Bonjour le Coq - and wellcome Jeg har altid sagt til min svoger: "Skulle jeg en dag blive for skadet til grappling, begynder jeg at løbe marathon. Og bliver jeg for skadet til marathon, begynder jeg at spille golf" Dog mest for at drille ham, han var så helvedes stolt af sit marathon Jeg tror dog ikke jeg kan få mig selv til at stå stille med en pind, (nægter at kalde det en kølle)og finde stolthed i at trille rundt med en lille bøsset bold - excuse my french here.. Nu er jeg så kommet godt igang med løberiet, og har fundet en vis glæde ved det.. Bl.a. det så omtalte "runners high", hvilket i min verden mere handler om en ikke-tvungen tankerække som opstår ved den form for repetetivt arbejde, når man kommer over 10-15 km.. Mange gode beslutninger er kommet ud af det. Bl.a. om jeg skulle købe en bærbar til mig eller børnene. Jeg købte en til mig selv. Så er der jo alle de positive sideeffekter (dejligt dansk/engelsk ord iøvrigt) Et vægttab af betragtelig størrelse, mere udholdende i kamp og det at kunne blære sig her og der med at have løbet mere end de fleste tilstedeværende. Og hurtigere. Mht grappling har min taktik førhen heddet: Hovedet under armen, tyg sammen om tandbeskytteren og angrib for fuld skrue. Det har virket ganske tilfredsstillende, og jeg troede at jeg havde nået mit peak, teknikmæssigt. Men med mit svækkede ben har jeg naturligt nok tillagt mig en mere afventende facon, hvilket har betydet at jeg nu mere tilpasser mig modstanderens udlæg, og det giver faktisk en masse muligheder. Teknikker som jeg før kun har fået til at virke på newbies, funker nu også mod de mere erfarne. Skønt. Det har virkelig givet blod på tanden til mere. Og dig - er du stadigt kampaktiv?