Lidt stilhed, men der har også været fokus andre steder end på træningen. 2xMetallica, 3 dages Copenhell, og så Minds of 99 kombineret med arbejde og familie, har gjort at der ikke rigtig har været overskud til også at få trænet samtidig.
Det har dog givet en hel masse andet på det generelle velvære. Især koncerterne med Offspring (stadig mit favoritband, og har været det siden slut 90'erne), og Limp Bizkit gav fornyet energi. Avenged Sevenfold skuffede desværre, og Tool var en fed oplevelse der dog manglede et par af mine favoritnumre. Der må jeg også bare konstatere at jeg er mere til tidlig Tool end det nyere hvis jeg skal vælge. Metallica var solide som altid, men deres underlige scene hvor de aldrig står sammen, og storskærme der ikke rigtig opfangede medlemmerne var sgu lidt øv.
Jeg er på ingen måde fan af Minds of 99, og kan kun et par af deres numre, men det var en fantastisk oplevelse at se tæt på 50.000 mennesker skråle igennem og have en fest. Svært ikke at blive rørt og ikke mindst imponeret.
Jeg har fået sovet utroligt lidt de sidste mange dage, og selvom jeg ikke rigtig indtager alkohol, så har kroppen været træt. Ikke mindst af gåturen fra Kongens Nytorv til Copenhell. Der var også lidt et par dage i sidste uge hvor jeg var sikker på at jeg skulle til at være syg, men hvor det nok bare har været kroppen der har været presset, både fysisk, men også mentalt.
Nu skal der gang i træningen igen, og fra næste uge af prøver jeg landevejen af igen. Jeg føler mig egentlig klar nu, men har en aftale om at jeg giver det en ekstra uge når jeg føler mig klar. Det bliver fedt, og forhåbentlig er vejret med mig.
Jeg skal også så småt til at komme igang med noget styrketræning igen, ikke mindst for at se hvad armen kan klare. Jeg er efterhånden der hvor jeg har tæt på fuld bevægelighed og ingen smerter. Jeg kan blive øm ved visse bevægelser, og så er der bare ikke så meget styrke og kontrol endnu.