minutters køretid mens jeg var afsted i samlet 7 timer og 30 minutter.
Havde fået fyldt lige rigeligt med væske på, så der var næsten lige så mange tissepauser de første to timer, som når jeg kører med pensionisterne :)

Vejrudsigten havde sagt 21 grader og sol, så jeg havde planlagt at smide de løse ben, når solen kom frem, det skete dog aldrig og temperaturen lå på 14 grader det meste af dagen. Jeg fik endda en kort regnskylle ude omkring vadehavet.

De første 4 og en halv time blev kørt rimelig stabilt med 190ish watt, men efter et kort ophold i Ribe, hvor jeg fik set nærmere på domkirken, så fik jeg vinden i ryggen og var også blevet lidt rastløs, så jeg ville se om jeg kunne holde kæden stram hjemover, hvilket resulterede i halvanden times kørsel med 270 watt i snit og en gennemsnitsfart på 37 kilometer i timen. Det føltes godt at have den slags overskud efter så mange kilometer.
Skøn tur, som jeg håber der kan blive plads til flere af i år :)